Annonce
Vejle

Luksusmotorvejen: Har Hærvejskomiteen tabt sutten?

En udvidelse af trafikken over Vejle Fjord er bedre end en Hærvejsmotorvej. Foto: Mette Mørk
Annonce

Læserbrev: Læserne kan den 9. september undre sig over debatten om luksusmotorvejen Haderslev-Give(-Hobro) på den netop afholdte generalforsamling i Hærvejskomiteen (HK).

Det står nemlig kolossalt sløjt til med den samfundsøkonomiske ansvarlighed hos de folkevalgte politikere i HK. Ti kommuner og Region Syddanmark repræsenteres af folkevalgte, der nægter at pege på en bestemt af de 6 linjeføringer, som Vejdirektoratet (VD) har undersøgt – trods markante forskelle i linjeføringernes samfundsøkonomi!

C. Kissmeyer (V), tidl. borgmester i Ikast-Brande, nu medlem af Folketinget og Region Midtjylland, er citeret for ”Linjeføring er mega, mega farligt for vores sammenhold. Vi skal være enige”. HK’s formand Poul Andersen (S), tidl. MF og nu medlem af Region Syddanmark, er enig ”Der er forskellige interesser i komiteen. Borgmesteren i Billund og folk fra andre kommuner har lokale særinteresser.”!


Men for HK er det altså ligegyldigt, at der anrettes massive attentater på samfundsøkonomien.


VD har beregnet den interne rente til 2,5-3,9% for Give-Haderslev, og 5,4% ved fuld udbygning til Hobro. Det udtrykker en elendig samfundsøkonomi, og er FØR korrektion for varm luft og alvorlige fejl, der sender den interne rente langt under mindstemålet.

Men for HK er det altså ligegyldigt, at der anrettes massive attentater på samfundsøkonomien (for ikke at nævne mange menneskers livskvalitet, klima, miljø og natur o.m.m.).

Helt galt går det for K. Pihl Lorentzen (MF, V), der om E45-aflastningseffekten udtaler, at han (citat) ''simpelthen ikke [kan] forstå, at aflastningen kun vil ligge på ti procent over Vejlefjordbroen''. Mon den manglende evne til at forstå skyldes, at E45-aflastning altid har været et af to hovedargumenter for projektet, og at VD fastslår en bagatelagtig aflastning?

Løsningen: Byg en parallel Vejle Fjordbro og udvid E45 fra grænsen til Randers til tre spor i hver retning, for ca. samme investering. Det gavner det tæt befolkede østjyske bybånd fra Kolding til Randers, der ventes at vokse sammen med en befolkningstilvækst fra nu 1,0 mio. til 1,5 mio. mennesker i 2050.

Det forstår de fleste mennesker heldigvis godt. Derfor er der en ret massiv folkelig modstand mod luksusmotorvejen, ligesom der øjensynligt ikke er bred landspolitisk opbakning til at asfaltere naturskønne, tyndt befolkede områder i det midtjyske.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Erhverv For abonnenter

Egtved Brugs, Café Kværn, Ravning Dambrug, Gadbjerg Kloakservice - og mange andre: Her er ugens regnskaber i Vejle Kommune

Vejle

Fra himmel til helvede i Nørreskoven: Pølse-grillen stod kold og forladt

Annonce