Annonce
Egtved

Lodsejer ærgrer sig over manglende respekt fra mænd i lycra på dyre cykler

Annette Laursen, indehaver af Springbjerglund Dyrepension, kan ikke forstå, at mænd i stramtsiddende lycra på dyre cykler og mountainbikere ikke kan finde ud af at tage hensyn i naturen og ved private ejendomme. Hun roser samtidig Vejle Kommune for at være gode til at hjælpe med for eksempel skiltning. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
På en strækning på en populær cykel- og motionsrute ved Randbøl har et lodsejerpar svært ved at nå igennem med deres budskaber til nogle helt særlige gæster på to hjul.

Randbøl: - Hej cyklist. Kør langsomt de næste 100 meter. Her leger jeg.

Denne opfordring kan man læse på store skilte på en grusvej, der går gennem ikke blot en privat ejendom, men også passerende de tilhørende virksomheder Springbjerglund Dyrepension og Springbjerglund Kæledyrskrematorium.

Og der er flere skilte at se, når man nærmer sig ejendommen - de første allerede flere hundrede meter væk, hvor der opfordres til at sænke farten - først til 30, senere til 20 og til sidst 10 kilometer i timen. På en tredje variation af skiltning kan man læse, hvordan der opfordres til at vise hensyn, fordi man nu kommer til at køre gennem privat gårdsplads og have.

Inden man når helt ind til gårdspladsen hos Annette Laursen og  Michael Sanner, bliver man mødt af en del skilte med budskaber om at sænke farten og tænke over, at her bor både mennesker og dyr. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard

Yderligere er der etableret vejbump i begge ender af gennemkørslen.

Langt størstedelen af de mange mennesker, der passerer her, respekterer skiltenes budskaber. Men der er nogle, som ikke gør. De udgør en lille procentdel, men de fylder mest, og de viser allermindst hensyn. Og det er efterhånden ved at være til stor gene og ikke mindst fare for Annette Laursen og Michael Sanner, der bor og arbejder på adressen.

Annonce

Voksende frustration

Grusvejen, som går gennem Annette Laursen og Michael Sanners ejendom og yderligere flere hektar af deres naturområde, er en del af den attraktive ”Bindeballestien”, hvor man fra Vejle til Billund kan færdes på næsten bilfrie zoner i relativt flade terræner. En rute, der er populær blandt både vandrende, cyklister, motorcyklister og ryttere.

Da ruten tilbage i 2015, dog dengang under et andet koncept, blev etableret i et samarbejde mellem Billund Kommune og Vejle Kommune, var Annette Laursen og Michael Sanners begejstrede for at kunne dele deres skønne naturområder med andre. Det er de i princippet stadig, men det er med voksende frustrationer.

Dette her er et af de to skarpe sving, der er ved gårdspladsen, og her kommer cykelrytterne ofte med fuld fart rundt - også selvom Annette Laursen for eksempel er ude at gå tur med hunde. Det har flere gange været tæt på kollisioner. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard

- 95 procent af de mennesker, der passerer gennem vores ejendom, opfører sig rigtigt pænt, og de tager virkelig hensyn, men så er der lige de resterende fem procent, som ikke gør det, og det er de der gutter i stramtsiddende lycra, der kommer kørende på deres dyre cykler med fuld fart gennem vores gårdsplads. Og det er virkelig med fuld fart. De respekterer overhovedet ikke vores opfordringer på skiltene. Deres tilstedeværelse fylder efterhånden meget hos os, lyder det fra Annette Laursen.

Og hun fortsætter:

- Vi har et par skarpe sving gennem gårdspladsen, og når de med deres høje hastighed blæser igennem her, så udgør de faktisk en stor fare. Både for os og for dem selv. Det er sket nogle gange, at vi nærmest er kollideret med dem, blandt andet når vi er ude og lufte hunde. Og det kunne have gået grueligt galt - også fordi vi jo går med hundene i lange liner. Men det er altså os, der bor her og ikke dem. Og det er jo ikke ligefrem, fordi de ikke er blevet adviseret.

Annonce

Pandelamper og tisseri

Samtidig udviser cykelrytterne ej heller respekt for privat ejendom ifølge Annette Laursen.

- Det er sket flere gange, at de er stoppet op her i svinget med vores røde gæstehus. Og her stiller de sig simpelthen bare og tisser lige op ad huset, forklarer hun.

At der er vejbump, er ikke noget, der for cykelrytterne agiterer til at sætte farten ned. "De laver da bare et hop med cyklen", siger Annette Laursen. Og det røde gæstehus i svinget benyttes gerne som opholdssted, hvor man kan lade vandet. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard

Også efter mørkets frembrud, hvor man ellers ikke må benytte stierne, er der masser af aktivitet.

- De kommer nærmest 24 timer i døgnet, og når det er mørkt, har de taget pandelygter på, så ofte kan vi inde i stuen se, hvordan deres lysstråler også drejer lige ind mod os. Ej, jeg synes faktisk ikke, at det er okay, siger Annette Laursen.

Annonce

Mountainbikere ud over det hele

Udover, at de på Springbjerglund er ved at have fået nok af cykelryttere med høj fart, har de også en bøn til mountainbikerne.

- Oppe i arealet ved vores skov er der også offentligt tilgængelige stier, og her kører mange mountainbikere. Men hvis de dog bare ville holde sig til stierne. De kører nemlig ud over alle de steder, hvor de kan se nogle gode forhindringer, og det går bare ikke, fortæller Annette Laursen, der samtidig gør opmærksom på, at allerede om et par uger vil de første harekillinger blive født og om et par måneder får råerne lam, og de har brug for fred og ro.

- Vi er efterhånden ved at være noget frustrerede. Vi ved næsten ikke, hvad vi kan gøre mere. Heldigvis er Vejle Kommune en rigtig god medspiller, og det er da også dem, der har hjulpet med at få sat en del af skiltene op, forklarer Annette Laursen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce