Annonce
Vejle

Lokale fagforbund: #Metoo har ikke givet flere sager om krænkelser

Ole Kjær, formand HK Sydjylland, hvis medlemmer for 75 procents vedkommende er kvinder, fortæller, at afdelingen ikke har flere sager om sexisme og krænkelser efter debatten om #Metoo.  Arkivfoto: Steen Rasmussen
De to lokale fagforeninger med flest kvindelige medlemmer, HK og FOA, hilser debat om sexisme og krænkelser velkommen
Annonce

Vejle: I en ny undersøgelse bestilt af HK fortæller næsten hver fjerde (24,6 %) af de 3100 adspurgte HK-medlemmer, at de inden for de seneste 12 måneder har været udsat for eksempelvis "uønskede berøringer, upassende blikke, kys, smålumre vittigheder eller seksuelle kommentarer".

Tallet er en smule faldende i forhold til sidste HK-undersøgelse i 2016, hvor 26,4 procent af deltagerne svarede, at de var blevet krænket, og hos HK Sydjylland fortæller formand Ole Kjær, at afdelingen ikke bliver løbet over ende af anmeldelser om krænkelser.

Annonce

Under 10 sager årligt

- Det vælter ikke ind med sager - og det har det aldrig gjort. Vi har under 10 sager om uønsket seksuel opmærksomhed eller krænkelser om året. Jeg vil jo helst tro, at det er udtryk for, at der ikke er flere sager, men det kan på den anden side også godt være, at det bare er toppen af isbjerget og at der er flere sager, som ikke kommer til vores kendskab, fordi medlemmerne af forskellige årsager ikke ønsker at rejse en sag, siger Ole Kjær.

Han håber, at den aktuelle debat om krænkelser og grænseoverskridende adfærd kan være medvirkende til, at der bliver kastet lys over eventuelle mørketal.

Arbejdstilsynets definition af krænkende handlinger

Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse personer opfattes som nedværdigende.

Krænkende handlinger er en samlet betegnelse for mobning, seksuel chikane og andre måder, som krænkelser kan forekomme på i arbejdet.

Der kan både være tale om aktive handlinger og om at undlade at handle.

Krænkende handlinger i relation til arbejdet kan f.eks. omfatte:

• Tilbageholdelse af nødvendig information

• Sårende bemærkninger

• Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar og arbejdsopgaver

• Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab

• Angreb mod eller kritik af ansattes privatliv

• At blive råbt ad eller latterliggjort

• Fysiske overgreb eller trusler herom

• Fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale

• Nedvurdering af ansattes job, deres arbejdsindsats eller deres kompetence

• Krænkende telefonsamtaler

• Krænkende skriftlige meddelelser, SMS, billeder og videoer, herunder på sociale medier

• Ubehagelige drillerier

• Nedvurdering, f.eks. på grund af alder, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet eller religiøs overbevisning

• Udnyttelse i jobbet, f.eks. til private ærinder for andre.

Kilde: Arbejdstilsynet.

- Det er desværre stadig tabubelagt at tale om krænkelser uønsket seksuel opmærksomhed og en del af ofrene har også en skyldfølelse, som gør, at de helst ikke vil tale om det. Forhåbentlig kan den aktuelle debat føre det med sig, at det bliver mere acceptabelt at tale om det og at sige fra, siger Ole Kjær.

Annonce

FOA Vejle: Ser ikke stigning

Hos FOA Vejle, der ligesom HK Sydjylland har omkring 75 procent kvinder blandt sine medlemmer, bekræfter formand Erik Jul Nielsen sin kollegas oplevelse.

- Vores holdning er helt klar: Ingen skal udsættes for uønsket seksuel opmærksomhed, når de passer deres arbejde - hverken fra kollegaer, ledere eller borgere. Vi oplever, at der de seneste år har været en stigende opmærksomhed om emnet, men vi har i FOA Vejle ikke oplevet en stigning i antallet af sager om krænkelse. Det skyldes muligvis, at vore medlemmer er blevet bedre til at sige fra ude på arbejdspladserne, fortæller Erik Jul Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Jesper hænger syv kilometer julebelysning op hvert år: Han giver et stjernegodt råd til vejlenserne

Annonce