Annonce
Børkop

Mølle har fået penge til at bygge en bro og naturlegeplads

Det store område ved den genslyngede å, skal fremadrettes også bruges til leg. Ejerne af Brønsted Mølle har modtaget 50.000 kroner, som der skal laves en bro og naturlegeplads for. Begge dele bliver offentlige. Arkivfoto
Ejerne af Brøndsted Mølle har fået 50.000 kroner af Vejle Kommune. Pengene skal bruges til at bygge en lille bro over åen samt en naturlegeplads med offentlig adgang.

Brøndsted: Inden efteråret er helt slut, vil der efter planen være både en bro over Skærup Å samt en naturlegeplads, hvor børn kan lege.

Stedet er den store plads ved Brøndsted Mølle, hvor vejen slår et kraftigt sving rundt om, og hvor åen for et par år siden blev genslynget.

- Det er vores grund, men vi har nu en større grund til den anden side af møllen, som vi bruger privat. Den anden grund vil vi gerne have bliver benyttet til gåture med hunden eller picnic eller leg. Derfor søgte vi om penge til at få lavet en legeplads og en bro over åen, og vi var så heldige, at det fik vi, siger Rasmus Bjerregaard, der er en af ejerne af Brøndsted Mølle.

Pengene, som er 50.000 kroner, må ikke bruges på mandskabstimer, så både broen og legepladsen skal laves af frivillige kræfter, og det arbejde er allerede i gang.

- Vi har lige holdt informationsmøde, hvor cirka 15 mødte frem. Deriblandt et par unge mødre, der gerne vil være med til at forme legepladsen fra start. Det er vi super glade for, og nu er der lavet to arbejdsgrupper, der skal sætte fokus på henholdsvis broen og legepladsen.

Annonce

Også penge til cykelspor og køer

Natur- og miljøudvalget har delt penge ud via natur- og stipuljen, og blandt andet støtter udvalget St. Velling Kogræsserlaug, som får 12.000 kroner til hegn.

Også organisationen Mamrelundens sporbyggerlaug får 18.000 kroner til anlæggelse af mountainbikespor i området ved Brejning.

Frivillig arbejdskraft

Det arbejde skal ske henover sensommeren og efteråret. Både planlægningen og selve byggeriet.

- Hvis man har lyst til at give en frivillig hånd med, når der skal graves, saves og hamres, så skal man endelig melde sig. Din hjælp kan gøre en stor forskel, siger Rasmus Bjerregaard.

Han, hans bror og svigerinde købte Brøndsted Mølle for et par år siden. Det er nogenlunde samtidig med, at åen blev genslynget.

- Genslyngningen var et stort projekt for Vejle Kommune, og jeg tror da, at kommunen gerne ser, at området ved genslyngningen også bliver brugt af borgerne, så derfor kunne natur- og miljøudvalget (som støttede med de 50.000 kroner, red) godt se idéen i vores projekt.

Ikke en kæmpe legeplads

Så nu skal der laves en legeplads.

- Vi laver en naturlegeplads, og da vi har 25.000 kroner til den og det samme beløb til broen, skal man ikke forvente en kæmpe legeplads. Men det bliver en start, og så må vi se, om vi kan få tilskud til at udvide den hen ad vejen, siger Rasmus Bjerregaard.

Brøndsted Mølle har rødder tilbage til 1500-tallet, men selve de nuværende bygninger er dog ikke så gamle. De er fra midten af 1800-tallet og frem.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce