Annonce
Egtved

Madpakkehus og aktivitetsbro skal lokke endnu flere ud i naturen

Det smukke, grønne naturområde ved Vester Nebel Å er gennem mange år blevet brugt af blandt andet Øster Starup Skole som en slags "observatorium" i naturlære. Her har også tidligere været boldbane og svømmebassin, og så er det et godt kælkested om vinteren. Ågård Naturlaug ønsker at få flere ud i naturen, blandt andet ved at etablere et madpakkehus. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Ågård Naturlaug ønsker at give flere besøgende mulighed for at komme ud i det naturskønne område ved Vester Nebel Å. Lauget ønsker derfor at etablere et madpakkehus og en aktivitetsbro.

Ågård: Der er smukt og grønt i området ved Vester Nebel Å mellem Silkevænget og Hørvænget i Ågård. Selvom det ligger ganske tæt på byen, er der roligt og idyllisk.

Siden Ågård Naturlaug blev oprettet for få år siden, har laugets medlemmer arbejdet for at forbedre mulighederne for aktiviteter og adgang i området.

- Vi har ikke svømmehaller, teatre eller den slags her i området, men vi har en formidabel natur. Udfordringen er bare at få folk derud i naturen og sikre adgang til den. Det er noget af det, vi arbejder for, fortæller Uffe Holst, formand for Ågård Naturlaug.

Tidligere har lauget blandt andet fået etableret sammenlagt cirka tre kilometer sti rundt i området og indhegnet et område til køer, og for et års tid siden fik lauget etableret et shelter, som siden er blevet brugt flittigt.

Nu er lauget klar til næste fase, hvor ønsket er at bygge et madpakkehus og en aktivitetsbro.

Vi har ikke svømmehaller, teatre eller den slags her i området, men vi har en formidabel natur. Udfordringen er bare at få fold derud i natren og sikre adgang til den.

Uffe Holst, formand for Ågård Naturlaug

Et godt sted at mødes

- Madpakkehuset kan være et godt sted at mødes, hvis man eksempelvis vil ud at gå en tur, eller det kan være et sted, man samles og spiser og måske laver et bål, fortæller Uffe Holst.

Madpakkehuset skal graves ind i skrænten under de store egetræer og skal bygges i stil med områdets shelter i råtømmer med græstag, et støbt fundament og med fast bund, hvor der kan stå tre bordebænkesæt.

Aktivitetsbroen skal bygges som en halv-bro, hvorfra man kan fiske og holde udkig. Den kan også tænkes som en slags kaj ved bredden, der vil give adgang til det "lege-plaskested", der allerede er etableret.

- Det bliver et fedt sted, hvor man måske prøver at fiske for første gang. Håbet er, at det kan være med til at inspirere folk til at bruge åen, forklarer han.

Med i projektet er også tænkt en flisesti fra stien bag vendepladsen på Hørvænget frem til madpakkehuset, og fra huset hen til aktivitetsbroen.

- Det skal ikke kun være dem, der er frisk til bens, der kan komme ud i naturen. Der skal etableres en flisebelagt sti, så man også kan komme til madpakkehuset, hvis man er i kørestol, bruger rullator eller har en barnevogn med, lyder det fra Uffe Holst.

Brug for mange frivillige arbejdstimer

Ideen til madpakkehus og natursted ved åen kommer fra et lignende projekt i Højen ved Højen Bæk, som har været til stor glæde. Nu håber Ågård Naturlaug at kunne etablere en mindst ligeså velbesøgt plet ved Ågård.

Det samlede projekt er budgetteret til at koste 189.750 kroner at gennemføre, heraf har lauget søgt Vejle Kommune om 133.000 kroner. I sidste uge besluttede Udvalget Lokalsamfund og Nærdemokrati at afsætte hele det ansøgte beløb på budgettet for 2020.

- Med pengene fra kommunen er vi rigtig langt i forhold til finansiering, men der er stadig brug for at søge nogle forskellige fonde, siger Uffe Holst.

For at projektet kan gennemføres, har naturlauget indregnet, at det kan skaffe frivillig arbejdskraft til sammenlagt 300 timers arbejde.

- Det kommer til at kræve rigtig meget frivilligt arbejde, så det skal vi hen over vinteren have skaffet folk til, siger han.

Hvis alt går efter planen, regner Ågård Naturlaug med, at etableringen af madpakkehus, aktivitetsbro og sti kan påbegyndes omkring marts eller april næste år.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Med på lastbil-razzia: Dækkede massivt overlæs med gummiklods og cykelslange - to uger efter alvorlig ulykke

Annonce