Annonce
Vejle

Lokale liberale vil ikke Fremad

- Jeg har det godt, hvor jeg er, siger Anja Daugaard (LA) efter, at to tidligere partifæller torsdag sprang ud med deres nye parti. Arkivfoto: Vejle Kommune
Byrådsmedlem Anja Daugaard (LA) ønsker sine tidligere partifæller held og lykke, men afviser at skifte til det nye parti.

Vejle: Det nye politiske parti Fremad, som torsdag officielt så dagens lys for første gang, får ikke Vejles enlige lokale byrådsmedlem fra Liberal Alliance, Anja Daugaard, som medlem.

Partiet er stiftet af de to tidligere LA-folketingsmedlemmer, Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, men de frafaldne skal ikke regne med et opkald fra Anja Daugaard.

- Jeg ønsker det nye parti al mulig held og lykke, men jeg skal ingen steder. Jeg har det godt, hvor jeg er, siger Anja Daugaard, der blev valgt ind i Vejle Byråd ved valget i 2017.

Liberal Alliance opnåede dengang 1748 stemmer i Vejle Kommune, mens Anja Daugaard fik 294 personlige stemmer.

Anja Daugaard spår, at der venter det nye parti en hård start.

- Jeg tror, at det bliver rigtigt svært for det nye parti. Der er i forvejen rigtig mange partier på den borgerlige fløj, og det bliver svært at se, hvor det nye parti skal finde sine stemmer, siger Anja Daugaard.

Ifølge hende har den værste uro i Liberal Alliance efter valgnederlaget og formandsskiftet lagt sig.

- Jeg oplever, at der igen er en stor positivitet i Liberal Alliance og en god energi efter formandsskiftet, siger Anja Daugaard.

Annonce

Jeg ønsker det nye parti al mulig held og lykke, men jeg skal ingen steder. Jeg har det godt, hvor jeg er.

Anja Daugaard, byrådsmedlem for Liberal Alliance

Medlemsfremgang

Samme indtryk har lokalformanden for Liberal Alliance i Vejle, Per Hein, som heller ikke føler sig fristet af det nye parti.

- Overhovedet ikke. Jeg bakker op om vores nye formand (Alex Vanopslagh, red.) og den linje, han står for, siger Per Hein.

Han tilføjer, at formandsskiftet lokalt har givet vækst i den lille partiforening, der ifølge formanden har "75-100" medlemmer.

- Efter formandsskiftet har vi i Vejle oplevet en medlemsfremgang på 20-25 medlemmer. Det tyder på, at det var et tiltrængt skifte. Vanopslagh har fået Liberal Alliance tilbage på det liberale spor og kan tale om andet end topskattelettelser, fortæller Per Hein.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce