Annonce
Erhverv

Manglende lønkroner og dårligt arbejdsmiljø: Ansatte flygter fra nyåbnet bageri

- Jeg tror ikke, det er sværere at drive et bageri. Jeg tror bare lige, man skal ind i tingene, sagde Kazim Bulduk for få måneder siden til avisen. Han har tidligere ejet et pizzeria. Arkivfoto: Søren Gylling
I løbet af få dage har fire medarbejdere meldt sig syge, og en har sagt op i Brejning Bageri. Årsagen er manglende og for sent udbetalte lønkroner og dårligt arbejdsmiljø. Tre fagforeninger er gået ind i sagen.

Brejning: De ansatte flygter fra Brejning Bageri.

De seneste dage er ikke færre end fire medarbejdere blevet sygemeldt, mens en har opsagt sin stilling.

Årsagen er, ifølge dem selv, manglende og for sent udbetalte lønkroner og ikke mindst dårligt arbejdsmiljø.

Vejle Amts Folkeblad har talt med alle involverede undtagen en ungarbejder.

- Jeg blev sygemeldt med stress og depression i går (tirsdag, red.). Jeg kan simpelthen ikke holde til mere, siger Signe Sit Hermann Sørensen.

Hun blev ansat som svend i august og har siden bagt boller, franskbrød og kager sammen med sin mester, Benny Nissen, der blev sygemeldt samme dag.

- Stemningen var så dårlig til sidst. Jeg blev nødt til at trække stikket, fortæller Benny Nissen til avisen.

Annonce

Min revisor har været for sent ude, og det er rigtigt med tillæggene. Det er en ny branche for mig, men det får jeg styr på. Der er ikke noget snyd her.

Kazim Bulduk

Revisor fik skylden

Medarbejdernes fagforeninger er nu gået ind i sagen. Det bekræfter man hos 3F og HK, og derudover er Fødevareforbundet NNF, ifølge avisens oplysninger, inddraget.

I sommer fik Brejning Bageri ny ejer, og bageriet er siden blevet drevet af 42-årige Kazim Bulduk. Han afløste Jan Larsen, der kun nåede at eje butikken ganske kort efter Jørn Schumacher og Hans Westenbroek. De opgav efter otte år på adressen på grund af allergi.

Allerede fra starten faldt pengene ikke ved lønningsdag, som de skal, fortæller de ansatte.

- Jeg fik først løn otte dage efter og måtte rykke efter dem flere gange. Han gav revisoren og lønsystemet skylden, men den holder altså ikke hver eneste måned, påpeger Hanne Meyhoff.

Hanne Meyhoff har stået i butikken i tre måneder. Hun og de andre fortæller, at de heller ikke altid fik de tillæg, de er berettiget til - for eksempel, når de arbejdede om søndagen og på helligdage.

- Noget kan tyde på, at ejeren har haft lidt svært ved at overholde overenskomsten, siger brancheleder Pia Walther fra 3F, hvor bagermester Benny Nissen er medlem.

Mødte ingen forståelse

Den manglende og sene udbetaling gav ifølge de ansatte en dårlig stemning i bageriet.

Medarbejderne var frustrerede, og når de gik til deres chef, følte de ikke, at de mødte megen forståelse. De fortæller til Vejle Amts Folkeblad, at han i flere tilfælde råbte af dem og endda bagtalte dem med nedladende udtalelser.

Meldt til politiet

Kazim Bulduk bekræfter, at de ansatte har fået løn for sent og mangler tillæg. Han lover dog at gøre noget ved sagen.

- Min revisor har været for sent ude, og det er rigtigt med tillæggene. Det er en ny branche for mig, men det får jeg styr på. Der er ikke noget snyd her, siger Kazim Bulduk.

Til gengæld giver han ikke meget for sygemeldingerne. Han kalder det for noget fusk og har valgt at fyre dem alle.

Og Kazim Bulduk mener, at bagermester Benny Nissen er ophavsmand til al balladen. Han har desuden valgt at melde bageren til politiet for at tage af kassen.

- Han har truet mine ansatte og har råbt og skreget. Han er skyld i den dårlige stemning og har hjernevasket dem alle sammen, siger Kazim Bulduk.

Men den udlægning af forholdene i Brejning Bageri har Benny Nissen ikke meget til overs for. Han forklarer, at han ganske rigtigt har taget penge fra kassen, fordi han havde lagt ud for nogle T-shirts til butikken.

- Det gør mig altså ikke til en tyv, siger Benny Nissen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce