Basketballstjernen LeBron James viste mandag endnu engang sin store betydning for de forsvarende NBA-mestre Los Angeles Lakers, da han i mandagens kamp mod Cleveland Cavaliers scorede hele 46 point.
Det er det højeste antal point, LeBron James er noteret for i denne sæson i en enkelt kamp. Alene i fjerde quarter hældte han bolden i kurven til 22 point.
Derudover blev han noteret for otte rebounds og seks assister i kampen, som Lakers vandt 115-108. Lebron James har tidligere spillet for Cleveland Cavaliers, som han i 2016 førte til mesterskabet i NBA.
Hos Cleveland Cavaliers blev Andre Drummond topscorer med 25 point.
Med sejren er Lakers på en delt førsteplads i Western Conference sammen med LA Clippers. Begge har vundet 13 kampe og tabt fire.
Sejren i Cleveland kommer dagen før etårsdagen for, at Lakers blev ramt af en tragedie.
Den 26. januar 2020 omkom en af de mest markante spillere i klubbens historie, Kobe Bryant, i et helikopterstyrt i Californien. Og det præger stadig hele Lakers-organisationen.
Det sagde LeBron James lørdag ifølge CNN, efter at Lakers havde slået Chicago.
- Så ødelæggende og tragisk som det var - og stadig er - for alle os, der er involveret, så tager det tid. Alle har deres egen sorgproces, sagde han.
/ritzau/