Annonce
Ikast-Brande

Lille skole bliver fredet i et par år

I 2015 havde Blåhøj Skole 100 elever, hvor dette efterhånden ret kendte foto blev taget. Men nu svinger skolen omkring det kritiske tal på 75 elever. Arkivfoto: Blåhøj Skole
Fremtiden for Blåhøj Skole skal diskuteres igen tidligst ved indgangen til skoleåret 2022-23
Annonce

Blåhøj: Tidligst ved indgangen til skoleåret 2022-23 skal der igen tages stilling til Blåhøj Skoles fremtid.

- Det giver kæmpe dønninger, hver gang vi har den her sag på. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fandt en lidt mere langsigtet løsning, lød det fra De konservatives Kirsten York Helms, da byrådet sidste mandag endnu engang havde Blåhøj Skoles fortsatte eksistens til debat.

Baggrunden er sidste års vedtagelse af, at der, hvis elevtallet på en kommunal skole kommer under 75, muligt skal fremsendes en sag til politisk behandling med henblik på beslutning om lukning.

Den formulering har borgmester Ib Lauritsen (V) blødt lidt op, så der nu i stedet ”skal indledes drøftelser omkring Blåhøj Skoles fremtid”, hvis elevtallet igen – som det var tilfældet ved udgangen af august – kommer under 75.

Blåhøj Skole gik ud af august med 73 elever, men midt i september var elevtallet steget med to til de magiske 75.

- Vi giver en karensperiode til og med 2022 – det synes jeg er fair og ordentligt, sagde Ib Lauritsen om beslutningen om at give Blåhøj Skole arbejdsro, og at skolens fremtid tidligst ved starten på skoleåret 2022-23 skal tages op til fornyet behandling.



Vi giver en karensperiode til og med 2022.

Ib Lauritsen, borgmester


- Jeg synes, at de både på skolen og i Blåhøj har kæmpet en brav kamp for at få skolen til at fungere, lød det videre fra Kirsten York Helms, som også fremhævede tre af Ikast-Brande Kommunes nøgleværdier: ”dialog”, ”vi finder løsninger” og ”liv i hele kommunen”.

- Vi vil gerne stå på mål for de fine formuleringer. Vi må erkende, at det har været en forhastet proces, lød det fra det konservative medlem af Børne- og undervisningsudvalget.

Annonce

Livsbekræftende

- Der er ikke nogen, der har lyst til at lukke skoler overhovedet, fastslog Socialdemokratiets nyligt udpegede borgmesterkandidat, Kasper Pauli Pedersen, mens Dansk Folkepartis Trine M. Kristensen kaldte det møde, som børne- og undervisningsudvalget havde haft med skoleledelsen og repræsentanter fra skolebestyrelsen i forbindelse med udvalgets seneste møde 23. september for ”livsbekræftende”.

– De har virkelig brug for at mærke vores opbakning, fastslog DF’eren, som gerne ville være med til at skabe nogle lidt mere langsigtede løsninger.

Venstres Carl Jensen, der netop er valgt i Blåhøj, påpegede, at ”det var børnehaven, der startede hele balladen.” Med det hentydede han til det faldende børnetal i Kernehuset, som derfor blev nedlagt som kommunalt pasningstilbud før jul og kun takket være stort lokalt engagement genopstod fra starten af det nye år, nu i privat regi.

Den proces satte også fokus på Blåhøj Skole, konstaterede Carl Jensen, mens Fælleslistens Lotte Stoltenborg påpegede det belejlige i, at man havde udskudt beslutningen om skolens fremtid til den kommende byrådsperiode, altså efter valget i november 2021.

Fra flere sider blev der peget på det uhensigtsmæssige i, at skolens fremtid med korte mellemrum er til debat, hvilket ikke mindst kan have betydning for børnefamilier, som overvejer at bosætte sig i Blåhøj, men nu er skolens fortsatte eksistens ikke til debat før tidligst om knap to år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Preben skal aflive 12.000 raske mink: Det kan ikke betyde andet end konkurs

Ikast-Brande

Travebanko på søndag

Annonce