Annonce
Fredericia

Lettelse i Ungdommens Hus efter droppede spareplaner: - Vi var bange for, at ånden på stedet ville dø

Forsanger Simon Shoshan brugte lørdagen på at øve sammen med hardcore-bandet Lifesick i Ungdommens Hus. Foto: Klaus Madsen
Først var det et opråb til politikerne, da Ungdommens Hus kaldte til samling lørdag middag. Men efter byrådet fredag droppede besparelser på huset, var der i stedet en lettet og glad stemning i de unges hus.

Fredericia: Brugere fra nær og fjern kom lørdag middag til Ungdommens Hus.

Brugerne havde kaldt til samling for at sende et stærkt signal til politikerne mod spareplaner. Men frygten for besparelser var afløst af lettelse. Byrådet droppede spareplanerne fredag aften i forbindelse med budgetforliget, og det skabte stor lettelse i huset i Norgesgade.

- Det har været virkeligt fedt at se den store opbakning, vi har fået, sagde 27-årige Anne-Sofie Nielsen, der i dag er flyttet til København, men som i mange år har brugt huset.

Hun var med til at sætte gang i en stor Facebook-kampagne sammen med andre brugere i huset. Her skulle nuværende og tidligere brugere fortælle, hvad stedet betød for dem. For brugerne frygtede planerne om at spare to stillinger væk, og at stedet skulle være brugerstyret for brugere over 18 år.

27-årige Liv Cecilie Christensen fra Fredericia var også med til kampagnen, som gik under hashtagget #UngdommensHusForAlle.

- Jeg er kommet her, siden jeg var 15 år. Vi har lært mange ting af dette sted, blandt andet noget om demokrati. Og det brugte vi, da vi skulle påvirke politikerne. Og vi blev hørt, sagde Liv Cecilie Christensen, som var overvældet over effekten af Facebook-kampagnen,

- Vi havde en stigning på 1000 procent i aktivitet på vores Facebook-side. Det har været vildt at se, og vi har blandt andet haft en tidligere bruger i New Zealand, som delte sin historie om Ungdommens Hus, fortalte hun.

Annonce
25-årige Rasmus Kock fra Fredericia stod lørdag for bålhygge med skumfiduser. - Jeg er kommet i Ungdommens Hus det sidste års tid. Jeg har nogle gode kammerater her, og jeg kan godt lide holdningen hernede. Uanset hvor du kommer fra, bliver der ikke set skævt til dig, sagde han. Foto: Klaus Madsen

Var bange for, at ånden ville dø

Lørdag var alle velkomne til at kigge forbi Ungdommens Hus. Der var kreative sysler med græskar og perleplader, og der var bål i området bag huset. Familier med børn var også mødt op, og i et øvelokale sørgede hardcore-bandet Lifesick for et markant lydtryk med stor energi.

De tre bandmedlemmer Nikolai Lund, Simon Shoshan og Jeppe Løwe var også lettede over byrådets beslutning. De er alle kommet i huset siden teenageårene. Nu er de i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne, og de er stadig glade for at øve i lokalerne.

- Vi hørte, at vores sted var ude og hænge i en tynd tråd. Vi var bange for, at ånden på stedet ville dø, fordi de ville lave det om til en ungdomsklub. Det ville vi være kede af. Da vi selv var yngre, fik vi netop inspiration fra nogle af dem, der var ældre, sagde guitaristen Nikolai Lund, der blev suppleret af Jeppe Løwe.

- Nu har vi stadig et øvelokale, og det er fedt, sagde han.

Ungdommens Hus kommer fremover til at høre under fritidsområdet i Fredericia Kommune.

Anne-Sofie Nielsen og Liv Cecilie Christensen, begge 27, var lettede over politikernes beslutning om at holde Ungdommens Hus fri for besparelser. Foto: Klaus Madsen
Jimmy Thygesen brugt som teenager mange timer med at spille musik i Ungdommens Hus. Lørdag tog han familien med til en hyggedag i huset. I midten er det sønnen Lucas og i bagerst ses hans bedre halvdel Gaby. Foto: Klaus Madsen
Medlemmerne af bandet Lifesick begyndte alle at komme i Ungdommens Hus som 14-15 årige. De er glade for, at det bevares som et sted, der er åbent for flere aldersgrupper. Fra venstre er det Nikolai Lund, Simon Shoshan og Jeppe Løwe. Foto: Klaus Madsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Borgmesterkandidat med kampgejst: Han har ført sag mod sin egen kommune og været i strid med fagbevægelsen

Annonce