Vejle: En del forældre kritiserer fortsat, at Vejle Kommune i de tre dage op til påske samler de mindste børn i seks daginstitutioner - på trods af corona-pandemien.
Men selvom nogle kommuner - blandt andre Middelfart og Holstebro - har valgt at droppe den såkaldte "sampasning" i næste uge på grund af risikoen for smittespredning, holder Vejle Kommune fast i den oprindelige beslutning.
Dagtilbudschef Rune Asmund Sørensen forklarer, at det blandt andet hænger sammen med de ugentlige smittetal rundt i institutionerne.
- Vi er ikke kommet til nogen anden konklusion vedrørende sampasningen, som 270 børn er tilmeldt ud af normalt over 5000 børn i vores dagtilbud. Sammenholdt med de få smittetilfælde hos børn i dagtilbuddene, hvor vi har cirka fem om ugen - og to i sidste uge - kombineret med de andre forebyggende tiltag, anser vi ikke smitterisikoen for særlig høj i de tre dage, siger Rune Asmund Sørensen.
Forældre er bekymrede
Han har tidligere forklaret, at Vejle Kommune har valgt at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger 1:1, og myndighederne anbefaler ikke, at kommunerne dropper den fælles pasning i udvalgte institutioner.
Men der er givetvis nogle forældre, som fravælger sampasningsmuligheden i år, for i den seneste sampasningsperiode op til påske, i 2019, var tallet højere. Her var 360 børn tilmeldt den fælles pasning.
Rune Asmund Sørensen, dagtilbudschefHver børnegruppe er på stuestørrelse eller mindre og udgør på den måde en ”boble” de tre dage.
- Vi ved ikke, om det lavere fremmøde skyldes bekymringer, da vi ikke registrerer det. Men jævnfør jeres egne artikler og læserbreve, så er der forældre, som er bekymrede. Herudover er der jo stadig en generel opfordring til at holde børnene hjemme, hvis det er muligt. Det har måske også en betydning, siger dagtilbudschefen.
Indkalder ekstra personale
Selvom der var omkring 360 tilmeldte børn dagligt i de tre dage i 2019, dukkede færre, omkring 290 børn, dagligt op i de seks udvalgte institutioner.
- Der er en generel tendens til, at 20 til 30 procent af børnene alligevel ikke kommer i sampasningerne, fortæller Rune Asmund Sørensen.
Som tidligere omtalt skruer kommunen op for testningen af personalet, så de opfordres til testning før og efter de tre dages sampasning.
Hvad er sampasning?
Forældre, der ønsker at få deres barn passet, når institutionen har lukket på udvalgte dage af året, skal aflevere og hente barnet i en anden institution.
Under sampasningen vil der være personale fra flere forskellige institutioner, og de seks udvalgte institutioner har særlige åbningstider fra klokken 6.30 til 16.45.
Tilmelding til sampasningen sker igennem egen institution.
De tre dage før påske, dagen efter Kristi himmelfartsdag, mellem jul og nytår og i sommerferiens uge 29 og 30 tilbyder Vejle Kommune sampasning i følgende institutioner:
- Krystallen, Børkop
- Trip Trap Træsko, Nørremarken
- Børnehuset ved Banen, Vejle midtby
- Solsikken, Egtved
- Børnegården Søndervang, Give
- Mariehønen, Jelling
Herudover kommer testbiler mandag og onsdag forbi de seks institutioner, der indkalder ekstra personale.
- Vi har i sidste uge gjort status med lederne og har besluttet at indkalde personale, så vi er i stand til at holde de samme børnegrupper inklusive personale hele ugen - også i ydertimerne. Hver børnegruppe er på stuestørrelse eller mindre og udgør på den måde en ”boble” de tre dage, fortæller dagtilbudschefen.
Deler ikke ud på to adresser
Den største sampasningsgruppe samles i "Børnehuset ved Banen" i Vejle, hvor 72 børn nu er tilmeldt. Rune Asmund Sørensen har tidligere fortalt, at man overvejede at dele sampasningen ud på institutionens to forskellige adresser i midtbyen. Men det bliver ikke aktuelt.
- Efter at have gennemgået bygningerne i "Børnehuset ved Banen" har vi valgt at holde dem i samme bygning i Danmarksgade. Men vi deler legepladsen op med hegn, så børnehavebørnene ikke mødes udenfor. Desuden har vi fået åbnet mange indgange, så forældrene ikke stimler sammen i forbindelse med aflevering og afhentning, siger Rune Asmund Sørensen.
Ifølge dagtilbudschefen giver det den samme opdeling i forhold til smittespredning, som hvis børnene var delt i to huse.
- Men løsningen her er er mere praktisk for forældrene og i forhold til madordningen, siger han.