Skibet: Skibet forbereder sig på en hverdag, hvor beboerne igen kan handle i egen by. Men Skibet Lokalråd er fortsat bekymret for de bløde trafikanter, der skal til og fra den kommende Rema 1000 på hjørnet af Buldalen og Vardevej.
Forleden forklarede byrådsmedlem Morten Skovlund (S), hvordan han bliver kontaktet af bekymrede Skibet-beboere, der efterlyser bedre sti- og lysforhold hen til den kommende butik. Men over for avisen forsøgte teamkoordinator Paw Bro Larsen fra Vejle Kommunes infrastruktur-afdeling at berolige folk i Skibet før butiksåbningen.
Vejle Kommune har de trafikale forhold med i overvejelserne, lød forklaringen.
Løsningen er, at cyklister trygt kan krydse den trafikerede Vardevej ved krydsningspunktet ved Fuglevej. Herfra kan cyklisterne benytte en stiksti ned til Bindeballestien, og længere henne ad stien kan de cykle op ad Åsvinget, som er en boligvej med begrænset trafik. Den forbinder kommunen med en ny sti ind til Rema 1000.
Det er den menneskelige natur at vælge den lige vej, og det uanset, om det er børn eller voksne. De vil alle vælge den lige vej hen.
Keld Rasmussen, formand for Lokalrådet for Skibet & Omegn
Den menneskelige natur
Det er dog ikke en løsning, som kommer til at fungere i praksis, hvis man spørger Lokalrådet for Skibet & Omegn.
- Det kommer ikke til at ske, at cyklisterne oppe fra Fuglevejene og Bommerhavevej kommer til at tage den vej, for omvejen er for lang. Det er den menneskelige natur at vælge den lige vej, og det uanset, om det er børn eller voksne. De vil alle vælge den lige vej hen, som blot er godt et par hundrede meter, siger formanden for lokalrådet, Keld Rasmussen.
Fra Fuglevej er der godt 350 meter til den kommende butik, mens den anden rute nedenom Bindeballestien og tilbage op ad Åsvinget er godt 900 meter og går i skrånende terræn.
- Derfor håber vi, at det er muligt at lave en dobbeltrettet cykelsti på nordsiden af Vardevej fra Fuglevej og hen til Rema-butikken. Problemet er, at der, ifølge kommunen ikke er plads til det. Jeg har foreslået, at man asfalterer en sti, som både kan bruges af gående og cyklister, men det kan man som kommune ikke gøre ifølge reglerne, siger Keld Rasmussen.
Duer ikke på sydsiden
Det giver heller ingen mening at etablere en sti på sydsiden af Vardevej, hvor der er plads nok. Men her skal gående og cyklister krydse Buldalen for at komme over til Rema 1000.
- Vi har også snakket om, hvorvidt der kan komme et fodgængerovergang på Vardevej henne ved Rema, men det er problem, at der er et kryds lige ved siden af, siger lokalrådsformanden.
Han vil tage de trafikale problemer op med Vejle Kommune og Paw Bro Larsen ved et af de møder, lokalrådet har med kommunen et par gange om året.
- Vi skal have et møde til efteråret, og sagen er ikke lukket fra vores side. Men nu må vi få den butik, se hvad der sker og tage det derfra, for vi har en god dialog med kommunen, siger Keld Rasmussen.
Mangler overordnet stiplan
Lokalrådet har gennem flere år arbejdet for at få bundet Skibet bedre sammen med stiforbindelser, og her er man ved at nå i mål.
- Historisk set er udstykningerne sket efter slice-modellen, en efter en, forskellige steder, og derfor har man ikke haft en overordnet plan for stisystemet, så de er forbundet rigtigt fra starten. Men der er efterhånden kommet flere små stykker sti til, så man efterhånden kan cykle sikkert hele vejen hen til skolen fra Skibets forskellige kvarterer. Det er noget, kommunen er lydhør over for, for den vil også gerne have sikre skoleveje, fortæller formanden.
Han efterlyser blot stier på Bommerhavevej og Præstegårdsvej. Det er en samlet strækning på under 500 meter, så er det ønske opfyldt.