Vejle: City Vejle fortsætter sit online udsalg på vegne af midtbyens butikker.
Cityforeningen tog for to uger siden hul på et virtuelt salg, hvor en vært og en kameramand besøgte fire butikker på skift på en aften.
Initiativet er blevet så godt modtaget, at citychef Andreas Kiis Antonsen og hans team har besluttet at forlænge de virtuelle livesendinger.
Det skyldes ikke mindst de tal, som de fire første transmissioner via City Vejles Facebook-side har resulteret i.
I alt har 22.500 Facebook-brugere klikket sig ind på en eller flere af de fire udsendelser, og i alt har butikkerne skullet forholde sig til 6500 interaktioner fra mulige kunder. Det drejer sig på om alt fra reelle salg til forespørgsler på produkter om farver, størrelse og lignende.
Hvert salg tæller
Et endnu vigtigere tal er omsætningen, for har de indtil nu 16 medvirkende butikker overhovedet fået noget ud af at deltage rent salgsmæssigt? Det spørgsmål nikker citychefen bekræftende til.
- Butikkernes omsætning er langt over 120.000 kroner fra de fire aftener, og vi er utroligt taknemlige for al den støtte, vejlenserne har givet midtbyen igennem de mange ordrer. Hver og en gør en kæmpe forskel, siger Andreas Kiis Antonsen.
Nået ud til mange
Kampagnen har også været med til at bekræfte Vejle som en aktiv handelsby trods nedlukningen og de hårde restriktioner, for rækkevidden via de sociale medier har været pænt stor.
Andreas Kiis Antonsen, citychefButikkernes omsætning er langt over 120.000 kroner fra de fire aftener, og vi er utroligt taknemlige for al den støtte, vejlenserne har givet
De opslag, City Vejle har lavet på livesalgene, har haft en samlet rækkevidde på 160.000.
- Det er det antal personer, der har set indhold fra vores opslag i forbindelse med livesalg. Derudover har alle butikker ligeledes lagt teaser-videoer ud, og derfor må rækkevidden forventes at være markant større, siger citychefen.
Fortsætter måneden ud
City Vejle havde i første omgang kun planlagt de fire nu afviklede aftener, men fordi det har været en succes, fortsætter salgsaftenerne.
- Vi har valgt at fortsætte resten af februar, nu hvor både butikkerne og vejlenserne har nydt at bruge deres aftener i fællesskab med hinanden, siger Andreas Kiis Antonsen.
Cityforeningen skærer dog de to ugentlige aftener ned til en enkelt måneden ud, og her vil tre tilmeldte butikker få besøg af holdet, der begynder rundturen klokken 19.
Længere tid i butik
Tirsdag 16. februar kan man kigge med hos først Early Nature, efterfulgt af Caroline Bjerring og sluttelig hos Vinoble.
Tirsdag 23 . februar gælder det tre butikker i Bryggen, nemlig Vero Moda, Sct. Mathias Ure-Guld og Selected.
- Vi vil gerne have lidt længere tid hos hver butik, og derfor har vi skåret det ned til tre besøg på en aften. Men alle butikkerne kommer til at give fantastiske tilbud, og mon ikke også, at der er en konkurrence eller to? Så vi kan kun opfordre alle til at se med, lyder det fra citychefen.