Annonce
Kultur

LittleFish er tilbage: Ny musik og livekoncert med lokal opvarmning

Fridi Øster (til venstre) og Dennis Andresen fra LittleFish glæder sig til at vende tilbage på scenen - og over at gøre det på netop Tøjhuset. Tredjemanden, sanger og guitarist Henrik Berger, er her med via "special effects". Foto: Peter Friis Autzen
Den fredericianske rocktrio har holdt pause i to års tid. Men nu er de klar til igen at slippe rocken løs. Det sker på Tøjhuset, hvor et andet lokalt orkester leverer opvarmningen.

Fredericia: I to år har der været ret stille om den fredericianske rocktrio LittleFish. Men om et par uger bryder de tavsheden og går på scenen med ny musik. Det sker på Tøjhuset i Fredericia fredag 27. september klokken 21.

Det er fem år siden, at bandet udsendte deres indtil videre eneste album, The Gordian Knot, og gav den gas på scener i hele landet. Men siden en koncert på Zeppelin Rock Bar i København i sommeren 2017 har de ikke optrådt sammen.

I mellemtiden har de passet deres andre bands, fået børn og skrevet nye sange.

- Vores plade havde været mange år undervejs. Og da vi endelig gjorde den færdig og udgav den, aftalte vi, at der max måtte gå to år inden den næste. Ikke mere end to år. Så det er jo virkelig ved at være på tide, siger bassist Dennis Andresen med et grin.

- Men med de mange koncerter i den tid var det svært at finde tid til for alvor at skrive nye sange. Det har vi gjort nu, siger trommeslager Fridi Øster.

De to mødes med ElboBladet på Tøjhuset. Gruppens tredjemand, Henrik Berger, er ikke med ved interviewet - han er travlt optaget af at turnere med Mike Tramp & Band of Brothers. Men han er med i både sangskrivning og selvfølgelig også ved koncerten.

- Vi glæder os. Det er altid noget særligt at spille sammen, men at gøre det på hjemmebane i Fredericia er bare noget helt særligt, siger Fridi Øster.

Annonce
Vi har været stille i to år. Nu er det forbi.

Dennis Andresen, LittleFish

Samme energi - men lidt anderledes

Koncerten på Tøjhuset kommer til at byde på en hel del af LittleFish' gamle numre.

- Men vi spiller også nogle af de nye. I hvert fald tre-fire stykker, siger Dennis Andresen.

Bandets musik er rig på melodi, men byder samtidig på en beskidt og rå rock-fornemmelse. Og det laves der ikke om på, lover de.

- Energien er den samme, siger Fridi Øster.

- Men de nye numre er måske lidt anderledes bygget op. På pladen var sangene bygget efter en form-skabelon, som mange rocksange er: Antallet af vers, omkvæd, bridge og solo osv. De nye sange er lidt mere .... komplicerede, er måske ikke det rigtige ord - men i hvert fald mindre skabelon-agtige, siger Dennis Andresen efter at have ledt lidt efter ordene.

- De er måske lidt mere "farlige". Der er stadig masser af melodi, men den får også én på kassen. Samtidig har vi omarrangeret nogle af de gamle sange lidt, siger Fridi Øster.

Opvarmningskonkurrence

I forbindelse med den kommende koncert udskrev LittleFish en konkurrence blandt Fredericias mange andre bands om at blive opvarmningsband på aftenen.

- Da vi var yngre, ville vi have elsket at få en tjans, hvor et mere etableret orkester kunne give os adgang til at prøve kræfter med scenen og teste vores materiale. Og så vil vi jo gerne give noget videre til de unge, siger Dennis Andresen.

Hans blik møder Fridi Østers, og de to griner af, at de pludselig lyder gamle.

- Ja, tiden går jo, men musikken er den samme, siger Fridi Øster.

Konkurrencen blev vundet af metal-bandet Emberray, der for nylig udsendte deres første single, "Breaking the sky".

- Der var mange om buddet. Og mange virkelig fede bands, men vi synes, at Emberray har noget helt særligt. Vi glæder os over at have dem med, siger Dennis Andresen.

Metalbandet Emberray fra Fredericia vandt konkurrencen om at være opvarmning, når LittleFish går på scenen 27. september. Foto: PR
En LittleFish-koncert byder på masser af energi. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce