Annonce
Vejle

Lukket gyserafgørelse i byrådet: Posthusgrund-plan falder

NPV's projekt er stødt på ny modstand. Denne gang i byrådssalen, hvor et snævert flertal onsdag aften besluttede at sætte en helt ny lokalplanproces for Posthusgrunden i gang. Dermed vakler det store karrébyggeri, som NPV - indtil videre forgæves - har arbejdet i flere år på at realisere. Illustration: Årstiderne Arkitekter
Et snævert flertal på 16-15 besluttede på et lukket byrådsmøde onsdag, at hele lokalplan-processen for Posthusgrunden skal begynde forfra.

Vejle: Den eksisterende lokalplan for Posthusgrunden midt i Vejle er reelt faldet.

Med det snævrest mulige flertal besluttede 16 af byrådets 31 medlemmer onsdag aften, at hele lokalplanprocessen for den omdiskuterede byggegrund skal starte helt forfra.

Dermed stod et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og den ene af to konservative imod de seneste dages trusler om erstatningskrav fra udviklingsselskabet NPV og to af de tre grundejere, PostNord og DSB Ejendomme.

Præcist, hvad meningsudvekslingen gik på blandt byrådsmedlemmerne, fik de fremmødte tilhørere aldrig at vide. For indledningsvis bad borgmester Jens Ejner Christensen (V) om at få sagen behandlet på den lukkede del af byrådsmødet.

Annonce
Grundlaget for den eksisterende lokalplan faldt, da udviklerens (NPV) plan om store boksbutikker faldt, og man gik på strandhugst i byen.

Søren Peschardt (S), gruppeformand

Det er revolvermetoder

Men da sagen var færdigbehandlet, og byrådet havde været gennem to afstemninger, kunne en af stillerne bag forslaget om - i realiteten - at forkaste den eksisterende lokalplan for posthusgrunden, viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K), sende en sms fra byrådssalen med den korte besked:

"Vi vandt."

- Vi tager Planklagenævnets afgørelse til efterretning. Projektmager og advokater rettede et utidigt massivt og koordineret pres, som jeg vil betegne som revolvermetoder. Heldigvis stod flertallet imod, lød reaktionen efterfølgende fra Dan Arnløv, der hele tiden har været modstander af den oprindelige lokalplan.

Det har Socialdemokratiet til gengæld ikke været. Hovedparten af socialdemokraterne stemte for snart tre år siden for den lokalplan, som baner vej for NPV's endnu ikke realiserede projekt.

Sender ingen anmodning

Onsdag var alle 11 socialdemokrater igen fritstillet med hensyn til at stemme, og de valgte alle at tage Planklagenævnets afgørelse om at underkende kommuneplantillæg og lokalplan for Posthusgrunden til efterretning.

Med andre ord vil flertallet ikke bede klagenævnet genoptage sagen, selvom kommunens forvaltning mener, at nævnet har truffet sin afgørelse på et forkert grundlag.

Det var netop det forslag, som borgmester Jens Ejner Christensen sendte til afstemning i første omgang. Men det forslag faldt også med 15 stemmer for og 16 imod.

Viser tillid til hierarki

Derfor kommer der ingen anmodning til Planklagenævnet fra byrådet efter aftenens lukkede afstemning. Og det er Socialdemokratiets gruppeformand i Vejle Byråd, Søren Peschardt, tilfreds med.

- I min optik viser vi, at vi har stor tillid til myndighedshierarkiet. Planklagenævnet er en myndighed over os, og vi skal ikke gøre os til dommere over en stærkere aktør. Nævnet har sagt, at plangrundlaget for Posthusgrunden er utilstrækkeligy. Det retter vi os efter og sætter en ny lokalplanproces i gang, siger Søren Peschardt.

S har skiftet holdning

Byrådet kunne også vælge at tilføje de mangler i plangrundlaget, som Planklagenævnet har peget på.

Men Søren Peschardt vedgår, at han og flertallet af socialdemokraterne har skiftet holdning til den oprindelige lokalplan. Han forklarer det som tidligere med, at NPV ikke er kommet i mål med udlejningen af storbutikker og ikke har trukket nye butikker og kæder til byen.

Tværtimod står NPV i dag kun med en enkelt lejeaftale - og det med en butik, Kvickly, som er i byen i forvejen.

SF's gruppeformand Lone Myrhøj er også tilfreds med, at socialdemokraterne nu vil være med til at kigge fremad og finde en bedre vej for den centralt placerede grund, hvis fremtid nu står helt åben igen.

Vil indkalde formænd

Det var ikke den udgang, Jens Ejner Christensen og Venstre ønskede sig på den langstrakte og komplekse sag. Men borgmesteren nægter at tale om nederlag på trods af to tabte afstemninger.

- Jeg følte mig forpligtet til at bringe et forslag frem om at få bragt de ting i orden, der ikke var i orden. Men jeg kendte godt de forskellige positioner i sagen, siger han.

- Nogle har ændret position undervejs, og det har jeg fuld respekt for. Nu vil jeg indkalde forslagstillernes gruppeformænd til en dialog, så vi kan få at vide præcist, hvilken proces de ønsker, at vi skal sætte i gang, siger borgmesteren.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny forretning: Et klip med gyldne fingre

Annonce