Legetøj: Synet af et barn, der lægger iPad’en fra sig for at gå i krig med et Lego-byggeprojekt, er mange penge værd. Sådan tænker forældre tilsyneladende over store dele af verden, og tirsdag morgen kunne Lego-topchef Niels B. Christiansen derfor levere et historisk stærkt resultat for Billund-koncernen.
Salget voksede i årets første seks måneder med 46 procent til 23 milliarder kroner. Da alle udgifter var trukket fra, stod topchefen tilbage med et overskud på 6,3 milliarder kroner efter skat. Det er en fremgang på 140 procent sammenlignet med sidste år.
- Det er en kombination af mange ting, der lykkes, fastslår Niels B. Christiansen i et interview til Avisen Danmark.
Han peger på store strategiske investeringer i de senere år, der blandt andet har gjort Lego langt mere digital. Det viste sit værd under coronanedlukningen, da Lego havde værktøjerne på plads til at flytte salget af milliarder af legoklodser over på nettet.
- Og når vi samtidig kan producere i vores fabrikker, som ikke har været lukket ned, og vi kan sælge i butikkerne, der heller ikke har været lukket, så får vi en stor effekt, siger Niels B. Christiansen.
Verdens klart største
Lego fornyr hvert år 50 procent af sit sortiment, og derfor er der omgående afregning, hvis Lego-designerne rammer forkert med årets nyheder. Samtidig betyder det, at Lego netop har indrettet sig til konstante forandringer, og det skaber igen og igen et sortiment, der appellerer til børnene - og deres forældre.
- Det er enormt vigtigt, at man er relevant. Vi er ustandseligt ude at teste, hvad der begejstrer børn, siger Niels B. Christiansen.
Lego har forlængst cementeret sin position som verdens største producent af legetøj. I de seneste fire år er Lego vokset med mindst den dobbelte hastighed af markedet, og det mønster fortsætter.
Væksten i det samlede, globale legetøjsmarked i årets første halvår var på 15 procent, viser tal fra analysefirmaet NPD, og det bærer tydeligt præg af, at coronakrisen har øget trangen til at forsyne børnene med nyt legetøj. Før corona skulle væksten i det globale legetøjssalg måles i små, etcifrede procenter.
Opfordrer til kreativitet
Legos største konkurrent, amerikanske Hasbro, voksede i samme halvår med 24 procent til en omsætning på 15,5 milliarder kroner. Selskabet står bag en række mærker, blandt andet My Little Pony, Nerf-våbnene og Transformers-robotter.
Mattel, der blandt andet er kendt for sine Barbie-dukker, voksede i det samme halvår med 43 procent til en omsætning på 12 milliarder kroner. Ingen af konkurrenterne kommer i nærheden af de overskud, som Lego skaber til sin ejerfamilie, Kirk Kristiansen-familien, og Lego-Fonden.
Lego har kun én produktkategori, nemlig byggeklodser, så man skulle tro, at der var et loft for, hvor meget I kan vokse. Hvorfor er der ikke det?
- Lego-klodsen opfordrer nærmest til kreativitet. Vi har et sortiment, der er relevant for drenge og piger i alle aldre, med alle interesser og over hele verden. Der er en unik-hed, hvor man kan være kreativ i mange retninger, og jeg tror, at det har en stor betydning, siger Niels B. Christiansen.
3 korte om Lego
Lego har tirsdag offentliggjort halvårsregnskab for 2021. Her er fakta om den danske legetøjsvirksomhed:
- Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande. Selskabet kontrolleres stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932. Familien er blandt landets rigeste.
- Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen. Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958. Virksomheden beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring. Navnet Lego er en sammentrækning af ordene "leg godt".
- Virksomhedens administrerende direktør er Niels B. Christiansen. Han har tidligere været administrerende direktør i Danfoss og startede i jobbet i 2017. Bestyrelsesformand er Thomas Kirk Kristiansen, fjerde generation i Lego-familien.
- Vi står gunstigere
Andre globale virksomheder er ramt af forsyningsproblemer, råvaremangel og høje fragtpriser, men det skaber ikke alvorlige problemer for Lego. Klodserne til det europæiske marked produceres især i Danmark og Ungarn. Fabrikken i Mexico forsyner Nord- og Sydamerika, og den fem år gamle fabrik i Jiaxing i Kina producerer til det asiatiske marked. Den model er en succes lige nu.
- Vi er udfordret som alle andre. Der er mangel på containere i Kina, der er højere fragtrater og mangel på råmaterialer. Men vi står nok lidt gunstigere, fordi vi har en regional inddeling af vores forsyningskæder, siger Niels B. Christiansen beskedent.
Derfor venter han en fortsat vækst i andet halvår, der med julehandlen er Legos højsæson. Om det så er slut med vækstfesten i Lego? Ikke ifølge topchefen, der dog taler om en fremtidig vækst i omsætningen på ”et mere bæredygtigt niveau”.
Niels B. Christiansen, koncernchef, LegoLego-klodsen opfordrer nærmest til kreativitet. Vi har et sortiment, der er relevant for drenge og piger i alle aldre, med alle interesser og over hele verden. Der er en unik-hed, hvor man kan være kreativ i mange retninger, og jeg tror, at det har en stor betydning.