Annonce
Jelling

Lokalt bryggeri leverer øl til golfspillende vejlensere

Bestyrelsesformand i Jelling Bryggeri Preben Schou, glæder sig over, at gæster i restauranten hos Vejle Golf Club nu kan købe fire forskellige slags øl fra bryggeriet. Arkivfoto

Jelling Bryggeri har indgået aftale med restauranten i Vejle Golf Club, så man nu kan nyde en kold Jelling-øl, efter man har været en tur på greenen.

Jelling: Fra februar i år, kan man bestille en øl fra Jelling Bryggeri, når man besøger restaurant Fællessletgård hos Vejle Golf Club. Bestyrelsesformand i Jelling Bryggeri, Preben Schou er glad for det nye samarbejde, som han ser frem til.

- Restaurantøren hos Fællessletgård havde et ønske om at kunne sælge lokale øl i restauranten og på den måde fandt de frem til os. Og vi vil jo meget gerne sælge vores øl, så nu kan man købe fire forskellige slags øl fra Jelling Bryggeri, serveret i glas med bryggeriets logo.

Jelling Bryggeri har i forvejen et samarbejde med Jelling Golfklub, som bryggeriet er meget glad for. Derudover kan man blandt andet også købe bryggeriets øl i Byens Hus i Jelling og på caféen i Kongernes Jelling.

Annonce
Jelling Guld er navnet på Jelling Bryggeris forårsøl, som snart kommer i handlen. Bryggeriet har netop indgået aftale med Vejle Golf Club. Arkivfoto

Øl med en sjov historie

De forskellige øl fra Jelling Bryggeri er opkaldt efter historiske personer og begivenheder, såsom Kong Harald Pilsneren og Dronning Thyras øl, men især øllen Jelling Guld har en sjov historie bag sig.

- Da vi i sin tid skulle navngive øllen, skete der et indbrud på Kongernes Jelling, hvor Nationalmuseets kopier af de to guldhorn blev stjålet. Det skabte en stor mediebevågenhed og derfor valgte vi at øllen skulle hedde Jelling Guld. På den måde fik øllen også meget opmærksomhed, siger Preben Schou, som stadig synes det er en sjov historie.

Ølflasken er udsmykket med guldhornene foran og på bagetiketten står Adam Oehlenschlägers digt om guldhornene. De oprindelige guldhorn blev i øvrigt fundet med næsten hundrede års mellemrum i 1639 og 1734. De blev stjålet og smeltet om af tyven i 1802, og derfor findes kun kopierne i dag.

Jelling Guld sælges kun i foråret og er bryggeriet svar på en påskebryg.

Godt gang i salget

Med aftalen med Vejle Golf Club i hus, fortsætter Jelling Bryggeri sin stigende produktion og ølsalg.

- Vi er inde i en stigende kurve, hvor vores produktion og salg af øl stiger med 20 procent om året og på tre-fire år er vores salg fordoblet. Derudover sælger vi også mange øl-gaveæsker, så vi er rigtig glade og tilfredse, siger Preben Schou.

Jelling Bryggeri er et amatørbryggeri som udelukkende er drevet af frivillige kræfter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce