Annonce
Navne

Mærsk-familiens overhoved deltager i dronningens besøg i Aabenraa: Sønderjylland er central i vores fondsarbejde

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla kommer selv og ser, hvad de 5,6 millioner kroner, A.P. Møller Fonden har givet til etableringen af Genforeningsparken i Aabenraa, er blevet brugt til. Det sker på søndag den 13. juni, når dronning Margrethe besøger parken som del af den officielle fejring af 100-året for Genforeningen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe bliver modtaget af flere prominente gæster, når hun søndag besøger Genforeningsparken i Aabenraa. Blandt andre Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og H.P. Hanssens tipoldebarn.

Aabenraa: At Mærsk-familien har dybe rødder i Sønderjylland kommer sønderjyderne til at mærke på søndag den 13. juni, når 100-året for Genforeningen bliver fejret med kongeligt besøg i fire kommuner.

Ved dronningens besøg i Genforeningsparken i Aabenraa er repræsentanter fra A.P. Møller Fonden inviteret, da fonden gav 5,6 millioner kroner til etableringen af den nye park, og det er ikke kun direktør for A.P. Møller Fonden, Mads Lebech, som kommer til Aabenraa.

Det gør også formand for fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som er datter af Mærsk Mc-Kinney Møller. Hun har siden farens død i 2012 været formand for den fond, der har den bestemmende indflydelse på driften af Mærsk-koncernen.

Annonce

At hun deltager er et udtryk for, at Sønderjylland stadig har en stor plads i fondens arbejde. Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas oldefar Peter Mærsk Møller var født i Østerby tæt ved Havneby på Rømø på en slægtsgård gennem flere generationer, så slægten har også efterfølgende følt slægtsbåndene til Rømø og Sønderjylland.

H.P. Hanssens tipoldebarn er blomsterpige

- Sønderjylland og grænselandet står centralt i fondens arbejde, og har gjort det siden (min farfar) A.P. Møller stiftede fonden i 1953. Festligholdelsen og markeringen af Genforeningen i 1920 har givet fonden anledning til at støtte en række projekter med dette fokus. Aabenraa Kommunes arbejde med den nye Genforeningspark er et fint projekt med afsæt i stedets historiske betydning samtidigt med, at parken har skabt en tiltrængt fornyelse af et vigtigt byrum i Aabenraa, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla i en mail som svar på JydskeVestkystens spørgsmål om, hvorfor hun deltager på søndag.

Dronning Margrethe ankommer til Genforeningsparken klokken 12. Her vil 13-årige Thea Hanssen, der er tipoldebarn af H. P. Hanssen, overrække blomster, hvorefter borgmester Thomas Andresen under en rundtur vil præsentere Genforeningsparken for dronningen og de indbudte gæster, som udover Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla også tæller direktør for A.P. Møller Fonden, Mads Lebech, administrerende direktør for Bitten & Mads Clausen Fonden, Per Have, kulturdirektør for Danmarks Radio, Henrik Bo Nielsen, kommunaldirektør i Aabenraa Kommune, Tom Ahmt, og projektleder for Genforeningen 2020, Simon Faber.

Genforeningsparken og fonden

Genforeningsparken i Aabenraa blev indviet i sommeren 2020 og er en nyetableret park i byen med fokus på historien om Genforeningen.

Læs mere om den her:

Embed:Genforeningsparken - Aabenraa Kommune - aabenraa.dk
https://www.aabenraa.dk/oplev/genforeningen-2020/genforeningsparken/

Aabenraa Kommune afsatte 12,775 millioner kroner til etableringen af parken, som derudover fik økonomisk støtte fra A. P. Møller Fonden på 5,6 millioner kroner samt én millioner kroner fra Bitten og Mads Clausens Fond.

A.P. Møller Fonden hedder officielt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og er en dansk fond, der blev stiftet af A.P. Møller i 1953 med det formål at sikre virksomhederne i A.P. Møller-koncernen, herunder at de blev bevaret på danske hænder.

Fonden ejer 100 procent af aktierne i A.P. Møller Holding A/S, som ejer 41,51 procent af kapitalen og 51,45 procent af de stemmeberettigede aktier i A.P. Møller - Mærsk A/S.


Aabenraa Kommunes arbejde med den nye Genforeningspark er et fint projekt med afsæt i stedets historiske betydning samtidigt med, at parken har skabt en tiltrængt fornyelse af et vigtigt byrum i Aabenraa.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Crazy Red and Whites: Seks Vejle-kendisser fortæller om deres bedste landsholds-oplevelser

Vejle

Glæd dig: Nu kan du alligevel se EM på storskærm i en af Vejles parker

Annonce