Mandag aften vil flere lokale tænde lys for de to kvinder, der søndag eftermiddag omkom ved en flyulykke på Fur.
Initiativet er slået op i en offentlig gruppe for Fur på Facebook.
"Mine piger og jeg tager ned til pladsen kl. 19 i aften og tænder lys for de afdøde og sender varme tanker til deres kære, hvis andre skulle være interesseret," lyder det i opslaget på Facebook.
Et opslag som flere har besvaret med, at de også vil komme.
Det var to par fra Horsens-området, der var involveret i en tragisk flyulykke søndag eftermiddag på limfjordsøen Fur. Ifølge Midt- Og Vestjyllands Politi stammer det ene par fra Horsens, mens det andet par stammer fra en by mellem Horsens og Vejle.
Ulykken kostede to kvinder på 33 og 43 år livet. To mænd, der begge er midt i 40'erne, overlevede, men er svært tilskadekomne og lagt i kunstig koma.
Ulykken skete søndag eftermiddag. Et propelfly med de fire ombord lettede fra Fur klokken 16, men kort tid efter styrtede det ned og ramte et træ.
Årsagen til ulykken er stadig ukendt. Flere myndigheder er i gang med at undersøge, hvordan ulykken kunne ske.