Annonce
Vejle

Lystbådehavn gør plads til autocampere - kan være indbringende forretning

Det er ved markeringen, at Vejle Lystbådehavn vil indrette pladser til autocampere - i første omgang seks. Der kan komme flere, når nordkajens nuværende status som stor byggeplads er overstået.
VEJLE - Pladser til autocampere er en god idé - og nu kommer der seks ved Vejle Lystbådehavn.

På sidste uges møde i teknisk udvalg, kunne byrådsmedlem Christa Laursen konstatere, at der var opbakning til hendes forslag om at oprette særlige pladser til autocampere. Og de er allerede på vej. I løbet af højst 14 dage skulle de første campere kunne parkere i nærheden af lystbådehavnen:

- Det er en rigtig god placering, konstaterer Christa Laursen.

Autocampere ved lystbådehavnen er i princippet ikke nyt. Før hele udviklingen af nordkajen, holdt der ifølge kommunaldirektør Niels Ågesen også autocamperede ved havnen:

- Men i forbindelse med de store byggeprojekter har der ikke været plads. Nu er der fundet seks pladser, der skal administreres af Vejle Lystbådehavn, siger kommunaldirektøren.

Indtægt til sejlklubber

Vejle Lystbådehavn drives af de to sejlklubber, Vejle Motorbådesklub og Sejlklubben Neptun i fællesskab, og de vil få indtægterne.

Havnechef på lystvådehavnen, Steen Andersen og hans folk skal opkræve gebyr og hjælpe autocamperne på plads.

- De kommer til at holde over for den kran, vi bruger til at løfte både op af vandet. På det område er der i forvejen indlagt strøm og vand, så det er meget små investeringer, vil taler om, siger Steen Andersen.

Ifølge havnechefen er der allerede bestilt skilte og andet materiel til at afmærke området. Derfor forventer han, at man kan byde de første autocampere velkomne i løbet af højst 14 dage.

- De kan bruge de faciliteter, vi har i lystbådehavne. Prisen bliver den samme som det koster for gæstesejlere, nemlig 150 kroner per nat, siger Steen Andersen.

Succes i Aabenraa

Vejle Lystbådehavn er langt fra eneste havn, der tilbyder parkering for autocamperede. Eksempelvis har lystbådehavnen i Aabenraa en større plads, der er åben hele året. Her er der mellem 3.500 og 4.000 overnatninger. Og ifølge Steen Andersen er det også planen at holde åbent året rundt i Vejle:

- Autocampere har sæson hele året, konstaterer havnechefen.

Det var som nævnt løsgænger Christa Laursen, der i sommerens løb rejste autocampersagen politisk. I Vejle Amts Folkeblad slog hun til lyd for, at Vejle kom med på autocamper-bølgen. Og nu kan hun konstatere, at det sker:

- Vejle får jo ikke besøg af otte krydstogtsskibe med turister som andre havne. Derfor må vi i stedet skabe plads til autocamperfolket som man gør med succes andre steder, siger Christa Laursen.

Ikke på campingplads

På forhånd afviser hun kritik fra de private campingpladser. Da hendes ide blev omtalt i slutningen af juli, udtalte ejer af Riis Camping, Keld Jensen, der også driver Vejle CIty Camping, at det ikke kunne være en kommunalopgave med sådan en plads.

Men Christa Laursen har hentet udtalelser fra den John Ipsen, der var formand for for Dansk Autocamper Forening i otte år og fra 2013 til 2016 har været i spidsen for Autocamper-rådet. Han har sendt 10 grunde til, at en campingplads ikke er autocamperfolkets førstevalg. Han peger blandt andet på, at turister i autocampere går efter en meget bynær placering, mens campingpladser ofte ligger i periferien af byerne:

- Forestil jer for eksempel, at skulle bære to fyldte bæreposer hjem til camperen, hvis den holder på Vejle City Camping. Det er en tur på halvanden til to kilometer fra Føtex og op i 60 meters højde.

Han peger samtidigt peger, at campingpladser ofte ikke er indrettet til de tunge autocampere - er spærret for tilkørsel om natten og lukket i vinterhalvåret.
På den baggrund mener Christa Laursen, at eventuel kritik kan skydes ned. Og det bliver som det fremgår heller ikke Vejle Kommune, der kommer til at stå for pladserne ved havnen. De ligger i regi af sejlklubberne. Derfor afviser kommunaldirektør Niels Ågesen, at der kan være problemer i forhold til kommunalfuldmagten - det lovsæt, der blandt andet fastslår, at kommuner ikke må konkurrere med private.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce