Annonce
Sport

Magnus Landin forstærker håndboldlandsholdet i EM-gyser

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Venstrefløjspilleren Magnus Landin er kommet sig over en fodskade og er med i truppen mod Rusland.

Der er forstærkning på vej til det danske håndboldlandshold i den sidste EM-gruppekamp mod Rusland onsdag aften.

Magnus Landin er kommet sig over en fodskade og er blevet indskrevet i truppen til kampen, som Danmark er pisket til at vinde.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Fløjspillerens tilbagekomst koster til gengæld Lasse Andersson pladsen på holdet.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har sorteret Andersson fra, og Barcelona-spilleren må i stedet tage plads på tribunen.

Magnus Landin var en central figur på holdet, der for et år siden vandt VM-titlen.

Kiel-spilleren med de store defensive kvaliteter var også tiltænkt en nøglerolle ved EM, og det var en slem streg i regningen, at han kom galt af sted med den ene fod i Golden League-kampen mod Norge en uge før EM-premieren.

I forvejen må det danske hold undvære langtidsskadede Casper U. Mortensen, og landstræneren har i de første EM-kampe derfor kun rådet over det sædvanlige tredjevalg på venstrefløjen, Magnus Bramming.

Bramming lavede seks mål på syv forsøg mod Ungarn, men Nikolaj Jacobsen lagde efter kampen alligevel ikke skjul på, at han savnede Magnus Landin.

- Jeg savner Magnus vanvittigt meget. Der er nogle opstillinger, jeg ikke kan spille, fordi Magnus ikke er der. Det er nok vores vigtigste spiller for at få balancen på holdet til at gå op, sagde landstræneren.

Danmark er under pres efter kun et point i de første to kampe, og EM kan allerede være forbi onsdag aften.

Det sker, hvis Ungarn tager point fra Island, eller hvis Danmark ikke formår at besejre Rusland.

/ritzau/

Annonce
Nyheden fra Dansk Håndbold Forbund
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Kan have været fatalt for seks mennesker: 44 hoftepatienter har fået infektion på OUH

Danmark For abonnenter

Smittede patienter fra OUH: Kirurgs hudlidelse kan have spoleret Henriks hofteoperation

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];