Annonce
Hedensted

Lokal glæde over genåbning af Møgelkær Fængsel: Men bemanding er en udfordring

Mangel på fængselsceller i Danmark har fået Kriminalforsorgen til at genåbne Møgelkær Fængsel. Genåbningen sker i juni i år. Arkivfoto: Søren Gylling
Kriminalforsorgen oplever i øjeblikket et massivt pres på kapaciteten - ikke mindst på grund af covid-19. Derfor har man fundet det nødvendigt at genåbne 66 dvalelagte pladser i Møgelkær Fængsel ved Juelsminde. Noget der glæder både Kasper Glyngø (S) og Hans Kristian Skibby (DF).

Møgelkær: På grund af massiv efterspørgsel på ledige fængselsceller har Kriminalforsorgen besluttet at genåbne Møgelkær Fængsel ved Juelsminde. Det oplyste Justitsministeriet onsdag eftermiddag.

Fængslet har været lukket siden efteråret 2018, men nu er det planen, at de 66 såkaldte dvalelagte pladser skal genåbnes i juni.

Borgmester i Hedensted Kommune, Kasper Glyngø (S), kaldte det "dagens gode nyhed", da avisen fangede ham midt på eftermiddagen onsdag.

- Da man lagde Møgelkær i dvale, syntes jeg, det var med en lidt søgt begrundelse om, at det ikke var den rigtige type pladser. Jeg har hele tiden både håbet og troet på et comeback. Ikke mindst i forhold til, at der blev udvist rettidig omhu, da man på den anden side af vejen fik oprettet en fængselsbetjentskole, siger borgmesteren, der håber, at genåbningen bliver af permanent karakter.

Annonce

En bekostelig affære

- Jeg tror på, at de 66 pladser er kommet for at blive. Dels er der brug for dem, og dels er det jo ikke en gratis omgang at genåbne et fængsel som Møgelkær. Jeg har både set det i drift og ikke i drift, og det blev jo tømt for alt af værdi, da man lukkede ned. Nu går det så den anden vej, og det er som nævnt en bekostelig affære, siger Kasper Glyngø.


Jeg tror på, at de 66 pladser er kommet for at blive. Dels er der brug for dem, og dels er det jo ikke en gratis omgang at genåbne et fængsel som Møgelkær.

Kasper Glyngø (S), borgmester i Hedensted Kommune


Det lokale byrådsmedlem for Dansk Folkeparti og medlem af Folketinget, viceborgmester Hans Kristian Skibby, hilser også nyheden velkommen, om end han forventer, at der kun er tale om en midlertidig genåbning.

- Møgelkær tænkes nok kun brugt som en buffer-institution, når der er pres på kapaciteten, men det ændrer ikke ved, at jeg er glad for, at man kan se fornuften i igen at bruge de afsonings-faciliteter, der ikke bliver brugt til fængselsbetjentskole, siger Hans Kristian Skibby, der dog ikke løber rundt med armene over hovedet.

Annonce

Dårligt arbejdsmiljø

- Det at genåbne Møgelkær løser jo ikke nogle helt grundlæggende problemer i Kriminalforsorgen, der handler om, at det er svært at rekruttere personale på grund af dårligt arbejdsmiljø. Mange fængselsbetjente søger væk, vakante stillinger kan ikke besættes, og der er stort sygefravær, siger Hans Kristian Skibby, og fortsætter:

- Manglen på personale gør, at betjentene ofte er alene med de indsatte, hvilket simpelthen ikke er i orden med tanke på det klientel af voldsparate individer, som de skal håndtere. Ikke mindst i forhold til de mange kriminelle indvandrere, som fylder godt op i vores fængsler, siger DF'eren.

Annonce

Fuld løn til elever

En del af løsningen på problemet kunne ifølge Skibby handle om at give eleverne fuld løn under uddannelsen i stedet for en beskeden elevløn.

- Vi er nødt til at gøre det mere attraktivt at blive fængselsbetjent. Det nytter jo ikke noget, at der er plader nok, hvis der ikke er nok folk til at passe på de indsatte, siger Hans Kristian Skibby, der vil tage dette DF-ønske med til de kommende forhandlinger om en flerårsaftale.

Udfordringerne med at skaffe mandskab blev også adresseret af formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, da han modtog nyheden om genåbningen.

- Vi har længe peget på muligheden for at bruge Møgelkær igen. Jeg håber dog, at der er tilstrækkeligt med mandskab til at dække vagterne, for betjentmanglen er jo som bekendt et stort problem, udtalte han i den forbindelse til Ritzau.

Annonce

Kø til pladserne

Også justitsminister Nick Hækkerup (S) er opmærksom på problemet.

- Kriminalforsorgen er markant udfordret med blandt andet for få fængselspladser. Genåbningen er et lille skridt i den rigtige retning, men selvfølgelig ikke en løsning på de større strukturelle problemer, som vi ser i Kriminalforsorgen med både kapacitet og bemanding. Det er noget af det, regeringen vil se nærmere på i den kommende flerårsaftale for Kriminalforsorgen, siger han.

På grund af covid-19 har der i Kriminalforsorgen været et stop for tilsigelse af afsonere fra 10. december til 8. februar. Derfor er der opstået en kø af borgere, der skal ind og afsone, og derfor er der et ekstra pres på de åbne fængselspladser, oplyser Justitsministeriet.

På trods af et stort antal pladsåbninger i de foregående år, forventer Kriminalforsorgen, at udnyttelsen af pladskapaciteten vil komme over 104 procent.

Møgelkær Fængsel

Statsfængslet Møgelkær er beliggende på Møgelkærvej 15 ved Juelsminde. Stedet var tidligere en herregård og herefter arbejdslejr for unge arbejdsløse.

Fra 1945 til 1973 blev stedet brugt som ungdomsfængsel. Herefter fungerede det i en lang årrække som et åbent fængsel.

Af særlige afdelinger var der en afdeling for kvinder, en blandet afdeling for kvinder og mænd og behandlingsafdelinger for narko- og alkoholmisbrugere. Fængselsinspektør på den tid var navnkundige Carl Johan Bjørnsholm.

Statsfængslet Møgelkær havde 176 pladser. Heraf var de 30 i den halvåbne afdeling og 28 i behandlingsafdelingen. Møgelkær modtog især fængselsdømte fra Østjylland og Storkøbenhavn samt kvindelige afsonere med bopæl i Jylland.

Siden 2019 er det blevet udnyttet som uddannelsescenter for Kriminalforsorgens personale.

Hedensted Kommunes borgmester Kasper Glyngø (S) er rigtig glad for, at der igen skal rasles med fængselsnøgler i Møgelkær Fængsel ved Juelsminde. Arkivfoto Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaffetørst førte til storbrand på Randbøl Hede: Se skaderne i videoen her

Annonce