Annonce
Sport

Lasse Norman triumferer på Kiddesvej i Danmark Rundt

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I en rent dansk finale var Lasse Norman Hansen stærkest på kongeetapen i Danmark Rundt.

Danske Lasse Norman Hansen var stærkest på 3. etape af PostNord Danmark Rundt til Vejle med stejle Kiddesvej som hovedmenu.

I en tæt afgørelse blandt fire danskere var Norman hurtigst og vandt foran Jonas Vingegaard, Niklas Larsen og Rasmus Quaade.

Norman kørte fremragende i finalen, hvor han både skabte det afgørende udbrud og var bedst i spurten.

Førende Mads Würtz Schmidt kunne ikke sidde med, da det hele skulle afgøres, og han må afgive førertrøjen.

Den kommer lørdag til at sidde på Niklas Larsen, som fører med seks sekunder ned til Norman, syv sekunder til Quaade og ni sekunder til Vingegaard i en tæt topstrid.

Som forventet blev det turene op ad den berømte og berygtede Kiddesvej-stigning i Vejle, hvor de afgørende momenter på den næsten 200 kilometer lange kongeetape fandt sted.

Tre ryttere kom tidligt væk på etapen og fik lov til at grille sig selv det meste af dagen, indtil Vejles kuperede terræn nærmede sig med fire ture på Kiddesvej som hovedmenu.

De 300 meters bakke med godt 9 procent i gennemsnitlig stigningsprocent og hele 21 procent på sit stejleste stykke er hvert år afgørende for, hvem der ender med at skulle køre om den samlede sejr.

Allerede på første tur op ad Kiddesvej spredte uroen og angrebslysten sig i feltet, og de få folk, som lå ude foran, havde kun et halvt minuts forspring.

Andet besøg på Kiddesvej med godt ti kilometer til mål brugte Lasse Norman til at sætte tryk på i feltet, og det skabte ravage i favoritflokken.

Mads Würtz Schmidt i førertrøjen kom ikke med, da en gruppe kom afsted.

Norman, Niklas Larsen og Rasmus Quaade kom fri, og da Kiddesvej bød sig til for næstsidste gang med seks kilometer til mål, knækkede Mads Würtz Schmidt nede i feltet.

Det stod klart, at førertrøjen skulle have ny ejermand, og helt fremme fik Jonas Vingegaard kørt sig selv og to andre frem til de tre udbrydere.

Seks mand, fire danskere, en tysker og en nordmand, med omkring 15 sekunder ned til feltet lignede et afgørende ryk, og så skulle det hele afgøres på Kiddesvej kort før mål mellem dem.

Her rykkede Quaade og Norman først, og Norman holdt sig på imponerende vis forrest til målstregen.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce