Vejle: Det er slut med gammeldags rejecocktail, herregårdsbøf med bearnaise, ærter og stegte kartofler - med rødgrød og fløde til dessert. I hvert fald i Madkroen i Vestergade, der er lukket efter kun tre måneders drift.
Lukningen ærgrer Rick Carlsson, restauratør og indehaver. Han siger om den hurtige exit:
- Siden åbningen midt i juni har jeg brugt masser af tid på at forsøge at finde en kvalificeret kok. Det er ikke lykkedes, og da jeg selv har forrygende travlt i køkkenet på mit andet spisested (MadRick i Vejle Midtpunkt, red.), har jeg valgt at lukke kroen, siger Rick Carlsson.
Andre planer
Med lukningen af Madkroen har restauratøren dog ikke opgivet at drive restaurant i de nyligt istandsatte lokaler.
- Jeg har flere gange måtte sige nej til større selskaber, fordi der ikke var plads hos MadRick. Derfor vil jeg bruge lokalerne i Vestergade til disse selskaber.
- Jeg forestiller mig også, at jeg i lokalerne kan holde forskellige arrangementer, siger Rick Carlsson.
Restauratøren nævner arrangementer som vinsmagninger og julefrokoster.
- Der er mange små virksomheder, der gerne vil holde eksempelvis julefrokost med andre, fordi de ikke er så mange ansatte. Derfor planlægger jeg to julefrokoster, hvor alle er velkomne, siger restauratøren.