Vejle: En 69-årig fynbo, som tirsdag formiddag blev ramt af en lastbil på Horsensvej i Vejle, er fortsat indlagt på Odense Universitetshospitals intensive afdeling.
Hertil blev han fløjet med helikopter efter påkørslen, og ifølge vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt er manden fortsat i kritisk tilstand. Dog er han så stabil, at han efter alt at dømme er uden for livsfare.
Manden blev ramt af en lastbil ført af en 48-årig mand fra Uldum.
Ifølge chaufførens forklaring til politiet, trådte den 69-årige mand lige ud foran lastbilen.
- Flere indikationer peger i retning af, at der var tale om selvmordsforsøg, fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross og kalder sagen ulykkelig.