Jelling: Da Leif Baun for fire år siden præsenterede bogen "Jelling - byen der forsvandt", var der så mange mennesker i Byens Café, at der ikke var siddepladser nok til alle.
Samme opbakning blev forhindret af coronarestriktionerne, da Jelling Lokalhistoriske Forening torsdag eftermiddag havde inviteret til salg af Leif Bauns nyeste bog, "Jelling - husene og deres mennesker 1860-1960".
Men på trods af mundbind, håndsprit og afstand skulle mange lige forbi Byens Café - hvor Leif Baun sad klar ved første bord for at signere bøgerne - og købe et eksemplar eller to med hjem. Nogle slog sig efterfølgende ned i caféen for at bladre bogen igennem.
Blandt de fremmødte var Hanne Nielsen. Hun har boet i Jelling siden 2003, men har haft et fint kendskab til byen i lang tid før tilflytningen.
- Vi meldte os ind i Lokalhistorisk Forening, da vi kom til byen, fordi vi synes, det er spændende at opleve, hvordan Jelling engang så ud. Det er selvfølgelig en helt anden by i dag, end den var tidligere, men det er jo en del af udviklingen, sagde Hanne Nielsen, som også har læst flere af Leif Bauns tidligere bøger.
Også Asta-Marie Schønberg (født Møller) kiggede forbi for at købe den 376 siders lokalhistoriske bog.
- Jeg har bidraget med flere oplysninger til bogen, fordi Leif Baun mente, at jeg måtte have noget viden om byen, da jeg i 40 år har drevet frisørsalonen Møllers Salon i Gormsgade, forklarede Asta-Marie Schønberg, der er født og opvokset i Jelling, men i dag bor i Vejen.
Ny chance
120-125 bøger blev solgt i løbet af de to timer, som bogsalget varede torsdag eftermiddag.
- Det var en god start. Der var en god stemning, og bogen fik mange gode ord med på vejen, fortalte Conny Bæk Hansen, bestyrelsesmedlem i Jelling Lokalhistoriske Forening og stor drivkraft bag bogen.
Kunne man ikke nå at få købt et eksemplar, er der en ny chance. Således har Lokalhistorisk Forening lørdag 12. december fået plads i Superbrugsen i Jelling fra klokken 10 til 14. Her vil Leif Baun står klar sammen med andre folk fra foreningen.
Også det nyligt udkomne årsskrift Svundne Tider med lokalhistoriske artikler fra blandt andet Hvejsel, Skovdallund, Vindelev, Bjerlev og Jelling kan erhverves.
Hanne NielsenDet er selvfølgelig en helt anden by i dag, end den var tidligere, men det er jo en del af udviklingen.