Annonce
Vejle

Mandag går det løs: Nye problemer på vigtig trafikåre i Vejle

Sådan vil det ombyggede kryds ved Boulevarden/ Vestre Engvej se ud fra oven. De røde streger markerer ændringer. Vestre Engvej strækker sig fra venstre mod højre. Illustration: Vejle Kommune
Krydset ved Boulevarden og Vestre Engvej skal bygges om de kommende måneder - og det kan give ekstra køer.

Vejle: Siden torsdag morgen har en af Vejles vigtige færdselsårer været spærret ved Rådhustorvet.

Renoveringen af pladsen betyder, at trafikken først får lov at passere fra årsskiftet. Det giver pres på de øvrige gader og veje, der leder fra øst mod vest og omvendt.

I forvejen er det netop de forbindelser, der er Vejles trafikale akilleshæl. Blandt andet derfor er alle planer om at lukke strækningen over torvet permanent foreløbigt opgivet.

Med pres på det resterende vejnet er det ikke en god nyhed, at et nyt vejarbejde går i gang mandag. Her gælder det samme trafikale akse - bare længere ude mod ådalen:Krydset mellem Vestre Engvej og Boulevarden skal bygges om.

Her spærres ikke helt, men kommunen varsler indsnævrede kørebaner af hensyn til fodgængere og cyklister, og det vil erfaringsmæssigt give problemer med at passere.

Annonce

Ombygningen betyder, at vi får en sikrere løsning for cyklisterne, og et kryds, der kan klare mere trafik.

Christoffer Melson (V) - i maj, hvor han stadig var formand for teknisk udvalg

Stigende trafik

Krydset, der blandt andet sikrer adgang ad Vestre Engvej mod DGI Huset, Rosborg Gymnasium, Sundhedshuset og Affald/Genbrug plus Campus Vejle via Boulevarden, er et af byens meget befærdede.

Ifølge de seneste trafiktal kører der knap 11.000 biler på Boulevarden i døgnet, mens Vestre Engvej lægger asfalt til 8.000 biler på strækningen ud mod ådalen. Og presset er naturligvis største i myldretiden - især om morgenen.

Det er netop af hensyn til trafikken, at krydset skal bygges om. Udvidelsen gennemføres på grund af stigende trafik til de mange institutioner langs Vestre Engvej.

Samtidig har åbningen af Vestre Engvej ved affald-genbrugs-pladsen i 2017 betydet flere biler. Tidligere var der forbud mod at svinge mod byen ad Vestre Engvej, men forbuddet blev ophævet for to år siden.

På længere sigt kan der ventes endnu mere trafik. Rosborg-området er udset til at være en vigtig del af Vejles byudvikling. Den nye Rosborg bydel vil betyde op mod 3000 flere boliger i løbet af de kommende 25 år.

Svingbane forsvinder

Ombygningen af krydset er et omfattende arbejde, der strækker sig helt frem til 20. december. Vejbanerne skal udvides, så der bliver plads til cykelsti og til at sikre cyklister, der skal til højre fra Boulevarden, en særskilt bane ind på Vestre Engvej mod vest. Cyklister fra DGI Huset-siden vil på samme måde kunne svinge direkte til højre ind på Boulevarden.

Det er også nødvendigt at udvide selve Vestre Engvej foran den tidligere VUC-bygning. Her er der brug for mere plads for at kunne gøre vejbanen nogle meter bredere.

Da avisen skrev om projektet tilbage i maj, udtalte den daværende formand for teknisk udvalg Christoffer Melson (V):

- Ombygningen betyder, at vi får en sikrere løsning for cyklisterne, og et kryds, der kan klare mere trafik.

Christoffer Melson var forberedt på, at der kunne komme kritik af en detalje ved omlægningen. Den nuværende venstresvingsbane fra Boulevarden ind mod byen forsvinder:

- Der er mere brug for pladsen til den øvrige trafik, og målinger har vist, at det typisk kun er en enkelt bil, der skal den vej, når lyset skifter, forklarede han tilbage i maj.

En bil, der ikke kan svinge til venstre på grund af modkørende, kan bremse meget trafik - men det vil først for alvor vise sig, når krydset er færdigombygget lige før jul.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hjulboltene var skruet af Toyota

Annonce