Annonce
Vejle

Lokalråd ønsker helhedsplan før udbygning af område med 600 boliger

I dag bølgende kornmarker om få år boligområde. Sådan lyder planerne for markerne mellem Store Grundet området ved vandtårnet og Kirkeby. Foto. Kaare Johansen

Borgere i Hornstrup hilser plan for 600 boliger velkommen - men opfordrer politikerne til at få styr på trafik, skoledistrikter og miljø.

Vejle: Området omkring de tre Hornstrup landsbyer, Hornstrup, Kirkeby og Hornstrup Mølleby vil vokse voldsomt de kommende år. I kommuneplanen for de næste 12 år er et 100 hektar stort område mellem Kirkeby og Store Grundet vest for Viborgvej udlagt til boligbyggeri - og der vil være plads til op mod 600 nye boliger.

- Det er vi glade for. Vi ønsker udvikling velkommen. Men vi vil gerne have, at vi får en helhedsplan for området, hvor der er taget hensyn til trafik, skole og miljø, siger Anders Friis sekretær for lokalrådet i Hornstrup.

Sammen med formand Kjeld Andersen har han taget avisen med på en køretur rundt i området. De vil blandt andet demonstrere, at der er brug for en ny vej, der kan klare den ekstra trafik, som 600 husstande vil udløse.

- Du kan godt se, at de her veje ikke kan klare mere - og slet ikke den tunge trafik som har fået adgang da tunnelen under jernbanen ved Ny Hornstrupvej blev udvidet, siger Kjeld Andersen, der sidder bag rattet, mens vi snor os ned ad Ny Hornstrupvej fra Kirkeby mod Grejsdalen og op igen mod Hornstrup af Gl. Hornstrupvej.

Annonce

Vejle Kommune bør planlægge, investere og anlægge løsninger af de trafikale udfordringer i området, før udviklingen af boligområder påbegyndes.

Hornstrup Lokalråd
Kommunen har etableret ny infrastruktur i Hornstrupområdet - blandt andet Gammelmarksvej ind til industriområdet. Her spøger stadig planer om affalds- og genbrugsplads, men ifølge lokalrådsformand Kjeld Andersen er en løsning i Lysholtområdet på den anden side af motorvejen nu mere sandsynlig. Foto: Kaare Johansen

Del af ringvej

De smalle veje er belastede fordi de bruges af trafikanter fra Grejsdalen, der vil til motorvejstilkørslen ved transportcentret eller til Nørremarken.

Vejle Kommune har anlagt en ny vej, Ny Solskovvej, fra Viborvej til Viborg Hovedvej i forbindelse med anlægget af motorvejen mod Herning. Men der mangler en forbindelse længere mod vest, måske den ringvej nordvest om Vejle, som tidligere er skitseret fra ådalen over Uhrhøj og Grejsdalen til motorvej E45.

- Vi skal i hvert fald have en helhedsplan. Politikerne må lære af erfaringerne fra blandt andet Børkop, Skibet og Uhrhøj, hvor infrastrukturen ikke er fulgt med boligudviklingen, mener Kjeld Andersen og Anders Friis.

Grunde på rekreativt område

Men også beslutninger om skoledistrikt og rekreative områder bør med i planlægningen. Anders Friis peger på, at et område mellem Hornstrup Centret og stadion, der var udlagt til offentligt område i foråret, pludselig dukkede op i kommunens planlægning som boligområde:

- Kommunen ejer arealet, og pludselig kunne vi se, at der var tegnet 16 grunde ind - blandt andet to, hvor der i dag er klubhus til vores velfungerende fodboldklub, siger Anders Friis.

Kjeld Andersen peger på cykelstien i samme område. Han viser på kortet, hvordan den nye fine cykelsti, der er etableret fra Grejsdalen, ender brat ved idrætsanlægget. Den bør føres det sidste stykke til Viborgvej, hvor der er fin cykelsti mod Vejle, mener lokalrådet:

- Det er den slags tanker, der bør med i en helhedsplan - og så overvejelsen om at nedklassificere industriområdet på den anden side af Viborgvej, siger Kjeld Andersen - meldinger kommunen også har fået på skrift i form af høringssvar til den kommende kommuneplan.

Annonce
Forsiden netop nu
VB

Montiels lynscoring sendte VB på sejrskurs

Annonce