Annonce
Sport

Lettelse før FCK-opgør: VB-back slipper for karantæne

Dommer Sandi Putros har nu revurderet sit syn på den situation, som resulterede i det røde kort til Viljormur Davidsen, da VB mødte Sønderjyske. Arkivfoto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Viljomur Davidsens røde kort fra Sønderjyske-kampen er vekslet til et gult, og dermed er den færøske landsholdsspiller med, når Vejle Boldklub søndag får besøg af FC København.

Annonce

Vejle: Viljormur Davidsen slipper for karantæne efter udvisningen mod Sønderjyske. Dermed er den færøske landsholdsspiller med, når Vejle Boldklub søndag hjemme møder FC København.

Davidsen stod ellers til to spilledages karantæne, men det røde kort fra kampen i Haderslev er ændret til et gult, og dermed er han karantænefri til mødet med københavnerne.

- Det er en stor lettelse for mig, konstaterer Viljormur Davidsen.

Dommer Sandi Putros trak det røde, da Viljormur Davidsen kantede Sønderjyskes Alexander Bah. Det skete efter færre end 20 minutters ved stillingen 0-0. VB spillede dermed kampens sidste 70 minutter i undertal og tabte 3-0.

Efter kampen appellerede VB det røde kort, og Fodboldens disciplinærinstans har nu omgjort afgørelsen.

- Vi har fået at vide, at dommeren, efter han så episoden en ekstra gang, har vurderet situationen til et gult kort i stedet for et rødt, siger Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub.

Dermed så Sandi Putros situationen på samme måde som Viljormur Davidsen:

- Jeg ramte ham, men det var ham og ikke jeg, som søgte kontakten. Jeg mener, den er til gult kort, og heldigvis kom dommeren frem til det samme.

Vi viste tidligere på sæsonen, at vi spiller godt mod de gode hold. Vi spillede gode kampe mod både Brøndby og FC Midtjylland.

Viljormur Davidsen
Annonce

Udvisningen fik stor betydning

Dermed får VB et plaster på såret, men det ændrer ikke ved, at VB tabte kampen med 3-0 efter en ellers god indledning.

- Vi havde momentum og kom til et par store chancer inden det røde kort. Det var en kamp, der lå til os, men udvisningen ændrede jo alt, siger Viljormur Davidsen.

En så tidlig udvisning får efter Viljormur Davidsens vurdering stor betydning for en kamp i modsætning til et rødt kort, som falder i slutfasen.

- Hvis der for eksempel er 10 minutter tilbage af en kamp, er det slet ikke sikkert, en udvisning får betydning, siger han og fortsætter:

- Det er noget helt andet, når det er 70 minutter igen. Sønderjyske nåede at ændre en del ting i pausen, og det var først efter pausen, Sønderjyske overhovedet blev farlig.

Det røde kort i Haderslev var Viljormur Davidsens blot andet i karrieren og det første i VB-tiden og i tiden i dansk fodbold.

- Jeg fik et, da jeg en kort periode spillede på Færøerne. Det var i et lokalopgør, hvor jeg kom til at kalde dommeren et eller andet, siger han.

Annonce

Ser muligheder mod FCK

FC København ligner på papiret den ene af øjeblikkets to bedste hold i Superligaen, men Viljormur Davidsen ser muligheder.

- Vi viste tidligere på sæsonen, at vi spiller godt mod de gode hold. Vi spillede gode kampe mod både Brøndby og FC Midtjylland.

VB spillede 1-1 i Brøndby, mens hjemmekampen mod midtjyderne endte med nederlag på 3-1 trods en god indsats i de første 80 minutter, inden gæsterne i slutfasen slog til med tre scoringer.

- FCK råder over mange individualister, som kan noget på egen hånd, og så er der to fysisk stærke angribere på toppen. Det er et hold, som kan lidt af det hele, mener Viljormur Davidsen.

Men FCK kan slås. Det viste Vendsyssel, som for tre uger siden hjemme slog københavnerne.

- FCK angriber med mange mand, så der er muligheder på omstillingerne. Det er der, vi skal prøve at ramme dem, siger Viljormur Davidsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Annonce