Annonce
Vejle

Ledere: - Dette har vi lært og dette kan vi bruge fra 2020

2020 har - for at sige det mildt - været et anderledes år. Et år fyldt med aflysninger, nedlukninger, karantæner og udfordringer. Vejle Amts Folkeblad har bedt en række lokale ledere se tilbage på året og fortælle, hvilken lære de har kunne af året, der rinder ud om et par dage. Foto: REUTERS/Francois Lenoir
Virtuelle møder og hjemmearbejde er - i et vist omfang - kommet for at blive, lyder det fra lokale ledere.

Om lidt tager vi afsked med 2020.

Det har været et år, der har budt på mange nye begreber som online-møder og hjemmearbejde.

Begreber, som rigtig mange danskere har stiftet bekendtskab med i forbindelse med corona-nedlukningerne - og den gode nyhed - eller dårlige alt efter temperament - er, at det bliver der mere af i fremtiden.

Annonce

Vejle Amts Folkeblad har bedt en række ledere fra både det private erhvervsliv, Vejle Kommune og det sociale område om blandt andet at konkludere på, hvilke erfaringer fra 2020, der har været gode og som de vil tage med ind i 2021 i deres virksomhed eller organisation.

Flere af deltagerne peger i deres svar på, at erfaringerne med at holde virtuelle møder og lade medarbejderne arbejde hjemmefra har været så gode, at de sandsynligvis vil kunne bruges også når hverdagen uden corona vender tilbage.

Her er de tre spørgsmål, vi bad deltagerne svare på:

1) Hvad vil du huske 2020 for - hvis du ikke må nævne corona?

2) Er der erfaringer fra corona-tiden, vi med fordel kan tage med os ind i 2021?

3) Hvad er på dagsordenen for din virksomhed/organisation i 2021?

Du kan se svarene herunder.

1 Jens Winther - adm. direktør STB Byg A/S

Jens Winther, administrerende direktør STB Byg A/S. Arkivfoto: Mette Mørk

1) Langsomme beslutninger hos bygherre/kunder og kommuner. Brugen af digitale værktøjer blev en del af hverdagen. Faldende omsætning og dermed faldende resultat. Et år på ”stand by”. Hjemmearbejde.

2) Respekt for uddeling af kram. Digitale værktøjer. Hygiejne. Værdien af hjemme-arbejdspladser. At vi ikke skal tage noget for givet.

3) Kontrolleret vækst. Back to basics.

2 Tina Kromann Lyngsø - områdedirektør Sydbank

Tina Kromann Lyngsø, områdedirektør Sydbank. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

1) Jeg vil huske 2020 som året, hvor vi i Sydbank købte Alm. Brand Bank og fik nogle super stærke kolleger og kunder som jeg glæder mig til at lære at kende samtidig med, at vi ændrede vores områdestruktur så Område Vejle, blev selvstændigt område i Sydbank

Det var også året hvor aktiemarkedet fik et gevaldigt dyk i foråret og så kom godt tilbage fordi stærke finans- og pengepolitiske stimuli kunne blæse positivt til aktiekurserne. Det var også året, hvor Joe Biden vandt præsidentvalget i USA den 3. november over en Donald Trump der havde svært ved at se nederlaget i øjnene.

2) Jeg tror, vi bliver meget mere opmærksomme på, hvad relationer betyder for at drive forretning. Vi skal have meget stort kendskab og dermed tillid til hinanden for at drive forretning via Skype. Det gør noget ved os at være uden den fysiske kontakt mellem forretningspartner og det vi skal købe/sælge.

Desuden tror jeg personligt på, at vi som leder af en virksomhed har kunnet se en god effekt af at have ansvarlige medarbejdere, der kan tage beslutninger uden, at ledelsen har været 100% inde over alle beslutningerne. Jeg tror også på, at der hvor man som leder har kunnet forstå og efterkomme den enkelte medarbejderes behov i forhold til et ønske om at have skiftende arbejdstider eller muligheden for at arbejde hjemmefra kommer styrket ind i 2021. Der har været stort behov for at kunne se og forstå de forskelligheder, der er hos den enkelte. Jeg har ikke set i 2020, at ”one-size-fits-all”. Ikke alle kan og ønsker at arbejde hjemmefra og ikke alle kan vende arbejdstiden på hovedet.

Vi skal også huske, at ikke alle møder behøver at være fysiske fremover. Nogle giver supergod mening at afholde virtuelt.

3) Da vi har ny organisering udmeldt her i efteråret 2020, er det helt sikkert at få os slået fast som Byens bank i både Billund, Grindsted, Hedensted og Vejle. Samtidig har vi kontra andre i branchen besluttet, at de unge kunder skal have en privatrådgiver de får skabt en relation til, da vi oplever flere unge har et ønske om, at komme ind i banken og få rådgivning af en de kender, når de f.eks. skal købe deres første hus.

Vi har også i mit område en opmærksomhed på, at vores nye kolleger fra Alm.Brand bank, Vejle bliver godt integreret i Sydbank og at vi får kontaktet kunderne.

Endelig har vi besluttet i Sydbank på landsplan, at vi vil sætte yderligere spot på erhvervslivet og hvad vi kan gøre for dem i 2021 som Danmarks Erhvervsbank.

3 Peter Skou - kommerciel direktør R2 Agro, formand Forza Vejle

Peter Skou, direktør R2 Agro og formand for Business Vejle. Arkivfoto: Mette Mørk

1) Jeg vil huske 2020 for den politisk uskønne håndtering, som indebar nedlæggelse af et stort og traditionelt landbrugserhverv i Danmark.

På den mere lette side er det naturligvis, at Liverpool FC blev engelske mestre, og at Vejle Boldklub rykkede op i Superligaen.

At Business Vejle nåede et målepunkt og blev 300 medlemmer. Så vi er godt på vej til målet om min. 500 medlemmer i alt.

2) I R2 Agro arbejder vi målrettet på at ansætte salgschefer i de forskellige verdensregioner. Integrering af disse i hovedkontorets "dagligdag" er naturligvis mere kompliceret, end hvis man sidder lige ved siden af hinanden. Det har de ændrede arbejdsgange med virtuelle møder virkeligt hjulpet på og gjort mere naturligt. Fysiske møder, messer og udlandsrejser vil stadig være meget vigtige, men det vil blive færre i fremtiden, fordi vi er blevet mere vant til at tale sammen og tage beslutninger virtuelt, og dermed går det hurtigere og er mere omkostningsvenligt.

3) Vi håber og forventer at kunne besøge vores partnere rundt omkring i verden igen i 2. halvår 2021. Det er det, vi forudsætter.

Udvidelse af vores forretningsområder med nye produkter og nye tiltag, da en lille del af vores forretning i løbet af 2020 er forsvundet pga. minksituationen.

Arbejde endnu mere med firmaets kulturværdier, som altid er vigtige, men endnu mere på nuværende tidspunkt pga. den usikre verden, vi lever i.

4 Lillian Stephansen - leder Cafe Parasollen

Lillian Stephansen, daglig leder af Café Parasollen, Vejle. Arkivfoto: Leif Baun

1) Det er vanskeligt ikke at nævnte corona i denne sammenhæng,- fordi den har haft sin indflydelse på så meget. Men jeg vil primært huske 2020 for et år med ekstraordinært mange opgaver pga. netop corona.

Omstillingsparathed er klart noget, som vi har lært at øve os på i 2020,- og vi forsøgte under nedlukningen fortsat at møde vores målgruppe med nærvær i en vanskelig tid. Bl.a. ved at have nødudlevering af mad gennem et vindue i caféen under nedlukningen og med udkørsel af mad og nærvær til flere steder i byen og til flere mindre byer i Vejle kommune.

2) Vi har erfaret, at inddragelse af lokalsamfundet virkelig kan mobilisere ressourcer og kreativitet i forhold til at møde de behov, der er rundt omkring.

Det har været en stor hjælp for os i Parasollen, at der har været samarbejdsvillighed hos de lokale kirker i byen og udenfor byen- i forhold til at samarbejde om at afbøde den sociale isolation og ensomhed, som mange har været ramt af under corona-nedlukningen og tiden derefter.

3) I 2021 vil vi arbejde på at favne mange af de nye brugere og gæster, som har fundet deres vej til Parasollen i 2020. Herudover vil vi med de ressourcer som vi har, fortsætte med at bygge bro og invitere til fællesskab også for mennesker udenfor Vejle. Disse udsatte mennesker har fortsat brug for, at nogen udviser omsorg og nærvær i områder, hvor der måske ikke lige er så mange etablerede muligheder og tilbud.

5 Jens Find - adm. direktør Unik System Design A/S

Jens Find, administrerende direktør hos Unik System Design a/s. Arkivfoto: Mette Mørk

1) Jeg vil huske 2020 for en fantastisk evne til overalt at håndtere hurtige forandringer og få det bedste ud af situationen. Alternativer til det planlagte og ønskede kan også være godt. Sammenhold, omsorg, nye teknologier til mange, onlinemøder og mere hjemmearbejde. Også en masse nye ord vi gerne havde været fri for.

2) Mere online dialog i de situationer, hvor det gør dialogen hurtigere og mere direkte. Og der hvor vi vælger, at dialogen og samværet er fysisk, sætter vi endnu mere pris på de kvaliteter, det rummer.

3) Endnu mere digitalisering hos vore mange advokater og ejendoms-kunder. 2020 har vist at de mest digitaliserede virksomheder har haft klare fordele. Dyrke sammenholdet og indhente noget af det, vi savner ved at have været mindre fysisk sammen.

6 Morten Damgaard Nielsen - erhvervs- og turismechef Vejle Kommune

Morten Damgaard Nielsen, erhvervs- og turismechef, Vejle Kommune.  Arkivfoto: Benny F. Nielsen.

1) ”Drømmer du om” var overskriften på vores turismemarkedsføring i 2020. Vi drømte ikke om, at vi med den kampagne ville nå ud til 1.000.000 danskere. Men det gjorde vi – og i hvert fald en del af dem valgte at holde ferie hos os. Der var i løbet af sommeren høje gæstetal på vores museer og vores attraktioner. Og antallet af gæster, som besøgte vores natur slog rekorder.

At vores natur er velegnet til at cykle i er heldigvis kendt viden om. Derfor er det også en god ting fra 2020, at vi Vejle valgte den store klinge – og udråbte os som ”Kingdom of Cycling”. Det peger frem mod det Tour de France, som i en lidt omtumlet proces blev udsat til 2022. Den proces gav lige lidt sved på panden i år.

På erhvervsområdet sluttede 2019 af med at skabe en ambitiøs erhvervspolitik rækkende fra 2020 til 2025. Den har fået en lidt svær start i 2020 med mange aflyste aktiviteter. Men vi kommer stærkt igen. Og jeg vil huske 2020 for det utroligt positive samarbejde, der er skabt de sidste år med og mellem kommunens erhvervsforeninger. Det er altså godt gået, at så mange erhvervsfolk gør en indsats for at løfte vores område i flok. Initiativet Forza Vejle er et godt eksempel herpå. Men hvor er der mange seje erhvervsfolk i hele kommunen.

2) Helst ikke. Men hvor er det fantastisk, at vi som mennesker har den natur, at vi omstiller os. Og kigger ind i mulighederne for at tage noget godt med. Altså hele forudsætningen for spørgsmålet.

Så om noget er det det, som vi kan tage med: Evnen til at finde nye løsninger. Og få det til at fungere.

3) Vi glæder os rigtig meget til at blive en del af det nye AI Innovation House i Vejle Nord. Det er fantastisk, at vi har initiativrige mennesker i vores kommune, der sætter i værk.

Så glæder vi os til, at vi alle sammen skal arbejde ind i den netop vedtagne Klimaplan for Vejle Kommune. Her har vi alle en aktie. Også erhvervslivet. Vi vil fokusere på Bæredygtig turisme som indsatsområde.

Og på turismeområdet skal vi i gang med at arbejde sammen med Kolding og Billund Kommune i det helt nye selskab ”Destination Trekantområdet”.

7 Lene Boe - HR manager Ammeraal Beltech

Lene Boe, HR manager Ammeraal Beltech. Privatfoto

1) I 2020 blev der jo pludselig behov for personlige værnemidler, der kunne beskytte mod smitte. Vi ville gerne hjælpe ved at udnytte vores viden og erfaring med plast og sprøjtestøbning til at udvikle et visir - UniVizor - der skulle være et non-profit produkt. Konceptet blev udviklet sammen med en række samarbejdspartnere, der tilbød både arbejdskraft og rådgivning helt gratis. Vi vil huske, hvor lynhurtigt sådan en udviklingsproces faktisk kan foregå, når situationen kræver det og man fokuserer på samarbejde og kommunikation. (Det hjalp os også en lille smule, at vi var så heldige, at vi ramte plet med at støbe den helt rigtige "gennemsnitlige" hovedstørrelse i første forsøg.) Og så vil jeg huske Me Too og Sofie Linde.

2) Vi erfarede - som altid - at vores medarbejdere er supergode til at bidrage med gode ideer og konstruktive forslag og det galdt også, når det kom til forebyggelse af corona-smitte. Vi fik utrolig mange gode forslag fra vores medarbejdere til, hvordan vi kunne undgå at smitte hinanden i vores virksomhed. Alle de gode ideer og medarbejdernes opbakning om alle de forebyggende tiltag, har været en stor del af årsagen til, at vi er sluppet så nådigt gennem 2020. Vi har også fået mere erfaring med hjemmearbejde for administrative medarbejdere - både fordele og ulemper. At det på den ene side kan være rigtig effektivt at arbejde hjemmefra og på den anden side være svært at undvære kollegerne og det sociale fællesskab. Nogle har trivedes bedre med det end andre. Vi er dog meget sikre på, at der også hos os vil være mere hjemmearbejde efter corona end før. Og så har vi fundet ud af, at virtuelle møder i nogen tilfælde kan være endnu mere effektive end fysiske møder - og kan spare os for nogle rejser.

3) Vi er i den privilegerede situation, at vi er kommet igennem krisen med skindet på næsen. Vi har ikke gjort brug af regeringens hjælpepakker og er endda så heldige, at vi har haft mulighed for at hjælpe andre. I 2021 skal vi tilbage på vækstsporet, så vi kan nå de ambitiøse vækstmål, vi har sat os.

8 Peter Dahl - leder, FabLab Spinderihallerne

Peter Dahl er Læringsrådgiver ved Fablab i Spinderihallerne. Foto: Mette Mørk

1) Hvis covid-19 ikke var en del af erindringen fra 2020, vil jeg huske året for et stort lokalt og nationalt arbejde og samarbejde for vores Fablab. Et år med et større samarbejde med UCL og AI Innovation House i Vejle, alt for at kunne nå bredere ud med et mål om at ruste folk til den store teknologiske udvikling. Det har også været et år, hvor man ikke bare kunne tage tingene for givet. Det at have et sted som bygger på læring i fælleskaber, har kaldt på nye måder at tænke fælleskaber på. Fælleskaber online, i meget små grupper og de konstante skiftende retningslinjer, har gjort at man hele tiden har måttet tilpasse sig omstændighederne.

På det mere personlige plan vil jeg også huske året for det år, hvor jeg og min familie har genfundet nogle at de smukke områder omkring Vejle og i Danmark. I og med at vi ikke har rejst rundt i verden, har steder som Gudenåens udspring og de mange strande omkring vejle været et under.

2) Jeg oplever en generelt dygtiggørelse i at facilitere online møder, både små og store. I vores Fablab har vi egentlig altid haft en større samarbejde online, bestående i deling af materialer, Internationale online-netværk og en uddannelse kaldet Fab Academy. Forskellen fra tidligere og nu er at man kan mærke alle er blevet vant til at arbejde mere online. Det kræver ikke længere megen tid at sætte online begivenheder op og folk er også blevet gode til at begå sig online: Give hinanden taletid, være tilstede i det online møde og kommunikere tydeligt, så opgaver ikke bliver ”lost in translation”.

3) Et bredere lokalt og nationalt samarbejde, hvor vi forsøger at gøre teknologierne og læringen omkring teknologierne nemmere tilgængelig for borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Vi har blandt andet et samarbejde med AI Innovation House i Vejle, hvor vi kommer til at arbejde sammen om de synergier, der er mellem AI Innovation House og Fablab. Vi kommer til at uddanne/kompetenceudvikle lærere og gymnasielærere fra Vejle-uddannelser i kreativt arbejde med teknologi samt opbygning af Maker Spaces på uddannelsesinstitutionerne. Derudover arbejder vi på et udvidet samarbejde med UCL, som blandt andet dækker over lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling.

9 Rikke Vagn Hansen, kredsformand, Vejle Lærerkreds

Rikke Vagn Hansen, kredsformand, Vejle Lærerkreds. Privatfoto

1) Det var året, hvor vi lærere endelig igen fik en aftalt arbejdstidsaftale, efter at vi blev frataget den forrige ved lovindgrebet i 2013. Det er det vigtigste, der er sket for os i 2020. Vi har arbejdet med den lokale udmøntning henover efteråret, og den skriver vi under lige efter nytår. Den danske model bygger på, at arbejdsgiver og arbejdstager laver aftaler, der regulerer arbejdsforholdene. At lærerne blev udsat for et lovindgreb, og har måttet arbejde efter det i hele syv år er både historisk og helt uacceptabelt. At der blev rettet op på det i 2020, er en positiv begivenhed at huske året for.

2) Som alle andre har vi erfaret, at en del møder kan afholdes på nettet. Det kan faktisk være ret effektivt. Det kan også være produktivt at arbejde mere hjemmefra, når man har opgaver, der kræver koncentration. Vi har i høj grad fokus på rengøring og hygiejne, for med den øgede rengøring i foråret blev færre syge af andre infektioner end corona. Vi håber, at den erfaring vil blive taget alvorligt, og at det vil medføre en bedre rengøringsstandard på skolerne. Sygefravær er jo dyrt, så det kan godt betale sig. Men vigtigst af alt er nok, at der med corona-restriktionerne kom fokus på, hvor stor en betydning fællesskabet har for mennesker. Overalt – men meget tydeligt i skoleverdenen - har vi jo set, at fællesskabet har måttet vige pladsen for individualismen i de forgange årtier, men nu er der igen kommet fokus på fællesskabet. Det skal vi holde fast i, for vi kan så meget mere sammen end hver for sig, og vi trives allerbedst i gode fællesskaber.

3) Vi skal i gang med implementeringen af vores nye arbejdstidsaftale. Det er en aftale, som stiller store krav til samarbejde mellem lærere og ledere i langt højere grad, end vi har været vant til. Det er der nogle, der er verdensmestre i, men der er nok også nogle, der skal øve sig lidt. Det er det største punkt på vores dagsorden her i foråret. Corona-udfordringen er jo desværre ikke ovre, så hvordan vi i fællesskab fortsat håndterer den, kommer vi også til at arbejde med.

10 Kari Brandsgård, direktør, Haraldskær Sinatur Hotel

Kari Brandsgård, direktør Haraldskær Sinatur Hotel. Arkivfoto: Jesper Werge

1) Jeg vil huske 2020, som det år hvor bæredygtighed ikke længere kun var snak, men hvor virksomhederne også begyndte at lægge handling bag ordene. Hvor man stiller krav til ansvarlige leverandører, gennemskuer green-washing, og spørger ind til certificeringer og fakta omkring at drive en ansvarlig forretning. Og hvor langt flere har forstået, at når vi hver især tager et ansvar for den grønne omstilling, jamen så gør det faktisk en forskel!

2) Corona-tiden har virkelig formået at udfordre vores livsstil. Og tvunget os til at tænke radikalt anderledes, hvilket der er kommet en masse positivt ud af. Eks. hjemmearbejdspladser; Ingen grund til at alle skal sidde i kø for at kunne stemple ind på arbejdspladsen fra 8 - 16, når man sagtens kan varetage de samme funktioner hjemmefra. Byggeri er en af de virkelig store klimasyndere, så det at flere eks. kan deles om en fysisk arbejdsplads, giver virkelig god mening.

Og så er der mange danskere der også har fået øjnene op for at man sagtens kan holde ferie i Danmark - og at det faktisk er ret lækkert! Vi har aldrig haft så mange danske gæster på vores hoteller som i år, det har været superhyggeligt! Ferie uden flyrejse er altså bestemt muligt, uden at gå på kompromis med oplevelsen. Og også et sted der virkelig gør en stor forskel i det store klimaregnskab.

3.

Grøn omstilling står stadigt rigtig højt på dagsordenen hos os i Sinatur - og vi vil så gerne have mange flere med på rejsen! Derudover håber vi snart vi må mødes fysisk, så vores hoteller igen kan summe af liv fra både konference- og bryllupsgæster. 2020 har været et forfærdeligt år i vores branche, vi ser virkelig frem til et langt lysere 2021, og glæder os til gensynet med vores mange gæster!

Annonce
Erhverv For abonnenter

Bagerpar blev smittet med corona for næsten et år siden: I dag må de stadig tage en middagslur på sofaen og få hjælp til at lave romkugler

Danmark

Torsdagens coronatal: Yderligere 4680 er smittet med corona - antallet af indlagte falder med 12

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Kæmpe tilflytning til Vejle, Kolding, Fredericia og Middelfart kan mærkes hos leverandør: Skal levere varme til 32.000 nye huse

VEJLE For abonnenter

Erhvervsområde midt i byen er dødsdømt og erstattes af 110 boliger i løbet af de kommende fire år: Det kan du vente dig

Navne

Idrætsklub hædrer to af de mest holdbare personer: Thorkild Bo løb fra et helt fodboldhold

Alarm 112

Mand truede bekendte med kniv - igen: Politiet går efter at få ham fængslet

Medie: Vaccineskeptikere opsøger coronasmitte

Jelling For abonnenter

Vejles borgmester vidste ikke, hvornår beboerne på Center Sandvad ville flytte ind - Udlændingestyrelsens svar er uklart

KOMMENTAR For abonnenter

Lad mig sige det lige ud: Det er for åndssvagt ikke at værne endnu mere om 'de åndssvages' historie

Hedensted

177 grunde revet væk: Nu vokser stor-udstykning med to etaper mere

Katrine er erfaren sygeplejerske og alenemor til tre: - I et eksternt vikarbureau tjener man det dobbelte i timen

Kultur

Kronprinsessen kommer til børnenes hovedstad: Sådan kan du være med

Hedensted For abonnenter

Straffet for døde insekter og størknet olie ved fritureområde: Grillbar får sur smiley og bøde

Sport

Danmark storsejrede, men alligevel blev det en trist VM-indledning: Mia Rej blev båret ud med en alvorlig skade

Annonce