Annonce
Børkop

Lokalråd: Det er nu stenene skal lægges

Borgmester Jens Ejner Christensen kommer til Børkop for at forklare nærmere om, hvor langt man er med planerne i Gauerslund, hvor der, efter planen, skal bygges for over 300 millioner kroner. Arkivfoto: Lars Juul
To store emner om Børkops fremtid er i fokus , når Børkop Lokalråd holder årsmøde. Rådet håber på mange deltagere.

Børkop: Der skal i de kommede år ske så mange ting i og omkring Børkop, at det er svært at holde overblikket.

Nyt plejecenter i Gauerslund og ny udstykning mod Pjedsted. Og hvad er det nu lige det er med de planer, der ligger for Børkop Bymidte? Og hvor langt er man egentligt med Klimaparken? Og står det egentlig stille med udvidelsen af idrætscentret i Gauerslund, eller sker der snart noget på den front?

Der er mange spørgsmål at stille, men det betyder også, der er mange svar at give, og de svar forsøges at blive givet ved Børkop Lokalråds årsmødet, der finder sted tirsdag 28. januar.

Her er alle velkomne til at komme forbi for at blive klogere på, hvad Børkops fremtid byder på.

- Der sker så utrolig meget i Børkopområde, og det prøver vi at sætte fokus på ved årsmødet. Vi kan tidsmæssigt ikke nå at komme rundt om alt i dybden, så emner som for eksempel Klimaparken giver vi kun et overblik over, mens vi omvendt kommer mere i dybden med et par udvalgte emner, forklarer Bjarne Andersen, der er formand for Børkop Lokalråd.

Annonce

Tid og sted

Lokalrådets årsmøde finder sted i kulturhuset Markant i Ågade i Børkop.

Der er start klokken 18.30, og alle er velkomne til at kigge forbi.

Der er fri entré.

Efter årsmødet er der generalforsamling i Børkop Lokalråd, og her er man også velkommen til at deltage.

To udvalgte emner

De emner er Gauerslund og Børkop Bymidte.

I Gauerslund er der planlagt helt utrolig meget med udvidelse af idrætscenter og skole samt nye byggerier som plejecenter, daginstitution, udstykninger og så videre.

- Vi er meget glade for, at det er borgmesteren, der kommer forbi med den kommunale fortælling omkring Gauerslund. Det viser, hvor vigtigt Børkopområdet er for kommunen. Der skal da også investeres for omkring 300 millioner kroner, så det er jo noget, der virkelig fylder både for os i Børkop og i Vejle Kommune. Men hvor langt er man? Hvordan skal lokale kræfter deltage? Der er givet mange spørgsmål, siger Bjarne Andersen.

Derudover kommer byggeherrerådgiveren Kuben Management forbi og fortæller og viser mere omkring de tanker, der gøres med hensyn til Børkop Midtby. Her er der visioner om at skabe flere boliger blandet med handel.

Nu stenene lægges

Ifølge Bjarne Andersen er det logisk for lokalrådet at sætte Børkops udvikling på plakaten ved årsmødet.

- Det er jo en gave for en by, at der sker så meget, men det skal ske på en måde, så vi holder balancen og sammenholdet i byen. Børkop er jo ikke en storby, men en lille by, der hele tiden vokser sig større. Det er vigtigt, at vi beholder de gode ting, som mindre bysamfund tilbyder så som nærhed og det store engagement, siger han og opfordrer alle interesserede til at komme forbi Markant tirsdag aften.

Der er plads til cirka 125 personer, og han håber, der bliver godt fyldt op.

- Det er nu, stenene til fremtiden lægges. Hvis man vil være med til at forme Børkops fremtid, er det nu, man skal give sit besyv med, siger Bjarne Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce