Annonce
Indland

Lektor: Afghanistan-indsats har ændret dansk militærpraksis

Det er tidligere blevet meddelt, at tilbagetrækningen skal være fuldendt senest 11. september. Det er 20-årsdagen for terrorangrebet mod USA, som førte til den såkaldte krig mod terror og USA's invasion af Afghanistan i efteråret 2001. Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Dansk succes på slagmarken i Afghanistan blev ikke vekslet til målet om varig fred, mener forsvarslektor.

Den danske militære indsats i Afghanistan over næsten 20 år har været en pose blandede bolsjer.

Danmark var tidligt med til at få standset den militante bevægelse al-Qaeda. Men det lykkedes ikke at sørge for et stabilt Afghanistan før tilbagetrækningen af soldater, som formelt er indledt.

Sådan lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen, som er lektor ved Forsvarsakademiet.

- Missionen lykkedes, fordi de danske soldater løste deres opgaver på professionel og forbilledlig vis.

- Men patienten døde, fordi vi ikke nåede det overordnede mål med operationen: at gøre Afghanistan til et sikkert og stabilt sted.

- Den succes, vi havde på slagmarken, blev ikke vekslet til varig fred. Og det var det egentlige mål med at være i Afghanistan, siger han.

Forsvaret har i en opdatering om danske missioner oplyst, at Danmark formelt har indledt tilbagetrækningen af danske soldater i Afghanistan.

De første danske soldater kom til Afghanistan i januar 2002, og siden da udviklede missionen sig til den blodigste af de internationale indsatser, Danmark har deltaget i i nyere tid.

Det er tidligere blevet meddelt, at tilbagetrækningen skal være fuldendt senest 11. september.

Det er 20-årsdagen for terrorangrebet mod USA, som førte til den såkaldte krig mod terror og USA's invasion af Afghanistan i efteråret 2001.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen har Danmark med indsatsen i Afghanistan vist, at de danske soldater er "rigtig dygtige".

Derudover har Danmark med indsatsen sørget for stadig at have en relativt høj stjerne hos Nato, ligesom at forholdet til briterne og amerikanerne er godt.

I fremtiden vil vi dog kigge tilbage på en indsats, som var "alt for omkostningsfuld", mener forsvarslektoren.

- Vi har allerede i dag, hvad man kan kalde en "aldrig mere Afghanistan"-effekt, hvor vi i stedet for selv at indsætte kampsoldater og udkæmpe kampe er begyndt at støtte lokale parter, så de selv kan udkæmpe deres krige.

- Så vi har lært ikke at forsøge at udkæmpe andre folks krige. Derfor ser vi nu Danmark lave andre former for indsatser i Irak, Sahel, Mali og andre steder, siger Peter Viggo Jakobsen.

44 danske soldater har mistet livet i forbindelse med deres indsats i Afghanistan. Derudover er 214 danske soldater blevet såret. Flere af dem har mistet lemmer som følge af vejsidebomber.

Torsdag blev det oplyst, at både Nato og USA har indledt tilbagetrækningen af soldater. Og også danske tropper er altså på vej hjemad.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Sebastian Terteryan vandt guld i Litauen

Danmark For abonnenter

Cecilie overlevede dødsulykke: - Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvordan det er at være glad

Annonce