Annonce
Egtved

Mange frivillige hjalp til ved stort renoveringsprojekt: Det gav mulighed for også at renovere køkkenet

Formand Laurids Lauridsen er meget tilfreds med forsamlingshuset, som de senere år er blevet renoveret og nu står flot og vedligeholdt. Det er også noget, gæsterne bemærker, fortæller han. Senest under corona-stilheden i forsamlingshuset har scenen fået en kærlig hånd med blandt andet frisk maling og nyt gulvtæppe. Foto: Mette Mørk
Egtved Forsamlingshus har været byens samlingspunkt siden 1884. Her knap 140 år senere er opbakningen til huset stadig stor. Det mærkede bestyrelsen blandt andet i forbindelse med et stort renoveringsprojekt omkring 2014.
Annonce

Egtved: Midt i Egtved ligger det fine, gamle forsamlingshus med næsten 140 år på bagen. Det har gennem årene lagt gulv til alverdens kulturarrangementer, fester, møder og forsamlinger. Og gør det stadig.

For selvom huset er fra 1884, står det stadig flot og velholdt. Ikke mindst efter en stor renovering omkring 2014, hvor blandt andet de gamle badeværelser fik en ordentlig omgang.

- De gamle badeværelser kunne vi ikke være bekendt længere. De var så slidte og lugtede ikke ret godt, uanset hvor meget vi gjorde rent. Så det var et stort ønske at få gjort noget ved det, fortæller Laurids Lauridsen, der er formand i forsamlingshusets bestyrelse.

Som prikken over i'et efter den store renovering i 2014, blev forsamlingshuset i 2015 malet udvendig i en flot, grå farve. Foto: Mette Mørk

Samtidig var taget på forsamlingshuset slidt. Faktisk så slidt, at det var i fare for at blive utæt inden for en kortere årrække. Og bedre isolering var der også brug for.

Derfor gik to af bestyrelsesmedlemmerne i gang med at søge en hel række fonde, hvilket var en meget tidskrævende opgave. Men flere fonde meldte positivt tilbage, og dermed var der penge til den omfattende renovering.

Annonce

Mange frivillige arbejdstimer

Men det var ikke kun økonomisk støtte, forsamlingshuset nød godt af. Også lokale bød sig til med arbejdskraft, blandt andet flere håndværkere, der kun tog betaling for materialer.

- Der blev især brugt mange frivillige timer på at grave cirka en halv meter af ved badeværelserne og garderoben ved indgangspartiet. Det var en meget stor og tung opgave, men der var mange frivillige, der bød ind, og det var faktisk helt rørende at opleve, fortæller Laurids Lauridsen.

De frivillige bidrog med så mange arbejdstimer, at pengene til renoveringen strakte længere, end bestyrelsen havde budgetteret med.

- Vi endte med at kunne renovere køkkenet for det, vi sparede på grund af den store frivillige arbejdskraft. Det var noget, vi ellers skulle have sparet penge op til eller søgt penge til på et senere tidspunkt, forklarer han.

Den store sal er lys og venlig og indbyder til festlig samvær. Det flotte gulv er faktisk noget, en gammel bestyrelse har brækket op et andet sted og lagt i forsamlingshuset. Det må have været et kæmpe arbejde, mener Laurids Lauridsen. Foto: Mette Mørk

Den store opbakning til renoveringsprojektet varmer stadig formandens hjerte.

- Det var hårdt arbejde, men det var også en sjov tid, hvor vi hyggede os, mens vi gik og arbejdede. Det var fantastisk at mærke så stor en opbakning, når vi nu havde brugt mange timer på at søge penge og alt det forudgående arbejde, siger Laurids Lauridsen.

Annonce

Udlejet 130 dage om året

Generelt oplever formanden, at der er god opbakning til forsamlingshuset og til de planlagte koncerter og kulturarrangementer, der finder sted i huset. Samtidig bliver huset flittigt lejet ud til private arrangementer og sammenkomster.


Jeg vil skyde på, at der - når der altså ikke er corona - er aktiviteter eller sammenkomster her i huset cirka 130 dage om året.

Laurids Lauridsen, formand


- Jeg vil skyde på, at der - når der altså ikke er corona - er aktiviteter eller sammenkomster her i huset cirka 130 dage om året. Det er ret pænt, synes vi, siger formanden.

Huset lejes ofte ud til lokale, men der er også jævnligt folk udefra, som lejer forsamlingshuset til fester og arrangementer.

- Flere udefra har fået øje på vores forsamlingshus her i Egtved - især efter vi har fået en hjemmeside med billeder på. Vi kan høre, at mange går ind og søger på forsamlingshuse og sidder og kigger på billeder, inden de ringer til os for at komme ud og se det eller booke det, fortæller Laurids Lauridsen.

Til bestyrelsens store tilfredshed er tilbagemeldingerne fra gæsterne altid positive.

- Vi får ros for, at vi har et flot forsamlingshus - især efter vi fik renoveret toiletterne. Det giver bare en bedre helhedsoplevelse, at toiletterne også både ser pæne ud og dufter rene, siger han.

Knud Brun, malermester og tidligere medlem af forsamlingshusets bestyrelse, har malet det flotte vægmaleri, der pryder den ene væg i den store sal. Foto: Mette Mørk
Takket være en masse frivillig arbejdskraft var der penge til også at renovere køkkenet i forbindelse med den store renovering af forsamlingshuset i 2014. Foto: Mette Mørk
Takket være en masse frivillig arbejdskraft var der penge til også at renovere køkkenet i forbindelse med den store renovering af forsamlingshuset i 2014. Foto: Mette Mørk
Fine, gamle ting pynter rundt om i forsamlingshuset. Foto: Mette Mørk
I den lille sal hænger blandt andet billeder af nogle af forsamlingshusets gamle bestyrelser. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Transportminister ser kun én mulig linjeføring for Hærvejsmotorvejen: - Men jeg er klar til at droppe alle seks

Vejle For abonnenter

Sofies forældre efter tiltalen om uagtsomt manddrab: Vi er lettede - men også skuffede

Vejle

Få overblikket over Sofie-sagen her: Fra dødsfaldet i sommeren 2019 til retssag

Annonce