Annonce
Sport

Liverpool-fans angriber Real Madrid-bus med sten

Karim Benzema og holdkammeraterne i Real Madrid fik smadret en rude i bussen på vej til Anfield, hvor franskmanden her varmer op. Foto: Darren Staples/Ritzau Scanpix
Liverpool-fans smadrede en rude med sten, da Real Madrids bus kørte til Anfield før Champions League-kamp.

Onsdagens returkvartfinale mellem Liverpool og Real Madrid fik en dramatisk optakt, da den spanske trup var på vej mod stadion i bus.

Bussen blev nemlig angrebet af Liverpool-fans, der kastede med sten mod bussen, og et stort vindue blev smadret på bussens vej til Anfield.

Billeder af det knuste vindue florerer i stor stil på sociale medier.

- Vi fordømmer handlingen, der førte til skader på Real Madrids spillerbus på vej til Anfield i aften. Det er en fuldstændig skammelig og uacceptabel opførsel af nogle få personer, siger en talsmand fra Liverpool ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi undskylder dybt over for vores gæster, der blev udsat for det. Vi samarbejder med Merseyside-politiet for at få fakta på bordet og for at identificere de ansvarlige, fortsætter talsmanden.

Den første kamp i Madrid endte med hjemmesejr på 3-1, så Liverpool skal vinde med mindst 2-0 for at avancere til semifinalen.

Kampen, der begynder klokken 21, spilles på grund af coronarestriktioner uden tilskuere.

Også onsdagens anden kvartfinale mellem Borussia Dortmund og Manchester City fik larmende optakt for City-spillerne.

Dortmund-fans affyrede ad flere omgange fyrværkeri uden for hotellet, hvor City er indkvarteret, i forsøget på at ødelægge det engelske holds nattesøvn forud for returkampen.

Det skriver blandt andet Daily Mail.

City vandt den første kamp på hjemmebane med 2-1.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce