Annonce
FC Fredericia

Lokalbraget havde trukket 3000 på stadion - nu kommer der 100

Alexander Nybo jubler med FC Fredericias fans efter sejren over Vejle tidligere på sæsonen. Scener som disse bliver en mangelvare fredag i lokalopgøret. Arkivfoto: Mette Mørk
FC Fredericia kunne se frem til fyldte lægter, hvis fredagens opgør mod Vejle blev spillet under normale forhold. Men Danmark er ramt af corona-krisen, og derfor bliver opgøret fra et tilskuermæssigt perspektiv en fuser.
Annonce

Fredericia: Der er lokalopgør på Monjasa Park. Nummer et i skikkelse af Vejle Boldklub gæster FC Fredericia, som er nummer tre. Topbrag, fint vejr og alt på spil for begge klubber.

Sådan en kamp ville normalt trækker masserne til Monjasa Park, men ikke denne grundlovsdag.

- Der kommer rundt regnet 100 mand. Der er adgang for alle de, der har en arbejdsmæssig relation til kampen, forklarer FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Folk med en arbejdsmæssig relation er eksempelvis spillere, trænere, pressefolk og de, der arbejder i klubberne.

Corona-krisen har lukket de danske stadions for tilskuere, fordi mange mennesker samlet udgør en stor smitterisiko. Det gælder selvfølgelig også opgøret mod Vejle.

- Vi havde forventet over 3000 mennesker. Der er ingen tvivl om, at der var kommet mange fra Vejle, og der var kommet mange fra Fredericia. Vi husker alle den fest, vi havde, sidst vi mødtes. Så selvfølgelig var der kommet mange, siger Stig Pedersen.

- Vi har mødt Vejle mange gange, men det er sjældent, vi mødes i en topkamp, hvor det er nummer et mod nummer tre. I tilfælde af, at vi kunne vinde, er vi tæt på hinanden igen. Sådan noget får også folk til at komme.

Annonce

En speciel tid

Men i stedet bliver der gabende tomt på Monjasa Park. Det kunne have været stort og mageløst, men det bliver noget andet.

- Det har jeg affundet mig med. Det har vi vidst længe, og vi havde allerede en af de store kampe uden tilskuere inden, coronaen lukkede alt ned med kampen mod Viborg, siger Stig Pedersen og fortsætter:

- Det er en speciel tid, og der er større problemer, end at vi skal have tilskuere ind eller ej. Selvfølgelig er det ærgerligt, men vi har vænnet os til det.

Kampen bliver transmitteret på TV3 Sport, og alle kampe i 1. division bliver streamet af Viaplay. Det er trods alt et plaster på såret.

- På den måde kan vi godt servicere vores fans, Fredericia og vores sponsorer. Men det er slet, slet ikke det samme, siger Stig Pedersen.

Annonce

Et kæmpe salg

Det siger sig selv, at det havde skæppet i FC Fredericias kasse med 3000 mennesker på stadion. Det havde givet entreindtægter og salg i boderne.

- Vi har et kæmpe salg til sådan en kamp, og det går vi glip af. Vi afsøger mulighederne i kompensationsordningerne, men der er et tab i det, siger Stig Pedersen.

FC Fredericia-direktøren er dog mest af alt glad for, at turneringen bliver afviklet.

- Det primære er, at vi får lov at spille. Det er vi rigtig glade for, siger han.

Kampen mellem FC Fredericia og Vejle Boldklub fløjtes i gang klokken 20.00.

Den kan følges live på vores hjemmeside, www.frdb.dk, fra klokken 19.45.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce