Annonce
Erhverv

Langhårede vejlensere slog frisørens bookingsystem i jorden: 'Vi glæder os helt vildt til at åbne igen'

Frisørsalonerne må endelig genåbne, så man kan få styr på sit lange hår. Maria Lyhne er helt klar til at svinge saksen igen 6. april. Arkivfoto: Mette Mørk
6. april kan du og din frisør endelig mødes igen. Nyheden, der blev bekendtgjort på statsministerens pressemøde sent mandag aften, medførte kæmpe pres på frisørernes bookingsystemer.

Vejle: Godt nyt til de langhårede danskere: 6. april er det endelig tid til, at landets frisørsaloner slår dørene op igen efter, at de har været coronalukkede i næsten fire måneder.

Nyheden har skabt både glæde og travlhed for Maria Lyhne, der driver Frisør Lyhne med i alt fem saloner i Vejle, Jelling og Billund.


Vi glæder os helt vildt til at åbne igen. Vi glæder os nok lige så meget som alle de, der ikke har kunne blive klippet i lang tid.

Maria Lyhne


- Vi glæder os helt vildt til at åbne igen. Vi glæder os nok lige så meget som alle de, der ikke har kunne blive klippet i lang tid, siger Maria Lyhne og fortsætter:

- Man kan også godt mærke, at kunderne trænger til det. Der har været storm på vores onlinebooking, og systemet var nede et stykke tid som følge af efterspørgslen og trængslen på det, fortæller hun om reaktionen, da kunderne sent i aftes fik at vide, at salonerne åbner igen.

Samme oplevelse har Katrine Bjerring, der er ejer af "Passion by Bjerring" i Børkop og Brejning.

- Vores bookingsystem er nede lige i øjeblikket. Vi håber, vores kunder har tålmodighed, da vi ikke kan nå at klippe alle i den første uge, men vi er klar til at give den en skalle, så vi kan nå flest mulige, siger Katrine Bjerring tirsdag eftermiddag.

Hos Passion by Bjerring fortæller indehaver Katrine Bjerring, at frisørerne er glade for endelig at kunne åbne salonerne, men at de også har en lille mærkelig fornemmelse i maven, fordi de tidligere er blevet skuffede flere gange. Arkivfoto: Martin Søndergaard Jensen
Annonce

Coronapas er nødvendigt

Når man 6. april igen kan komme til frisøren, skal man opfylde visse krav, inden man tager plads i stolen: Man skal enten været vaccineret mod covid-19, have været smittet med covid-19 eller kunne fremvise en negativ test, der maksimalt må være 72 timer gammel.

Det såkaldte "coronapas" ligger på appen ”MinSundhed”, mens der også stadig arbejdes på en fysisk løsning, så det også er muligt at have et stykke papir med, hvis man foretrækker det. Samtidig er det stadig et krav, at man bærer mundbind eller visir.

De to frisører ser ikke noget problem med at skulle tjekke kundernes coronapas.

- Vi er jo i bund og grund bare glade for at kunne åbne, så har det ikke den store betydning, at der er krav for, at vi kan åbne igen. Spurgte man mig for et år siden, havde jeg nok været modstander af det, men nu skal vi se fremad og komme i gang igen, siger Katrine Bjerring.

Maria Lyhne er enig:

- Det er jo ikke noget, vi har bestemt, og de kunder, som jeg har snakket med, ser heldigvis heller ikke noget problem i det. Vi har vænnet os til at blive testet en del, så vi er bare glade for at kunne åbne, og det er kunderne virkelig også, siger Maria Lyhne.

Annonce

Åbner ny salon

Katrine Bjerring har endda taget skridtet og vælger at åbne en ny salon i Fredericia 8. juni.

- Jeg har brugt nedlukningen til at udvikle visionerne for os og se fremad i stedet for at gå i stå. Det er en chance at tage, men jeg har valgt at se nedlukningen som en mulighed for at udvikle min forretning, siger Katrine Bjerring:

- Så jeg har gået og renoveret de seneste par uger, så vi også kan blive klar til en forretningsåbning i starten af sommeren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce