Annonce
Sport

Lyon-nordmand hyldes efter CL-målrekord i Hjørring

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ada Hegerberg fik onsdag en besked fra legenden Anja Mittag, efter at hun tangerede tyskerens 51 CL-mål.

Den norske fodboldspiller Ada Hegerberg tangerede onsdag målrekorden i Champions League, da Lyon i ottendedelsfinalen slog Fortuna Hjørring på udebane med 4-0.

Den 24-årige nordmand scorede to gange i Hjørring og er nu oppe på 51. mål i Europas største klubturnering.

Dermed matcher Hegerberg den tyske legende Anja Mittags målrekord i Champions League. Den 34-årige tysker indstillede i sommer fodboldkarrieren.

- Jeg har netop fået en besked fra Anja Mittag, og det er fantastisk. Hun er en legende, og det glæder mig og giver mig motivation, siger nordmanden til Lyons Twitter-profil.

Ada Hegerberg, der sidste år blev hædret som verdens bedste fodboldspiller i den såkaldte Ballon d'Or-kåring, bragte Lyon foran med 1-0 mod Fortuna Hjørring.

Senere headede hun kampens sidste mål ind. Eugénie Le Sommer scorede franskmændenes to øvrige mål.

- Det var en fantastisk kamp af holdet. Med en eller to berøringer destabiliserede vi modstanderne.

- Jeg vil gerne takke mit hold. Vi har den her slags utrolige øjeblikke hvert år, siger Hegerberg til Lyons Twitter-profil.

Fortuna Hjørring gæster om to uger den nordfranske by i returkampen.

Lyon har vundet Champions League de seneste fire sæsoner.

/ritzau/NTB

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Borgmesterkandidat med kampgejst: Han har ført sag mod sin egen kommune og været i strid med fagbevægelsen

Annonce