Annonce
Give

Lugten af frisk mælk fik børnene til at holde sig for næsen

Kan man ikke lide lugten i mejeriet, må man holde sig for næsen eller gå ud. Foto: Børge Larsen
Give-Egnens Museum satte spotlight på mælkens vej fra ko til bord. Det faldt ikke i god jord hos alle børnene - især lugten af valle fik dem til at rynke næsen

Give: Årets fem dage lange spotlightfest i Vejle Kommune startede mandag morgen ved Huset på Rådhusbakken.

Her myldrede det fra starten med børn fra alle egnens skoler, kommunale såvel som friskoler, fra institutionerne og fra dagplejen, også her fra den kommunale såvel som den private del.

En privat dagplejemor fra Thyregod var endda så opsat på at børnene skulle være med, at hun havde sat dem i ladkassen på en cykel og taget turen til Huset. Også selv om hun godt vidste, hun ville få modvind hjemad.

De fleste børn er vokset op med, at det er godt at starte dagen med en tår mælk. Men de færreste af dem kender mælk som andet end noget, der hentes i dagligvarebutikkerne. De har måske nok hørt om forbindelsen mellem ko og mælk. Men ét er teori, noget andet er den skinbarlige virkelighed.

Ved museets lange borde på parkeringspladsen bag Huset fik de mulighed for at konstatere, at mælk er meget andet end blot en hvid væske, der kommer ud af en karton. Kartonerne var der også, men det var mest for at illustrere, at der drejede sig om mælk.

Annonce
Liv fra Firkløverskolen var meget forsigtig, da hun med tommelfingeren skulle løsne fløden fra skålens kant. Bagefter skulle hun prøve at skumme fløden. Foto: Børge Larsen

De skummede fløden

Her fandt børnene komælk, der stod i skåle med et solidt lag fløde på toppen. Den fik de lov at skumme efter først at have kørt tommelfingeren rundt i kanten for at løsne den tykke fløde. Så var det frem med en ske for at få fløden taget fra, så den kunne enten piskes eller kærnes.

Den skummede mælk gav børnene en ekstra oplevelse. For hvis man varmer den skummede mælk langsomt op, deler den sig pludselig og bliver dels en tyktflydende hvid masse, ostemassen og dels en gullig væske, vallen. Valle kan lugte lidt syrligt, men for nogle af børnene var lugten af mælk et problem allerede inden, de var begyndt at gøre noget ved den.

Men de fleste holdt ud hele vejen i processen til servering af brød med friskkærnet smør og friskost krydret med purløg eller kommende. Fremstilling af skæreost tager længere tid og forudsætter også tilsætning af osteløbe.

Spotlight fortsætter tirsdag i Børkop, onsdag i Jelling, Egtved torsdag og slutter fredag i Vejle.

Det var ret mystisk: En smule varme og den skummede mælk delte sig i ostemasse og valle. Foto: Børge Larsen
Ikke alle turde bide i det nybagte brød. For der var både friskkærnet smør og friskost på. Joachim Allouche brugte ellers alle sine overtalelsesevner, men det var forgæves til den standhaftige ungersvend. Foto: Børge Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle Boldklub

Befrielsesaktion skabte kortvarig tumult efter kampen mellem Vejle og Kolding

Annonce