Annonce
Danmark

Lars Løkke glæder sig til snarlig rundtur i Danmark

Piroschka Van De Wouw/Reuters
I et Facebook-opslag skriver Løkke, at han ser frem til at fortælle om sin afgang som formand for Venstre.

Siden Lars Løkke Rasmussen i slutningen af august trådte tilbage som formand for Venstre, har den mangeårige toppolitiker været usædvanligt stille.

Men søndag aften vil han for første gang siden sin beslutning om at forlade partitoppen give interview til DR1 og TV2. Søndag eftermiddag har han slået en form for optakt op på sin Facebook-profil.

Her takker han for alle de henvendelser, han har fået siden sit exit - og fortæller, at han glæder sig til at fortælle om sin dramatiske afgang.

- Jeg glæder mig til i aften på TV2 kl. 19.10 og DR i 21Søndag at svare på nogle af de mange spørgsmål, min beslutning om at stoppe har rejst.

- Og så glæder jeg mig til – når de to interviews er afviklede – at fortsætte dialogen med alle jer, der følger mig her, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger, at han har "kæmpe respekt" for mediernes arbejde, men er særligt glad for den direkte dialog med borgerne.

- Derfor glæder jeg mig også til snart at komme rundt i Danmark igen – for at mødes med alle, der ligesom jeg kærer sig om vores fantastiske lands fremtid.

Efter uger med interne stridigheder i Venstre besluttede Lars Løkke Rasmussen at træde tilbage som formand efter et møde i partiets hovedbestyrelse på hotellet Comwell Kellers Park i Brejning ved Vejle.

Det skete 31. august.

Samme dag trak Kristian Jensen sig som Venstres næstformand.

Mens sidstnævnte trådte frem for rullende kameraer for at sætte ord på sin beslutning, valgte Lars Løkke Rasmussen at forlade forsamlingen i Brejning uden at stille sig op foran pressen.

I stedet annoncerede han sin afgang på Facebook.

Beslutningen om at træde tilbage reflekterer Lars Løkke Rasmussen over i sit seneste opslag på det sociale medie:

- I forrige weekend stoppede jeg som formand for Venstre. Det var det rigtigste at gøre – både af hensyn til mig selv og – i situationen – ikke mindst det parti, jeg meldte mig ind i for 38 år siden.

- Siden har I ikke hørt fra mig. Efter snart 34 år som folkevalgt i byråd, amtsråd, folketing, heraf små 14 år som indenrigs- og sundhedsminister, finansminister og statsminister havde jeg brug for lige at ryste hovedet.

- Og det samme tror jeg, Venstre har haft brug for.

Venstres nye formand og næstformand skal vælges ved et ekstraordinært landsmøde 21. september.

Jakob Ellemann-Jensen er eneste kandidat til formandsposten, mens Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby begge gerne vil være Venstres nye næstformand.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Villaer ryddet for designervarer

Annonce