Annonce
Jelling

Mandag kan Jellingmonumenterne gå ind i sin næste fase

Med købet af Anesminde har Vejle Kommune nu et nyt område inden for Palisaden, hvor der kan laves Monumentområde, og samtidig åbner det op for parkeringspladser og meget andet. Blandt andet derfor skal der på mandag i økonomiudvalget stemmes om en strategiplan for områdets udvikling. Arkivfoto: Søren Gylling

Hvordan skal Jelling og Monumentområdet i byen udvikle sig? Det skal Vejle Kommune i gang med at arbejde på, og mandag kan økonomiudvalget vælge at godkende en strategiplan, der vil blive startskuddet til Monumentområdets anden etape.

Jelling: Opbygningen af Monumentområdet i Jelling er slet ikke færdigt, og der er masser af planer, idéer og visioner på tegnebrættet.

Hvad skal der ske med Anesminde, som Vejle Kommune har opkøbt, og som sandsynligvis står foran en større udgravning? Hvor skal det stadigt stigende antal turister parkere henne, så det ikke går ud over SuperBrugsens kunder? Hvad med den stort anlagte lokalplan, der ud over udvikling af Monumentområdet også gør plads til op mod 170 boliger? Og kan Kongernes Jelling forblive et museum med gratis adgang?

Det er bare nogle af de ting, der har været oppe at vende det seneste år, og som ikke er fuldstændig afklarede endnu. Men nu skal det på plads. Der skal lægges en plan - en organiseret strategi for, hvad der skal ske med Monumentområdet vest for højene.

Sådan en har Vejle Kommune sammenfattet, og på mandag skal den godkendes på et møde i økonomiudvalget. Bliver den det, vil det være startskuddet til et år, hvor der skal arbejdes på idéer for området og siden laves en udviklingsplan for, hvordan idéerne skal realiseres fra 2020 og frem. Sådan ser forslaget til tidsplanen i hvert fald ud.

Annonce

Der er kæmpestore perspektiver i Monumentområdet - både for Jelling, men også for Danmark. Derfor vil vi gerne udvikle Kongernes Jelling og hele området.

Dan Arnløv Jørgensen (K), 1. viceborgmester og næstformand for økonomiudvalget i Vejle Kommune

En fortsættelse på succesen

Den såkaldte strategiplan lægger op til, at den kommende tids arbejde munder ud i en etape 2 af Monumentområdet som opfølgning og som en udvidelse af den første etape, der blev indviet i 2012. Tiden er nemlig helt rigtig nu, og det er der flere grunde til, forklarer Dan Arnløv Jørgensen (K), der er 1. viceborgmester og næstformand i økonomiudvalget.

- Vi kan se, at succesen med området bare fortsætter. Jeg sad i styregruppen dengang, vi startede med at udvikle området, og der havde vi ikke troet på så mange turistbesøg, og de bliver bare ved med at komme. Derfor er vi nødt til at følge op, når vi har fat i en kæmpe succes. Samtidig ved vi, at der på den ene side er masser af muligheder i de mange turister, men at der også er gener for lokalborgerne. Og som det sidste opstod muligheden for, at kommunen købte Anesminde - det var på en ulykkelig baggrund, men vi er glade for, at vi har fået en masse muligheder med opkøbet, siger han.

De lokale skal inddrages

I strategiplanen lyder det blandt andet, at "et særligt fokus er at skabe et frugtbart samspil mellem lokalområdet og Monumentområde samt skabe bæredygtig turisme," og "for Vejle Kommune er beskyttelsen og planlægningen af kulturarven - i tæt samspil og samarbejde med Jellings borgere - en meget vigtig opgave."

Det tyder med andre ord på, at der skal være en stor del borgerinddragelse i projektet, og det håber Dan Arnløv Jørgensen også på, at kommunen kan lykkes med.

- Vi skal lave det på samme måde, som vi gjorde med Kongernes Jelling og den første etape af Monumentområdet. Vi skal idéudvikle med dem, der har forstand på det, og vi skal inddrage borgerne i området. Det er et meget spændende projekt, men det er også kun starten af en proces, så ingen ved konkret endnu, hvad det skal blive til, siger han.

Strategiplanen har dog fem punkter, som der skal fokuseres på, og det er blandt andet at lave et monumentområde i børnehøjde og arbejde for en styrket ankomst til monumenterne - forstået på den måde, at der skal være gode parkeringsforhold og skilte, og man skal kunne planlægge sin tur hjemmefra med noget lettilgængeligt og brugbart informationsmateriale. Dan Arnløv Jørgensen regner desuden med, at der i planen også skal arbejdes på at få turisterne til at blive længere i Jelling.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

Annonce