Annonce
Sport

Lindberg sætter sin lid til islandske overmænd ved EM

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hans Lindberg, der har islandske rødder, satser på, at Island kan vinde den tredje EM-kamp i træk.

Det kræver en islandsk sejr over Ungarn onsdag aften, hvis Danmark skal holde liv i håbet om at gå videre fra det indledende gruppespil ved EM.

Ud over en islandsk sejr skal Danmark også selv vinde over Rusland senere onsdag aften i Malmö Arena.

Men hvad kan danskerne forvente af Island? Kan islændingene spekulere i at få sendt Danmark tidligt ud af turneringen?

Nej, mener den danske fløjspiller Hans Lindberg, der har islandske rødder og måske kender den islandske mentalitet bedst på det danske hold.

- Der er absolut intet scenarie, der er godt for dem, hvis ikke de går efter en sejr. Så jeg kan ikke se, at det er et tema.

- Alt andet lige er det vel bedre at komme over i mellemrunden med to point end at spekulere i at spille uafgjort eller at tabe, siger Lindberg.

Han peger på, at Island først ville kunne møde Danmark i en eventuel finale, og at det ligefrem vil være en ulempe at skille sig af med Danmark, der kan lave ravage i en mellemrunde mod alle de andre hold, som Island også ville skulle møde.

- Du kan også vende den om og sige, at vi måske er en meget god modstander at have med i mellemrunden, hvor vi skal møde fire andre hold.

- De kan først møde os i en eventuel finale, og jeg vil vove at påstå, at så langt tænker de overhovedet ikke. Hvis de kommer i en finale, så er det fuldstændigt ligegyldigt, hvem de møder, mener Lindberg.

38-årige Lindberg forventer, at Island får masser af støtte til kampen mod ungarerne.

- Islændingene er et stolt folkefærd, som møder talstærkt op for at støtte deres land. De har en fest, når de er her. Det er fedt at se, at det er sådan, siger Lindberg.

Han bryder sig dog ikke om, at Danmark er afhængig af Island.

- Det er selvfølgelig ikke verdens bedste situation. Men vi har bragt os selv i den, så må vi se, hvad der sker. Vi sætter vores lid til, at Island gør rent bord og slår Ungarn.

- De er interesseret i at tage to point med over. Det gør de ved at slå Ungarn, uanset hvad vores resultat bliver. Og så skal vi selv spille bedre, end vi har gjort indtil nu, og slå Rusland.

- Hvis vi ikke kan det, så er der heller ingen diskussion om, hvorfor vi tager hjem. Så har vi bare ikke spillet godt nok, fastslår Lindberg.

Danmark tabte til Island i den første gruppekamp og spillede uafgjort mod Ungarn i den anden.

Danmarks kamp mod Rusland fløjtes i gang onsdag klokken 20.30. Inden da spiller Island mod Ungarn klokken 18.15.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Optimisten fra Vejle: Det ligger til mig

Annonce