Annonce
Ikast-Brande

Leder forlod plejecentret Engparken

Efter godt fem år som leder af Engparken har Ruth Juhl Jensen sagt sit job op. Hun ved endnu ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe på den arbejdsmæssige front. Foto: Mikael Lund
Ruth Juhl Jensen har sagt farvel til Engparken i Brande.
Annonce

Brande: Plejecentret Engparken i Brande skal have ny leder. Engparkens leder siden december 2014, Ruth Juhl Jensen, valgte kort før sommerferien at opsige sin stilling som leder af plejecenteret på Vejlevej i Brande.

- Det er med at holde, mens legen er god, siger Engparkens nu forhenværende leder, der på forhånd havde besluttet sig for at give lederjobbet minimum fem år.

– Det tager tid at komme ind i tingene, forklarer hun, og så mener hun helt grundlæggende, at man som leder i respekt for både beboere og personale har en forpligtelse til ikke bare at være en overgangsfigur.

Tanken om at stoppe som leder er kommet og gået, forklarer hun videre, men nu syntes hun, at tidspunktet var rigtigt.

– Engparken har et godt fundament, pointerer hun med tanke på både plejecenterets medarbejdere og det nyligt afsluttede nybyggeri. Hun synes også, at det er tid til ”nye øjne”, så man kan blive ved med at udvikle Engparken – og så ser hun ikke sig selv som den, der kan finde nye effektiviseringer (læs: besparelser).

- Har det været en let beslutning?

- Da jeg først havde taget beslutningen, var det let, siger Ruth Juhl Jensen, som i samme åndedrag understreger, at hun vil komme til at savne samspillet med både medarbejdere, beboere og deres pårørende.

- Jeg har været glad for det – jeg brænder for de ældre mennesker, understreger hun.

Til gengæld afviser hun, at covid-19’s indtog har haft indflydelse på hendes beslutning om at stoppe i jobbet. Det har derimod frygten for flere besparelser.

– Selvfølgelig har det kostet noget, men jeg synes, personalet har håndteret det rigtig fint, roser hun. Blandt andet har man i endnu højere grad benyttet sig af Facebook.

Annonce

Tilliden skal genopbygges

En ting, der ærgrer hende og nager hendes faglige stolthed er den debat, TV2’s nylige dokumentarprogrammer fra to danske plejecentre har udløst. Ikke fordi problemerne skal ties ihjel, men fordi debatten tit har en tendens til at blive for unuanceret.

– Det er synd, at man taler faget ned. Der er så mange, der gør det rigtig godt. Vi skal ha’ flere ind i det her fag, fastslår Ruth Juhl Jensen. Hun har også en tro på, at hver enkelt samfundsborger i fremtiden får en endnu større rolle i ældreplejen end i dag, hvor de frivillige for længst er blevet inviteret indenfor på landets plejecentre for at løse nogle af de opgaver, der ligger udover den daglige pleje.

- Her kan man virkelig gøre en forskel for de svageste i vores samfund, pointerer Ruth Juhl Jensen, som tydeligvis ikke rent mentalt har sluppet lederjobbet på Engparken helt endnu.

– Det er noget af det smukkeste: at man sammen med de pårørende kan skabe en meningsfuld hverdag for beboerne, uddyber hun. Noget af det vigtigste i den sammenhæng er dialog og tillid, og hun erkender, at en del af tilliden på det seneste er forsvundet, om ikke lokalt så i hvert fald nationalt.

– Den tillid skal vi ha’ bygget op igen, og det har vi alle sammen et ansvar for, siger hun med eftertryk.

Annonce

Forventningsafstemning

Gennem sine mere end 30 års ansættelse i plejesektoren har hun oplevet, hvordan forholdene gradvist er blevet ændret, og når hun tænker tilbage på sit første år som hjemmehjælper i en københavnsk forstadskommune, har hun svært ved at forstå, at hun dengang kun skulle nå fire-fem besøg i løbet af en dag og sågar kunne besøge forskellige butikker for den samme borger for at opstøve de bedste tilbud. Ikke fordi der var tale om en specielt velhavende kommune, sådan var forholdene og rammerne bare dengang. Her er der nogle forventninger, der skal afstemmes:

- Vi får nogle udfordringer, hvis samfundet forventer at få de her ydelser, konstaterer hun.



Livet er ikke uendeligt. Jeg tænker mere over, hvad jeg vil bruge min tid på.

Ruth Juhl Jensen


Hvad fremtiden skal bringe på den arbejdsmæssige front, er hun endnu ikke klar over. I første omgang vil hun tage en tænkepause, men der er tre ting, hun ikke har som første prioritet: visitator, sygeplejerske (som hun ellers er uddannet som) eller leder!

- Det har været nogle gode år – ingen tvivl om det – men jeg har lyst til at bruge tiden på andre ting. Man lægger for mange timer i det – det føler jeg, det har krævet, efterrationaliserer Engparkens nu forhenværende leder, der med den alder, hun har, ikke føler det er det værd.

- Livet er ikke uendeligt. Jeg tænker mere over, hvad jeg vil bruge min tid på, uddyber hun. Samtidig har hun efter i mange år at have arbejdet på nedsat tid dog også nydt at kunne arbejde flere timer i takt med, at børnene er blevet større.

– Verden ligger åben, siger Ruth Juhl Jensen, der allerede er stoppet som leder af Engparken og har brugt den sidste del af august på at holde ferie i selskab med sin mand, Kurt Mose Jensen, og parrets nyanskaffelser: to elcykler.

Hvem der skal efterfølge Ruth Juhl Jensen som leder af Engparken er endnu uvist. Foreløbig er stillingen blevet slået op. Fristen for at ansøge udløb 19. august, og den nye leder forventes at tiltræde 1. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smittetrykket er fortsat bekymrende højt: Se de nyeste coronatal for Vejle her

Annonce