Annonce
Hedensted

Lokale kunstnere er gået sammen om pop-up butik: Handelstandsforening betaler huslejen

Birgit Jessen og Tove Jensen er blandt de kunstnere, man vil kunne møde i den nye pop-up kunstbutik i Tørring.
Fra 13. november får Tørring en ny kunstbutik, når 10 lokale kunstnere indtager et tomt butikslokale på Bredgade. Initiativet kommer fra byens handelstandsforening, der gerne vil skabe mere liv i byen.
Annonce

Tørring: Før var der kjoler, men i november og december måned bliver det i stedet alt fra glas og malerier til pileflet og smykker, der kommer til at præge butikslokalerne på Bredgade 13 i Tørring.

Her, hvor Kjolegården indtil begyndelsen af 2019 havde til huse, rykker 10 lokale kunstnere nemlig ind for fra fredag 13. november til 23. december at sælge deres eget kunsthåndværk.

Initiativet kommer fra Tørring Handelstandsforening, der gerne vil gøre en indsats for at skabe liv i det og andre tomme butikslokaler i byen.  Både på kort og på lang sigt.  De har derfor for et symbolsk beløb lejet lokalet for kunstnerne.

- Vi synes på ingen måde mængden af tomme butikslokaler i byen er kritisk, men det betyder selvfølgelig især noget at få liv i et lokale som Kjolegårdens, der ligger så centralt. Derfor har vi i foreningen givet os selv den opgave, at vi vil være proaktive i stedet for bare at vente på, at nogen opdager lokalet og åbner en butik, lyder det fra handelstandsforeningens formand Henrik Hornemann.

Dem kan du møde i butikken:

Tove Jensen, Tørring: Glaskunst og skulpturer

Susan Hald, Tørring: Malerier

Hanne Busch, Lindved: Keramik

Karen Eskildsen, Hedensted: Drivtømmer og maleri

Niels Skov, Hygum: Trædrejer

Susanne Didriksen, Løsning: Betonkunst og tasker

Astrid Munck, Tørring: Glaskunst

Bodil Hedegaard Petersen, Ølholm: Puder, tasker mv.

Birgit Jessen, Tørring: Pileflet

Lillian Hansen, Bredballe: Keramik og smykker

Han ser pop-up kunstbutikken som en god alternativ aktivitet i byen, når nu coronaens hærgen forhindrer de normale juleaktiviteter som Black Friday og fejring af julemandens ankomst.

Samtidig håber han, at kunstbutikken kan inspirere andre til at se mulighederne i lokalet.

- Det får byen til at fremstå anderledes, når der er fyldt ud i de tomme lokaler og måske det kan så nogle frø på den lange bane og inspirere ejere af andre tomme lokaler i byen til, hvad man kan gøre, lyder det fra Henrik Hornemann.

Annonce

Taknemmelige kunstnere

Fra kunstnernes side ser man også frem til at få et sted at vise sin produktion frem.

- Vi vil jo så gerne ud med vores ting, og i en tid, hvor alle messer osv. er aflyst, kommer det her tilbud som sendt fra himlen, fortæller Tove Jensen fra Toves Glas, der sammen med pilefletter Birgit Jessen har stået for at finde kunstnerne til butikken.

De i alt 10 kunsthåndværkere har fordelt dagene i mellem sig, så butikken kommer til at have åbent i samme tidsrum som byens øvrige butikker.

- Vi håber selvfølgelig, at mange vil kigge ind i butikken og blive inspireret af den store mængde unika kunsthåndværk, som man ikke kan få andre steder, lyder det fra Tove Jensen, der understreger at de vil tage de samme forholdsregler med mundbind, sprit osv. som byens øvrige forretninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Vejle

Efter endnu en uge med rekordhøje smittetal: Disse områder i Vejle er lige nu hårdt ramt

Annonce