Annonce
Billund

Lars Hansen er løsgænger: - Jeg ved godt, at jeg fylder i lokalet

Lars Hansen blev onsdag aften smidt ud af Venstre. Han bliver ny løsgænger i byrådet. Arkivfoto: Martin Ravn
Lars Hansen er fra nu af løsgænger i Billund Byråd. Han ville dog gerne være blevet i Venstre og overvejer at anke beslutningen om at smide ham ud af partiet

Grindsted: Lars Hansen er efter seks år som byrådsmedlem fortid i Venstre, i hvert fald hvis det står til bestyrelsen i kommuneforeningen, der onsdag aften ekskluderede ham. Han har dog mulighed for at anke den afgørelse.

Lars Hansen mødte sammen med en god ven som bisidder op hos tandlæge Peter Fjordgaard, hvor Venstres møder ofte foregår. Han lagde i sin forsvarstale ikke skjul på, at han gerne ville blive i Venstre. Bestyrelsen ville det dog anderledes, fik han at vide ved et telefonopkald, da han havde forladt mødet.

- Ivar nævnte tre punkter, da han ringede: Håndtryksafstemningen, læserbrevet med Ole Marcussen og min til tider lidt hårde tone i gruppelokalet. Jeg er blevet lovet en uddybende forklaring på det, fortæller Lars Hansen.

I pressemeddelelsen fra Venstre angives "gentagne tillidsbrud gennem årene som byrådsmedlem for Venstre" som begrundelse for ekskluderingen. Det undrer Lars Hansen sig over.

- Tre gange har jeg offentligt været uenig med flertallet. Det var håndtrykssagen, Stenderup Skole-sagen, og så da jeg i 2015 fremkom med et ønske om en hal til Vestre Skole. Tre gange. Vi har åbenbart en forskellig definition af "gentagne", men det venter jeg på at få uddybet, siger Lars Hansen.

Annonce
Jeg ved godt, at jeg kan være meget bastant - både i min kommunikation og i min kropsattitude, men det er jo sådan, jeg er som menneske.

Lars Hansen, løsgænger i Billund Byråd

Den hårde tone

Lars Hansen indrømmer med hensyn til punktet "den lidt hårde tone i gruppelokalet", at han godt kan fylde.

- Jeg fylder meget i gruppelokalet. Jeg ved godt, at jeg kan være meget bastant - både i min kommunikation og i min kropsattitude, men det er jo sådan, jeg er som menneske. Men lige så hurtigt, som jeg har harceleret over et eller andet, lige så hurtigt er jeg nede igen. Søren Lerby sagde engang, at fodbold ikke er for de stumme. Jeg siger, at det er politik heller ikke. Hvis folk bare er tavse og ikke siger noget, så er det jo svært at vide, hvor de er henne, siger han.

- Fortryder du noget af det, du har sagt?

- Nej, jeg fortryder ikke noget, for jeg har altid handlet ud fra min overbevisning, og det bliver jeg ved med. Jeg stemmer der, hvor jeg kan have mig hjerte med - som jeg altid har gjort.

Løsgænger

Lars Hansen bliver nu løsgænger i Billund Byråd og sad for sidste gange på sin vante plads ved byrådsmødet i tirsdags. Næste gang, byrådet er samlet, sidder han på en ny plads.

Han har mulighed for at anke, men ved endnu ikke, om han vil benytte sig af den mulighed.

- Nu skal det her lige lande i maven, siger han.

Vælger Lars Hansen at anke, er det Venstres medlemmer, som på en generalforsamling tager stilling. Den næste generalforsamling er i marts 2020, så i praksis er Lars Hansen uden for døren.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

540 løbere deltog i crossløbet

Annonce