Annonce
Kultur

Lokale restaurationer er klar til EM: Byder på storskærme, fadbamser og forhåbentlig danske sejre

Mark Lindvig (t.v.) og Peter Lindvig (t.h.) glæder sig til at kunne vise samtlige kampe fra EM i herrefodbold på Den Engelske Pub. Kampene bliver vist indenfor, så kunderne ved bordene uden for må nøjes med at lytte med. Prisen for rettighederne til at vise kampene udendørs er ganske enkelt for høj, forklarer Peter Lindvig. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind
Fredag sparkes EM i herrefodbold i gang, mens Danmark spiller første kamp lørdag. Forventningen til slutrunden er høj hos lokale steder, der viser kampene. Håbet er, at åbningstider må udvides, så sidste fløjt med sikkerhed kan opleves.

Fredericia: Der venter en dansk folkefest, når EM i herrefodbold fløjtes i gang med åbningskampen mellem Tyrkiet og Italien på fredag. Lørdag 12. juni snørrer de danske spillere støvlerne - og forhåbentlig også finnerne - når landsholdet spiller første gruppekamp i Parken.

Er du ikke blandt de folk, som har fået billet til kampen i København, men ønsker at opleve fodboldstemningen ude i byen, er der dog flere muligheder for at se både Danmarks og resten af kampene.

Godt nok bliver der intet storskærmsarrangement a la det, der fandt sted til VM i 2018, men flere lokale restaurationer viser fodboldkampene.

Annonce

Hos Den Engelske Pub ved Ryes Plads vises samtlige EM-kampe inden for på fjernsyn og storskærm.

- Vi får udsolgt på lørdag, når Danmark spiller, forstået på den måde, at der kommer det antal, vi må lukke ind i henhold til coronarestriktionerne, oplyser Peter Lindvig, der er medejer af beværtningen.

Også EM hos streetfood og irsk pub

Peter Lindvig oplyser, at der er plads til cirka 75 siddende gæster indenfor, hvor kampene vises. Han er imidlertid ikke i tvivl om, at flere ønsker at komme forbi, når Danmark spiller.

- Så vi appellerer meget til, at folk ringer og bestiller plads på forhånd, hvilket de også er i gang med. Der er næsten udsolgt til kampen mod Finland, siger Peter Lindvig og tilføjer, at der kræves gyldigt coronapas for at komme ind på baren.

For slutrundens andre gruppekampe forventer han, at man godt kan se kampene uden at have bestilt bord.

- Men vil man vide sig sikker på en plads, skal man bestille på forhånd. Det gør også, at vi kan planlægge, hvor folk skal sidde og lave bordkort, pointerer han.

Foruden Den Engelske Pub vises der kampe på Old Irish Pub i Prinsessegade, og hos Urbania Street Food i Gothersgade kan man se det danske landsholds kampe samt slutrundens sidste, afgørende kampe på storskærm i gården udenfor.

Med seks skærme rundt i lokalet, som den øverst til venstre i billedet, og storskærmen til højre, som kan rulles ned, er der rig mulighed for at følge med i EM-kampene hos Den Engelske Pub. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

- Man skal have en plads ved os for at se kampene, så vi bliver maksimalt det antal, vi har pladser til, så vi kan håndtere det, siger Brian Løkkegaard, der er medejer af Urbania Street Food.

Annonce

Ønsker udvidede åbningstider

Som det er i øjeblikket, kan restaurationer holde åbent frem til kl. 23, mens sidste udskænkning skal være foretaget senest kl. 22.

De sene kampe begynder dog først kl. 21. Og med potentielle, langtrukne VAR-gennemsyn og forlænget spilletid, når slutrunden går over til knald-eller-fald kampe, er det ikke sikkert, at bar-gæster kan opleve slutfløjtet inden lukketid. I hvert fald ikke, som det ser ud nu.


Det vil betyde utrolig meget – også for pengepungen – hvis vi kan holde åbent til midnat.

Peter Lindvig, medejer af Den Engelske Pub


På Christiansborg forhandles der dog for tiden om en udvidelse af åbningstiderne for restaurationer. Står det til Peter Lindvig fra Den Engelske Pub, må det meget gerne blive en realitet.

- Vi håber, at politikerne bliver enige om, at vi kan holde længere åbent – om ikke andet så at vi kan vise kampene til slutfløjt, uanset om det måtte være 23.10 eller 23.20. Jeg er i hvert fald meget optimistisk i forhold til, det sker.

- Det vil betyde utrolig meget – også for pengepungen – hvis vi kan holde åbent til midnat, siger Peter Lindvig, som også håber på flere tilskuere i Parken.

Tilbage er blot spørgsmålet, om folkefesten fortsætter med dansk deltagelse frem til finalen, der spilles 11. juli i London.

- Jeg tror og håber på, at vi kommer til kvartfinalen. Og vi må da meget gerne komme endnu længere, spår den optimistiske barejer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Alarm 112 For abonnenter

44-årig mand tiltalt i grov sag om voldtægt af børn under 12 år

Alarm 112

Nej, den flinke mand var ikke fra politiet: Nyt forsøg på at narre penge fra folk

Annonce