Annonce
Biler

Lettere højbenet Kia med karakter

Kia Xceed er en smule højere end de andre Ceed-modeller og mere sportsligt sat op. Den crossoveragtige model placerer sig mellem flere stole. Foto: Jens Overgaard
Den nye Kia Xceed er et helt nyt kort i mellemklassen, der placerer sig mellem en klassisk hatchback og en crossover.

Det bliver stadig sværere at sætte de kendte bilmodeller i kasser.

Siden Nissan med Qashqai for nogle år siden skabte en ny klasse, er der kommet et væld af nye halvhøje modeller i mellemklassen, hvor VW T-Roc, Mazda CX-30, Ford Focus Active og senest Kia Xceed er bud med let forskellige frihøjder samt højde på karrosseri og sæde.

Her placerer Kia Xceed sig midt i feltet som en bil, der mere er en let forhøjet hatchback-udgave af mellemklasse-modellen Ceed end en rendyrket høj crossover. Det giver både fordele og ulemper.

Det er en bil, som vi tester med en 1,4-liters benzinmotor på 140 hk og mellemudstyret Comfort, der koster små 290.000 kroner, og som med ekstraudstyr løber op i 316.000 kroner.

Udgangspunktet er den forholdsvis nye og komfortable Kia Ceed. Akselafstanden er den samme som i den femdørs hatchback, men Xceed er ni centimeter længere og tre centimeter bredere, mens frihøjden er vokset med små fire centimeter, så den er lidt højere end VW T-Roc.

Men den tyske konkurrent har en højere kabine og kørestilling.

Dermed placerer Xceed sig som et mere personvognsagtigt alternativ til en klassisk model. Du har ikke helt den regulære kørestilling og højde som i T-Roc'en, men til gengæld er du tættere på vejen til glæde for køredynamikken.

Annonce

KIA XCEED 1,4 T-GDI COMFORT

Pris: 315.996 kroner.

Xceed 1,4 T-GDI Comfort: fra 289.999 kroner.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 1190 kroner.

Brændstoføkonomi: 15,2 km/ l (WLTP).

C02 pr. km: 150 g.

Motor: Firecylindret motor på 1,4 liter.

Ydelse: 140 hk.

Moment: 242 Nm/1500-3200 omdr.

Topfart: 200 km/t.

0-100 km/t.: 9,4 sekunder.

L/B/H: 440/183/148 cm.

Trækvægt m./u. bremser: 600 kg/1410 kg.

Mere premium-oplevelse

På de ydre linjer er der klart mere premium-oplevelse i at skue XCeed'en frem for de mere hverdagsklassiske Ceed hatchback og stationcar. Bag rattet er det ellers noget triste og dunkle interiør i Ceed-modellerne løftet af den nye store, knivskarpe og hurtige berøringsskærm, som nu bliver en del af udstyr og layout i flere af Kias fremtidige modeller.

Den er som normalt på 8,0 tommer, men er her en del af en "Edition"-pakke til en halv snes tusinde kroner, som omfatter den større skærm på 10,25 inklusive en kabine i dellæder, JBL-lyd og interiørdele i sort pianolak, som løfter indtrykket. Testbilen har yderligere fuld digital instrumentering med et instrumenthus på 12,3 tommer, og som også koster en halv snes tusinde kroner.

Kia Ceed byder i forvejen på fin plads bag rattet, og det holder Xceed, hvor pladsen agterude er godkendt, men langtfra prangende. Bagagerummet er med sine 426 liter en tand under T-Roc'en og en del over Ceed hatchback.

Plusser og minusser

På vejen oplever vi en bil, som er en tand mere livsbekræftende at køre i end de noget mere tilbagelænede og komfortabelt anlagte Ceed-søstre.

Styretøjet reagerer hurtigere, og undervognen giver mere fornemmelse af vejbanen. Den opsætning spiller godt sammen med turbobenzinmotoren på 140 hk, som har et fint og letløbende antrit. Forbruget på 15,2 km/l matcher meget godt, hvad man kan forvente i denne klasse. På vejen giver den forholdsvis lave kørestilling gevinst, det er nemlig ikke en bil, der opleves køremæssigt høj som visse crossovere og ligger meget stabilt på vejen.

Til gengæld har du altså heller ikke samme mere regulære siddeposition som i visse konkurrenter.

Vi blev aldrig helt venner med det manuelle sekstrins gearskifte, som virkede noget knoklet at betjene. Vi ville ofre den snes tusinde kroner, det koster at opgradere til Kias præcise DCT-automatgear med dobbeltkobling, selv om forbruget ryger ned på 14,5 km/l.

Xceed kommer dog også lige efter årsskiftet som plug-in-hybrid, der kunne være et alternativ.

Bagagerummet er med sine 426 liter en smule mere end i en Kia Ceed hatchback. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Den nye Kia Xceed er en bil, som placerer sig mellem flere stole. Det er mere en livsstilsorienteret høj Ceed frem for en rendyrket crossover.

Xceed er et tilbud til dem, der mener, at en klassisk hatchback er for traditionel, men gerne vil have lidt sjovere køreegenskaber og mulighed for styling og personligt præg.

Den 140 hk benzinmotor gør det godt og er kun lidt dyrere end den mindste på 120 hk. Du skal i alle tilfælde mindst ofre Edition-pakken og gerne automatgear, for at tingene spiller.

Kabinen har fået et løft, hvor digital instrumentering, storskærm og interiør i sort pianolak hjælper på dette. Foto: Jens Overgaard
Storskærmen på 10,25 tommer, som er ekstraudstyr, er skarp og hurtig. Den er alle pengene værd. Foto: Jens Overgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce