Annonce
Erhverv

Brune værtshuse åbner ikke: - 30 minutter-regel gør det umuligt for os at få en forretning ud af genåbning

Lumskebugten kan slå dørene op igen onsdag. Indehaver Johnny Beck vil dog ikke gøre det på grund af reglen om, at gæsterne skal reservere plads 30 minutter inden ankomst. Arkivfoto: Mette Mørk
Reglen om at værtshusgæster skal reservere plads på stamværtshuset 30 minutter inden ankomst ved genåbning onsdag deler vandene.

Vejle: - Simon Kollerup (erhvervsminister, red.) trænger vist til at komme en tur på værtshus og se, hvordan virkeligheden er. Folk beslutter sig ikke halve timer før, om de vil på værtshus. Vi kommer i hvert fald ikke til at åbne med den regel. Den ødelægger enhver mulighed for os for at få en forretning ud af at åbne.

Sådan siger Johnny Beck, indehaver af Lumskebugten, til kravet om, at der fra på onsdag skal reserveres bord en halv time før ankomst som betingelse for, at værtshuse, cafeer og barer kan genåbne.

- Vi får ikke vores gæster til at gå ind og reservere et bord 30 minutter forud. Sådan har man aldrig gjort på værtshuse og det kommer ikke til at ske. Hvis reglen bliver ændret, åbner vi med det samme, men som det ser ud nu, åbner vi ikke. Det bliver vanskeligt nok at overholde kravene om coronapas og jeg vil ikke byde mine ansatte, at de skal stå og være politibetjente overfor vores gæster, siger Johnny Beck.

Annonce

På både Orienten og Sømærket er holdningen den samme.

- Små brune værtshuse som vores har jo ikke mulighed for at administrere sådan en regel, så derfor har vi besluttet ikke at åbne onsdag. Det er ærgerligt, for vi havde glædet os til at åbne og hvis den regel bliver ændret, så åbner vi, siger Orienten-indehaver Dorthe Hansen.

Margit Østergaard Nielsen, indehaver af Sømærket, fortæller, at hun mandag formiddag informerer sine ansatte om, at Sømærket heller ikke bliver en del af onsdagens genåbning.

- Der er jo ingen mennesker, der på forhånd planlægger, at de vil på værtshus og går ind og reserver bord. Det kommer ikke til at ske, og derfor åbner vi heller ikke, siger Margit Østergaard Nielsen.


Folk beslutter sig ikke halve timer før, om de vil på værtshus. Vi kommer i hvert fald ikke til at åbne med den regel. Den ødelægger enhver mulighed for os for at få en forretning ud af at åbne.

Johnny Beck, indehaver Lumskebugten


Charly's har booking-system

På Charly's Pub er holdningen en anden.

Her ser medindehaver Peter Thomsen frem til at tage imod reservationer.

- Vi har allerede et online booking-system. Det indførte vi under den sidste nedlukning og det kører vi videre med. Vores erfaring er, at vores gæster har taget godt imod initiativet og de kan godt finde ud af at bruge systemet, fortæller Peter Thomsen.

Han tilføjer, at han og broderen Lars, som overtog Charly's Pub i 2009, glæder sig til at kunne åbne værtshuset igen.

Johnny Beck har været igang at reparere barstolene, mens Lumskebugten som alle andre værtshuse holdt corona-lukket. Foto: Mette Mørk

- Det er ikke fordi, vi forventer at få et stort overskud ud af det i forhold til omsætning og overskud, men vi vælger at se på det positive i genåbningen. Det bliver med færre gæster og med kontrol af coronapas, men i det store hele glæder vi os over, at vi idet mindste kan lukke op igen, fortæller Peter Thomsen.

Annonce

Går glip af omsætning

Med de restriktioner, som gælder for genåbningen onsdag, kan Charly's Pub tage 75 gæster ind, hvilket er halvdelen af den normale kapacitet på 150 gæster.

Restriktionerne betyder desuden, at værtshuset skal lukke klokken 23 og at der er sidste udskænkning klokken 22.

- 85 procent af vores omsætning ligger normalt i timerne efter klokken 22, så der går vi glip af noget omsætning, men vi glæder os bare til at komme i gang igen, siger Peter Thomsen, der forventer at Charly's Pub vil være fuldt booket fredag og lørdag.

- Her søndag kan vi se, at der er 20 pladser tilbage fredag og 30 pladser lørdag. Derfor har vi hyret livemusik til onsdag og torsdag, så vi får weekendstemningen i de dage også, fortæller Peter Thomsen.

Retningslinjer for barer og værtshuse

Gæster skal lave en reservation mindst 30 minutter før ankomst. Det kan være over telefonen, på nettet eller ved at komme forbi og lave en reservation til 30 minutter senere.

Reservationskravet gælder kun ved indendørs servering og foreløbig frem til den 6. maj.

Fremvisning af coronapas, hvis man vil sidde indendørs. Det betyder, at man skal kunne fremvise dokumentation for, at man er vaccineret, har testet negativ indenfor de seneste 72 timer eller registreret smittet inden for de sidste seks måneder.

Kravet gælder ikke for udendørs gæster. Udendørs gæster må godt gå ind og benytte stedets toilet uden at fremvise coronapas.

Indendørs er der krav om mundbind, hvis man står op.

Der skal være to kvadratmeter pr kunde, hvis kunderne sidder ned. Kravet er fire kvadratmeter, hvis gæsterne står op.

Der opfordres til at lade gæster frivilligt registrere deres kontaktoplysning til hjælp ved eventuel smitteopsporing.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Smitten falder i Vejle Kommune: Men én befolkningsgruppe skiller sig stadig negativt ud

Billund For abonnenter

Legolands teknikere ordner alt fra videoovervågning til årets nyeste forlystelser: - Det er ligesom at få noget fra Ikea

Annonce