Annonce
Vejle

Magtkamp: Ny socialdemokrat går ind i kampen for at blive Vejles næste borgmester

Alex Vejby Nielsen melder sig nu ind i kampen om at stå i spidsen for Socialdemokratiet ved næste valg. Dermed går han også efter borgmesterposten i Vejle Kommune. Foto: Mette Mørk
Efter seks år i Vejle Byråd vil Alex Vejby Nielsen helt til tops. I første omgang gælder det posten som spidskandidat for Socialdemokratiet.

Vejle: 17. november 2021 ved Alex Vejby Nielsen, om hans drøm går i opfyldelse.

Dagen før går Vejle Kommunes vælgere til stemmeurnerne og sammensætter et nyt byråd. Og hvis det går, som den 43-årige socialdemokrat håber, overtager hans parti magten i Vejle Kommune. Og i spidsen står - Alex Vejby Nielsen som Vejles næste borgmester.

Denne torsdag i starten af december 2019 er der endnu langt igen, før den drøm kan gå i opfyldelse. Men fra i dag er det officielt, at Alex Vejby Nielsen går ind i kampen om at blive borgmester. Hans første mål er at blive sit partis spidskandidat. Lykkes det, er han samtidigt socialdemokraternes udfordrer til Venstre-borgmester Jens Ejner Christensen.

Med Alex Vejbys udmelding er der nu to socialdemokratiske kandidater i spil. For 14 dage siden meddelte byrådskollegaen Martin Sikær, at han har samme ambition som Alex Vejby. Dermed står det klart, at de 600 lokale socialdemokrater skal til valg allerede i marts næste år. På et opstillingsmøde skal de udpege den partifælle, der skal forsøge at fravriste Venstre den borgmesterpost, partiet har haft patent på siden 2010.

Annonce

Jeg mener, at vi mangler lederskab i kommunen, og det vil jeg tilbyde. Vi skal have en borgmester, der går i spidsen og sætter en retning.

Alex Vejby

Vil ikke vurdere modkandidat

- Og selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan klare opgaven. Jeg mener, at vi mangler lederskab i kommunen, og det vil jeg tilbyde. Vi skal have en borgmester, der går i spidsen og sætter en retning, lyder det fra den nye kandidat.

Mens han er klar til at pege på sine egne kvaliteter i forhold til den politiske modstander Jens Ejner Christensen, vil han ikke ind i en sammenligning med sin medbejler til spidskandidatposten:

- Jeg vil ikke sige noget om Martin. Hvad forskellen er på os, må partifællerne selv opleve på de debatmøder, der kommer i starten af næste år, lyder svaret fra Alex Vejby.

Når man spørger til kandidatens egne kvaliteter, kalder han sig "holdspiller" både indadtil og udadtil - men han skynder sig at tilføje, at han ikke dermed siger, at han derved adskiller sig fra Martin Sikær.

Gik ind for anke i Jytte Jensen-sagen

De to "kamphaner" er begge medlemmer af teknisk udvalg. Her har de kørt parløb de seneste to år - måske mest synligt i den lange diskussion om renoveringen af Rådhustorvet, hvor de har kæmpet for at bevare de nuværende skulpturer og for en afskærmning mod trafikken i Kirkegade.

Men der er også forskelle. Det blev udstillet, da Vejle Byråd for tre uger siden skulle beslutte, om dommen i Jytte Jensen-sagen skulle ankes. Her sagde Martin Sikær nej, mens Alex Vejby var blandt de fire socialdemokrater, der gik ind for at få landsrettens vurdering af kommunens erstatningsansvar over for den incestramte kvinde.

Hvorfor stemte du, som du gjorde?

- Det var en meget svær beslutning og den er blevet udlagt, som om nogle ville alt det gode i forhold til Jytte og andre ikke. Jeg håber virkelig, at hun får erstatning. Men jeg mener, vi er nødt til at benytte retssystemet - også, fordi der kan komme andre lignende sager, siger Alex Vejby Nielsen.

De to bejlere

Med Alex Vejby Nielsens melding er der to kandidater i spil til at blive Socialdemokratiets spidskandidat ved byrådsvalget 16. november 2021. Flere kan komme til. Fristen for at kandidere udløber først i januar 2020, men her en kort sammenligning mellem de foreløbige bejlere:

Alex Vejby Nielsen: 43 år - udviklingschef i boligforeningen i Aarhus.

Født i Aalborg - bosiddende i Vejle efter uddannelse i Aarhus.

Gift med Helene og far til to døtre og en søn.

I byrådet siden 1. januar 2014 - nummer tre på partiets liste ved valget i 2017 (539 personlige stemmer).

Medlem af teknisk udvalg og børne og familieudvalget.

Martin Sikær Kristensen: 47 år - restauratør.

Født i Vejle - bor på Søndermarken.

Gift med Tina - far til tre døtre.

I byrådet siden 1. januar 2010 - nummer seks på partiets liste ved valget i 2017 (957 personlige stemmer).

Medlem af økonomiudvalget, teknisk udvalg samt kultur- og idrætsudvalget.

Lederskab a la SF-borgmester

I den sag savnede han klarere lederskab fra kommunens nuværende førstemand, Jens Ejner Christensen. På journalistens spørgsmål, om han vil nævne en borgmester, der har haft den evne, lyder svaret: Flemming Christensen. Vejles SF-borgmester fra 1994 til 2006 var efter Alex Vejby Nielsen mand for at sætte en retning:

- Det har vi brug for. Der er problemer, der ikke bliver løst. Det gælder for eksempel Posthusgrunden, trafikken og oversvømmelserne i Vejle, siger Alex Vejby.

På de punkter er der jo arbejde i gang, men man afventer klagesager omkring Posthusgrunden, Uhre-vejen og afklaringer fra statslige myndigheder, når det gælder opstuvning af vand på markerne langs Grejs Å. Hvad kan du gøre anderledes end den nuværende borgmester?

- Han er ikke fremme på scenen. Det er afgørende, at man som borgmester melder ud, hvad man selv synes, så man skaber en retning, siger Alex Vejby Nielsen.

Som dermed er i fuld gang med den valgkamp, der rent formelt ligger næsten to år fremme i tiden. I første omgang skal han overbevise sine egne partifæller om, at han har det, der skal til for at blive partiets spidskandidat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Hun blev mishandlet og indespærret: - Jeg ville stikke af, men jeg kunne ikke

Annonce