Annonce
Hedensted

Er lukning af turistbureau visionsløst eller en god ide? V og S blev ikke enige i byrådet

Turistbureauet er stedet, hvor turister kan få vejledning og svar på spørgsmål. Det koster 250.000 kr. at holde det åbent. Det er endnu ikke besluttet, hvad pengene skal bruges på, når bureauet lukker efter sæsonen 2020. Foto: Emil Fibiger
Forslaget om at lukke turistbureauet i Juelsminde efter 2020 blev behandlet på årets sidste byrådsmøde. Det blev vedtaget, men først efter lang debat.
Annonce

Juelsminde: Det udviklede sig til en 45 minutter lang debat, da byrådet onsdag aften behandlede forslaget om at lukke turistbureauet i Juelsminde efter næste års sæson.

Ideen er at lade det erstatte af digitale infoskærme, som opstilles hos turistaktører, der siger ja til at blive en ”turistfilial”. De ca. 150.000 kr., kommunen kan spare, skal bruges på andet, der kan gavne turismen.

Venstre stemte nej til forslaget i økonomiudvalget i sidste uge, og i byrådssalen i Juelsminde gjorde partiet et ihærdigt forsøg på at få andre med på vognen.

Kommunen bør udvikle bureauet i stedet for at afvikle det, sagde Carsten Clausen (V).

- Man kunne forsøge en ny struktur på turistkontoret i 2020 og så evaluere forløbet. Men når man allerede nu melder ud, at efter 2020 er det slut med turistkontoret, så dræber man al initiativ og nytænkning, sagde han.

Bent Poulsen (V) stemplede forslaget om at lukke bureauet som visionsløst. Hans Vacker (V) påpegede, at der allerede er infoskærme oppe forskellige steder i kommunen, og at brugen af frivillige ambassadører, som forslaget også lægger op til, vil placere kommunen i kø sammen med mange lokale foreninger.

Vi har lige snakket om kloge kvadratmeter, og så vil Venstre holde fast i mursten frem for indsats. Jeg synes ikke, det er en nedgradering. Vi skal ud og møde turisterne, hvor de er. Infostandere, ja. Dem ser jeg ikke noget problem i.

Henrik Alleslev (S)

Annonce

Åbning fra DF

Dansk Folkepartis Allan Petersen gav tidligt i debatten Venstre en åbning.

- Jeg ved ikke rigtig. Jeg tror måske også, det er forhastet at tage en beslutning for efter 2020. Så lad os sætte os og tage en snak om det her engang til, sagde han.

Ole Vind (V) forsøgte at holde fast i momentet.

- Jeg bemærkede det, Allan Petersen sagde. Måske skal vi lige trække vejret på den her og lade være med at tage beslutningen lige nu og her, sagde han og foreslog sagen sendt tilbage til økonomiudvalget.

Siden kom viceborgmester Hans Kristian Skibby (DF) på banen.

Han havde ingen forståelse over for ønsket om ”turistinddrivelse” på et kontor, når vejledningen kan foregå ude, hvor turistoplevelserne er. Dermed forsvandt åbningen.

- Ole Vind, med hensyn til evalueringen, det er vi ikke uenige om, men du fik svaret fra Hans Kristian Skibby. Og så er det sådan, det er, sagde Allan Petersen.

Hans Vacker (V) har ikke tiltro til ideen om frivillige turistambassadører. - Så kan vi stille os op i køen sammen med vores foreningsliv og efterlyse frivillige. For der er masser af foreninger i kommune, som gisper efter frivillige. Dem kan vi så nappe nogle af, sagde han onsdag i byrådssalen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Kom til afstemning

Heller ikke Lars Bro (LA) bakkede Venstre op. Bureauet ikke giver tilstrækkelig værdi for de 250.000 kr., det årligt koster at have det, mener han.

- Normalt går jeg med Venstre, men ikke denne gang, sagde Lars Bro.

Socialdemokratiet stod fast på, at bureauet ikke hører fremtiden til.

- Vi har haft kontoret i mange år. Jeg synes, det er velafprøvet, og vi kan bare se, det er nedadgående, sagde Kasper Glyngø (S) med henvisning til antallet af ekspeditioner.

Venstre stod også fast, og derfor måtte sagen afgøres ved afstemning.

Resultatet blev 15 stemmer for og Venstres tolv stemmer imod.

Dermed bliver 2020 et overgangsår med implementering af en ny model med turistfilialer og ambassadører.

- Jeg ser ikke en virkelighed, hvor vi kommer tilbage til at have et turistkontor. Jeg er med på, at hvis der ikke er enighed, så er det afstemningens vej, sagde borgmester Kasper Glyngø (S). Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give For abonnenter

Sygepleje-elev under den spanske syge: Jeg stod alene med den døde mand - og alle de andre patienter

Annonce