Annonce
Egtved

Lisbeth og Rene går Hærvejen for epilepsi: Operationen gav mig nyt liv

Lisbeth og Rene Stricker var lørdag nået til strækningen mellem Bindeballe og Jelling . Foto: Kate Pommer
Lisbeth og Rene Stricker går Hærvejens 422 kilometer for at sætte fokus på epilepsi, og det har også ført dem ud på Bindeballe-Jelling-delen af ruten.
Annonce

Bindeballe: Hvordan sætter man fokus på epilepsi og får oplyst så mange som muligt om, at man kan blive opereret for sygdommen?

Hvis man hedder Lisbeth og Rene Stricker, så går man hærvejens 422 kilometer fra Padborg i syd til Vodskov i nord. Lørdag var de nået til Bindeballe.

- Vi hygger os meget, mens vi går, og så er vi også vant til at være meget sammen og har fælles fritidsinteresser, siger Lisbeth Stricker.

Hun fik konstateret epilepsi, da hun var 16 år gammel og har lige siden kæmpet med fordomme om sygdommen, og hvad hun kan. Både at acceptere sygdommen over for sig selv, men også bevise over for omverdenen, at hun kan mere, end de tror.

Første del af vendepunktet blev en operation, hvor hun fik fjernet, hvad der svarer til en lille tennisbold i hjernen for otte år siden.

Annonce

Hvis jeg dør

Operationen kunne forandre en del, men den var ikke ufarlig, og den krævede, at parret spillede med åbne kort over for deres fire sammenbragte børn.

- Man skal være helt ærlig i sådan en situation, og vi spurgte dem, "hvad er jeres ønske, hvis jeg dør af det her", siger Lisbeth Stricker.

Ikke mange ved, at man kan blive opereret for epilepsi, og det ærgrer Lisbeth Stricker, for den har gjort en stor forskel i hendes eget liv.

- Jeg har fået meget mere selvtillid og selvværd efter operationen, siger Lisbeth Stricker.

- Jeg har aldrig haft en fritidsinteresse for mig selv. Før var der kun at sove, mit arbejde og min familie, og nu har jeg mine egne fritidsinteresser. Før fyldte det meget, om jeg var god nok, siger hun.

Rundt om Strickers OP-tour

De har samlet 51.000 kr. ind til Epilepsiforeningen på turen.

I Facebookgruppen "Strickers OP-tour" opdaterer parret løbende om fremskridt på ruten.

Ruten begynder i Padborg og slutter i Vodskov, hvor parret bor.

Turen slutter den 30. juli, hvor alle kan gå med de sidste syv kilometer af ruten.

Annonce

Ømme fødder

Hvis man skulle få den idé, at man ville være træt ved ankomsten til til Bindeballe-Jelling-delen af ruten efter at have tilbagelagt 160 kilometer til fods, tager man fejl. Stricker-parret sprudler af energi.

- Benene har det fint, men fødderne er ømme, og jeg har fået mig en flækket hæl, men pyt, lyder det fra Lisbeth Stricker.

Før den lange tur gik parret syv-otte kilometer hver anden dag, så de har ikke været vant til at gå så meget uden en dags pause, men energien er nem at finde frem.

- Det giver en ufattelig energi med al den positive respons, vi møder på vores vej, siger Lisbeth Stricker og henviser til alle dem, der spørger ind til deres tur undervejs.

Undervejs på turen samler de også ind til Epilepsiforeningen, som har været en stor støtte i sygdomsforløbet.

Lisbeth og Rene Stricker går hele Hærvejen for at sætte fokus på Epilepsi. Foto: Kate Pommer
Annonce

Andet vendepunkt

Anden del af vendepunktet i Lisbeth Strickers liv var, da hun begyndte til skydning og pudselig vandt en masse præmier.

- Skydning har betydet en hulens masse. Jeg har været middelmådig til mange ting, og her var det helt anderledes. Jeg kan faktisk noget, siger Lisbeth Stricker, der gerne vil vise andre, at skydning kan være en vigtig del af genoptræningen.

Listbeth Stricker har ofte også oplevet, at folk tror, at hun må være mindre intelligent på grund af sygdommen, og at det må være farligt at have et almindeligt arbejde.

- Jeg hader de der mærkater, der bliver sat på én. På mit gamle arbejde var jeg Lisbeth med epilepsi. Nu er jeg Lisbeth, der vinder medaljer til skydning eller Lisbeth, der er sygeplejerske, og det betyder alverden, siger hun.


Jeg hader de der mærkater, der bliver sat på én. På mit gamle arbejde var jeg Lisbeth med epilepsi. Nu er jeg Lisbeth, der vinder medaljer til skydning eller Lisbeth, der er sygeplejerske, og det betyder alverden.

Lisbeth Stricker


Annonce

Uden anfald

Lisbeth Stricker er i dag helt uden anfald, og det under hun også andre med epilepsi.

- Nu har jeg fået et nærmest helt normalt liv, og så er det altså lige meget, at jeg skal tage to slags medicin resten af mit liv. Jeg har fået et helt andet liv nu, og uden operationen kunne jeg være på førtidspension, siger hun.

Operationen har kun haft få negative konsekvenser.

- Jeg har ingen stedsans, og jeg kan ikke smage virkelig stærk mad, så mens andre sveder over chili, kan jeg slet ikke smage det, siger Lisbeth Stricker.

I dag arbejder Lisbeth Stricker 30 timer om ugen som sygeplejerske, hvor hver onsdag er en fridag, der sat af til at få sovet igennem, så hun er klar til resten af ugen. For sygdommen kræver mere søvn og hvile, og det mærker parret da lidt til på gåturen.

- I hverdagen kan jeg se, når Lisbeth er træt og har brug for hvilke, før hun selv ved det. Og Lisbeth kan ikke gå så hurtigt som jeg, men sådan er det, siger Rene Stricker.

- Du kører på duracell-batterier, og jeg kører på der almindelige, griner Lisbeth Stricker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Finlandsparken er ikke længere en ghetto: Men corona sætter en stopper for festen

Annonce